Den danske kunstner Anita Espandar fortæller om sin tur til Halabja i 2010. 

Halabja var kun en af de mange byer der blev bombarderet med dødelige kemikalier af Saddam Hussen. Over 5000 mennesker i Halabjea døde under store pinsler i løbet af få timer og havde ikke en chance. Mindst 10.000 mennesker fik alvorlige skader og mange af dem døde under deres flugt til over bjergene til Iran. 

Det var meget svært at rejse til Halabja og at skrive om det. Jeg mener generelt at når der er en tragedie i verden føler man at man på en måde har deltaget i den tragedie. Når det er en stor tragedie føler man tragedien endnu mere og tragedien i Halabja var så stor at man føler sig fuldstændig magtesløs. Jeg skulle rejse til Halabja, der er den by, som jeg først lærte at kende gennem tv, som viste tragedien og på den måde også lærte kurdere og Kurdistan at kende. 

Om morgenen d. 31 Juli rejste jeg og Karwan til Halabja sammen med Midya, Gaziza, Nahro og han børn Narin og Niar. Dana Salam kørte os i en stor minibus hvor vi alle kunne være.

Vi kørte forbi byerne Arbabat og Said Sadik hvor Saddam Husein også havde bombet og dræbt mange, mange mennesker i 70 og 80er’ne. Nahro pegede på en statue på vejen, den er helt hvid og forestiller en dreng og en pige. Den statue har min ven Kawan Kader lavet. Samtidig fortalte Nahro også historien om statuen til mig.

Historien er: Efter Saddam Hussens tid i 90er’ne var alt som i økonomisk blokade og det var forfærdeligt hårdt for folk. Der var simpelthen intet at få så folk sultede, tørstede og frøs. Der var ingen mad, ingen tøj eller olie at få så folk kunne få varme. Dengang var disse to skoleelever på vej hjem fra skole i hårdt vejr med sne og frost og de frøs simpelthen ihjel begge to da de var på vej hjem fra skole.

Det er vejen til Halabja den er fyldt med sorg og tragedier fra dengang og man kan høre mange af den slags historier. Halabjas historie er som de mange historier man kan høre allevegne og på hvilket at man ved at man er i Kurdistan. 

Vi ankom til Halabja og ved museet står det store fantastiske og smukke monument over alle de døde fra Halabja. Det er måske ikke ankomsten men starten på en historie, der aldrig ender.

Sarkhel Gafar er museumsdirektør modtog os og bød os allesammen velkommen. Han kendte Gaziza og var venligheden selv. Graziza fortalte ham at jeg kom fra Danmark. Sarkhel Gafar viste os rundt på hele museet og jeg havde set en del af det på internettet. Omari Ghawer er manden med det lille barn i armene, som begge døde i tragedien af giftgas. Dette billede er brugt som symbol. De er mange mennesker som døde pludseligt blev som forstenet og alle deres spørgsmål med. De spørgsmål står åbne over for verden og historien, spørgsmål vi aldrig vil få svar på for hvem kan svare! Fugle og dyr blev også som forstenet og de har også deres spørgsmål! 

Jeg har set mange gamle foto på væggene, som viste at Halabja havde været en meget levende by. Der var et billede af en gruppe musikere sammen med kvinder i kurdiske kjoler og det ser ud som om de synger en evighedssang til den tragedie.

Der ligger et kamera i en montre i en af rummene. Det kamera har en helt speciel historie for det var det kamera, som fotografen Ramazan Ozturk, som er kurder fra Tyrkiet brugte til at tage billeder af massakren i Halabja med. Ramazan Ozturk var den først der tog billeder og han overlevede heldigvis selv massakren og derfor kunne han vise verden hvad der skete i Kurdistan. Da rettergangen mod Saddam Husein kørte var det Ramazan Ozturk, der leverede mange af dokumenterne og beviserne i form af hans fotografier. 

De har også video som kører og som viser mange forskellige episoder fra tragedien. Det var meget svært at kikke på fordi det var levende billeder man så af tragedien og det var svært ikke at græde. Sarkhel Gafar overrakte mig en plaket, som symboliserede massakren i Halabja. Det er meget flot og forestiller Halabjas monument og er belagt med guld. Jeg fik også en bog og en cd om tragedien. Da vi havde set museet kørte vi ud til kirkegården for ofrene i Halabja. Der er sat mange hundrede gravsten i rækker men da man ikke har fundet ofrene og sandsynligvis aldrig kan finde deres jordiske rester er deres navne sat på hver enkelt sten. Jeg lagde en buket i stilhed og kikkede ud over stedet, som er lavet meget smukt.

Kommentér via Facebook

kommentarer