Min uge i Palæstina

Jeg har fulgt med i den israelsk-arabiske konflikt i 20 år og undervist i den i 10 år. Aldrig har jeg set så rabiate israelske ministre som finansminister Bezalel Smotrich, sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir (som i øvrigt er kurdisk jøde) og kulturarvsminister Amihai Eliyahu. Havde en imam sagt en promille af de samme ting som de tre, var han nok blevet idømt indrejseforbud i hele Vesten.

Ni israelske soldater er blevet anholdt for voldtægt af en palæstinensisk fange. En israelsk menneskemængde prøver i dag at storme fængslet for at befri de fængslede soldater. Ben-Gvir, Smotrich og Eliyahu ankommer. For at fordømme voldtægten? Nej. For at tale menneskemængden til ro? Heller ikke. Tværtimod, de opildner dem og forsvarer de voldtægtsanklagede soldater som ”helte”.

Ikke så overraskende, for Ben-Gvir er bosætter, tidligere dømt for racisme, ”støtte til en terrororganisation”, truede premierminister Yitzhak Rabin (da denne indledte Oslo Fredsprocessen med Arafat i 1993), udøvede hærværk mod Rabins bil, havde et portræt af Baruch Goldstein (som slagtede 29 civile palæstinensere i 1994 i Hebron) hængende i stuen, osv.

Under Ben-Gvir har bosætterne de facto fået frie hænder til at chikanere palæstinenserne på Vestbredden. Det så jeg i går i Hebron på Shuhada Street, hvor bosætterne smider afføring, sten og skrald ned på palæstinenserne. For at gardere sig, har palæstinenserne lagt et net op (SE MINE BILLEDER). I Nablus sætter bosætterne ild til palæstinensernes biler, går efter deres levebrød ved at brænde deres olivenmarker af og kaster sten mod deres huse, børneværelser, osv. Ifølge den israelske ngo B’Tselem griber israelsk politi og soldater, som Ben-Gvir fører tilsyn med, sjældent ind.

Smotrich er også bosætter, kalder sig selv ”stolt homofob” og blev i 2005 anholdt af israelsk politi, fordi han var i besiddelse af 700 liter benzin og olie. Politi mistænkte Smotrich for at ville angribe dem, fordi Israel træk sig ud af Gaza. Kulturarvsminister Eliyahu har to gange foreslået at smide en atombombe over Gaza.

Under de tre ministre har Israel strammet en årtierlang politik, hvor staten har to sæt regler, rettigheder og muligheder. Statsborgerne har frihedsrettigheder, stemmeret, bevægelsesfrihed og velfærdsydelser. De fem millioner statsløse palæstinensere har ingen af de ting.

Da jeg i går skulle fra Østjerusalem til Hizma nordpå, tog det mig flere timer i bil. Selvom der kun er 12 km imellem de to byer. Mens jeg skulle sidde fast i timevis ved checkpoints og vente på den ene tilladelse efter den anden, kunne israelske borgere og bosættere bevæge sig rundt, som de ville.

Bevægelsesfriheden besværliggøres af, at Vestbredden i dag ligner en gennemhullet ost – gennemhullet af bosættelser og enklaver. Mange palæstinensere får frataget deres land-og ejendom, nægtes byggetilladelse, så de sættes på gaden, deres hjem bliver revet ned, alt imens nye illegale israelske bosættelser skyder op – bl.a. med støtte fra de tre ministre. Cirka 45 % af palæstinensisk jord i Østjerusalem blev eksproprieret mellem 1967 og 2024.

To gange blev jeg nægtet adgang til kulturskatte af israelske soldater. Så vidt jeg forstod var de to blåøjede, lyshudede soldater ukrainske og polske jøder, der var indvandret til området for fire-fem år siden. Deres forfædre boede sidst i det hellige land for 3000 år siden og de har derfor automatisk ret til at bo i Israel og på Vestbredden. Palæstinenserne, der boede der for 76 år siden har derimod ingen ”right of return”. Så de må bare sidde og rådne op i flygtningelejre i nabolandene på syvende årti.

Er det apartheid, sådan som Amnesty International og Human Right Watch mener? Det afviser den israelske regering og henviser til, at israelske arabere (palæstinensere) jo kan stemme, blive ministre, osv. Hvad mener I?

Anyway, før Vestbredden, havde jeg været i Manara Kibbutzen på grænsen til Libanon, der tit bliver beskudt af Hizbollah.

Kibbutz-beboeren Igor spurgte mig og min israelske fixer Aldema Milstein om vi ikke ville blive 1 time mere. “Nej tak,” svarede jeg. “Vi skal videre”. Vi kørte væk. 5-10 minutter efter affyrede Hizbollah en raket mod kibbutzen og vi så røg stige til himmels. Jeg og fixeren slap uskadt, men var begge chokerede. Senere slog en drone ned i Nablus, mens jeg var der og dræbte en palæstinensisk militant.

Mere fredeligt var der ikke i Syrien, som jeg også besøgte. Eller rettere sagt de israelsk-besatte Golan-højder i Syrien. Min israelske chauffør kaldte Golan for ”Israel”. Til sidst greb jeg ind. ”Du bliver ved med at kalde det her for Israel. Det ikke Israel, det er Syrien!”

Jeg fik nok af alle de raketter og bomber og ville hjem til Danmark.

Men på grund af bosættelserne, muren, pludselige vejlukninger, checkpoints, osv., sidder man ofte fast og det er svært at planlægge noget som helst, fx hvornår taxachaufføren skal være klar og køre mig til lufthavnen.

Jeg nåede frem til Østjerusalem, fandt en chauffør og bad ham køre mig til lufthavnen, så jeg kunne komme ud af dette helvede (og eventuel forestående krig med Hizbollah), inden det blev for sent.

Jeg kom tilbage til Danmark i nat og nåede heldigvis et af de sidste Austrian Airlines-fly retur. Nu har flyselskabet stoppet flyvninger pga. en eventuel ny krig. Og så længe hadprædikanter som Smotrich, Ben-Gvir, Eliyahu – og Hamas’ Sinwar – sætter dagsordenen, bliver det nok ikke den sidste krig. Desværre.

Kommentér via Facebook

kommentarer