Nadia Murads erklæring på 10-årsdagen for folkedrabet på ezidier
I august 2014 så jeg menneskehedens mørkeste side. Da Islamisk Stat (IS) omringede min landsby i det nordlige Irak, blev min families simple liv pludselig til kaos og ødelæggelse.
Indenfor få dage blev mine brødre Jalo, Pise, Massoud, Khairy, Elias, og Hajji dræbt.
Et par dage senere myrdede IS-militante min mor, Shami, som indtil da havde dedikeret sit liv til at sørge for, at vi havde alt, hvad vi havde brug for.
Jeg blev taget til fange af IS sammen med mine søstre og niecer, hvor vi blev solgt, voldtaget og gjort til slaver.
Da IS angreb ezidierne, havde de lagt en kynisk langsigtet plan, især for kvinder og piger.
De lod sig inspirere af nogle de værste gerningsmænd gennem historien og brugte seksuel vold som et krigsvåben. De brugte det som en bevidst strategi for at udrydde ezidi-samfundet indefra og påføre os transgenerationelle traumer.
Den systematiske brug af disse afskyelige handlinger mod ezidi kvinder var ikke bare et angreb på enkeltpersoner, men et angreb på selve vores samfunds fundament. Deres mål var at ødelægge vores samfund og smadre de interne sociale bånd, som kvinder som min mor havde arbejdet utrætteligt for at skabe.
Jeg overlevede og fortalte min historie – men for alt for mange fortsætter mareridtet.
Over 2.000 ezidi-kvinder og piger lever stadig fangenskab, hvor de bliver holdt fanget af IS-medlemmer eller sympatisører i Irak, Syrien og Tyrkiet. Det traume, som de har været udsat for i løbet af de sidste ti år, er utænkeligt, og det internationale samfund må arbejde sammen for at bringe dem hjem. Vi kan ikke lade dem tilbringe resten af deres liv i fangenskab.
Overlevende fra konfliktrelateret seksuel vold (CRSV) har vist en bemærkelsesværdig modstandskraft trods de grusomheder, de har oplevet, men de kan ikke genopbygge deres liv uden at de får en meningsfuld retfærdighed.
Trods disse horrible forbrydelser, er få IS-krigere blevet draget til ansvar for deres handlinger. Den bedste måde, hvorpå vi kan sikre, at de ikke slipper for straf, er ved at bruge gennemsigtige retssager ved hjælp af en international hybrid domstolsmekanisme. Ved at stille mordere og voldtægtsforbrydere til ansvar, kan vi afskrække andre fra at begå denne forbrydelse, som kun er blevet mere udbredt siden 2014.
Min hjemby Sinjar var en landlig, rolig region før volden brød ud for ti år siden. Da IS angreb, blev 70 % af vores infrastruktur, hjem og gårde ødelagt, hvilket gjorde det umuligt for overlevende at vende hjem. Trods nogle fremskridt i forhold til at genopbygge dele af regionen, skal der meget mere til, hvis resten af vores samfund skal forlade flygtningelejrene og vende hjem. Dette kan ikke lade sig gøre, uden at regeringerne i Irak og Kurdistan bliver enige om en plan for stabilitet og sikkerhed. Når de laver sådan en plan, er det vigtigt, at overlevende fra Sinjar også deltager og kommer med deres input. Først når det er opnået, og finansieringen til genopbygningen er på plads, kan vi sikre, at samfundet føler sig sikker mod at blive udsat for de samme ting, der førte til grusomhederne sidst.
På trods af de rædsler og vanskeligheder, de har oplevet, fører ezidi-overlevende an i kampen for at genopbygge og opnå retfærdighed. Det er dog ikke noget, de kan gøre alene. Det skal de heller ikke. De forbrydelser, de blev udsat for, repræsenterer et kollektivt moralsk svigt, og det eneste acceptable svar er en håndgribelig, overlevelsescentreret støtte og meningsfulde skridt, der fører til retfærdighed. Tiden, hvor man bare kommer med fordømmelser, er for længst ovre. De overlevendes modstandskraft skal mødes med beslutsomhed fra deres regeringer og det internationale samfund.
I forbindelse med 10 årsdagen for folkedrabet på ezidierne, opfordrer jeg det internationale samfund til at fordoble indsatsen for at redde de forsvundne ezidi-kvinder og børn; Jeg opfordrer dem til at etablere en levedygtig juridisk mekanisme til at retsforfølge IS gerningsmænd for folkedrab og CRSV; og give ezidi-overlevende den støtte, de har brug for, for at stabilisere og genopbygge deres hjemland.
Disse handlinger vil skabe to afgørende resultater: retfærdighed for overlevende og forebyggelse af brugen af seksuel vold som et krigsvåben.
Desværre var de rædsler, mit samfund og jeg blev udsat for, for ti år siden, ikke en enkeltstående begivenhed. Mange flere sårbare samfund har været udsat for konflikt, fordrivelse og CRSV i årene efter folkemordet på ezidierne. Vi må gøre alt, hvad der står i vores magt for at forhindre, at det gentager sig; og når de finder sted, skal vi holde alle ansvarlige parter ansvarlige. I dag befinder vi os ved et vendepunkt – og kun ved at tage modige beslutninger kan vi ændre kurs mod en sikrere og mere retfærdig verden for fremtidige generationer.
Nadia Murad
Modtager af Nobels Fredspris, UN Goodwill Ambassador, and Præsident for Nadia’s Initiative