Medierne bliver ved med at skrive, at PKK kæmper for selvstændighed, selvom bevægelsen i over 20 år har afvist oprettelsen af en selvstændig kurdisk stat.

“PKK indledte tilbage i 1984 en væbnet konflikt mod Tyrkiet med det formål at få oprettet en selvstændig kurdisk stat. Over 40.000 mennesker er blevet dræbt i konflikten siden.”

Således skriver Reuters og Ritzau i et telegram 10. januar i år.

Imidlertid er det ikke korrekt, at PKK – eller de fleste kurdere i Tyrkiet – skulle gå ind for en uafhængig stat. Mere tyder på, at de fleste ønsker selvstyre/eller flere rettigheder indenfor Tyrkiets grænser.

Meningsmålinger viser også, at max 10-15% ønsker en uafhængig, kurdisk stat (http://goo.gl/8IuhEF). Alle andre ønsker kulturelt selvstyre.

De irakiske kurdere derimod ønsker uafhængighed, ja – ved en uofficiel afstemning i 2005 stemte 98% for løsrivelse fra Bagdad. Men det samme kan ikke helt konkluderes om deres etniske fæller nordpå.

Det største af de kurdisk-nationalistiske organisationer i Tyrkiet, nemlig PKK, ønskede i starten også selvstændighed, ja. Men siden 1990 har PKK droppet det til fordel for selvstyre (”Demokratisk selvstyre”).

Op til halvdelen af Tyrkiets kurdere bor i dag i Vesttyrkiet (Istanbul har snart lige så mange kurdere, som i hele Irak) og ikke i det kurdiske Østtyrkiet, hvor en kurdisk stat oprindeligt skulle oprettes. Mange af disse kurdere gider ikke droppe familien og de velbetalte jobs i Vesttyrkiet for at rejse til det ludfattige og urolige Østtyrkiet, hvis et selvstændigt Kurdistan skulle oprettes.

Det er pt. urealistisk, at naboer til et selvstændigt Kurdistan, som Tyrkiet og Iran vil tillade en sådan stat, af frygt for – i Irans tilfælde – at løsrivelsestrangen skal sprede sig til dets egne 9 mio. kurdere. Hvis Tyrkiet gør overfor et selvstændigt Kurdistan, som det gjorde ved Armenien i 1993, nemlig at lukke grænsen, vil den uafhængige kurdiske stat få det svært.

Rent retorisk vil det også give bagslag for kurdere i Tyrkiet, at offentligt sige, at de ønsker selvstændighed. For langt flertallet af tyrkerne anser republikkens udelelighed for at være helligt og vil ikke afgive territorium, som de anser for at være deres. At tilhængerne af det pro-PKK Folkenes Demokratiske Parti (HDP) ved flere demonstrationer op til parlamentsvalget i juni 2015 vajede med både PKK- og Tyrkiet-flag ser jeg som udtryk for dette: ”Vi er ikke separatister, vi er ikke ude på at splitte Tyrkiet, så I skal ikke frygte os.” HDP fik også stemmer fra tyrkere, venstreorienterede og alevier – noget de næppe havde fået, hvis de kæmpede for uafhængighed.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer