Fahmy Almajid og Sherin Khankan afviser, at islam skulle retfærdiggøre æresdrab.
Af Deniz Berxwedan Serinci
I en artikel på Jiyan.dk hævder psykolog og medlem af Dansk Folkeparti, Nicolai Sennels, at islam og Koranen legitimerer æresdrab.
Men det er Fahmy Almajid, syrisk-kurdisk journalist og forfatter, uenig i.
– Æresdrab har ikke med nogen religion at gøre. Der er også æresdrab begået af kristne assyrere, drusere, kurdiske yezidier, siger han og tilføjer, at æresdrab skyldes patriarkalske familiestrukturer. Samtidig fastslår Fahmy Almajid, at æresdrab slet ikke findes i Koranen.
– Mange traditionelle samfund i Mellemøsten er under stammerne, eşîret’ernes, sociale kontrol. Hvis kvinden gør noget, som stammen føler sig krænket af, kan de finde på at dræbe hende, siger Fahmy Almajid.
Muhammed forbød drab på piger
Han henviser endvidere til, at æresdrab fandtes før islams fremkomst i 610.
– I det førislamiske Arabien begravede man piger levende. Så kom profeten Muhammed og forbød det, fortæller Fahmy Almajid.
Han får opbakning fra Sherin Khankan, leder af foreningen Kritiske Muslimer og som har syrisk-finsk baggrund.
– Religion begår ikke æresdrab, terror eller vold. Det gør mennesker. Det er derfor mennesket, som skal stilles til ansvar og ikke en bestemt religion.