Læs et uddrag af kurdernes kendte kærlighedsespos på dansk.
Der boede engang en modig og generøs kurdisk fyrste ved navn Zeyniddin i Botan-området i det nuværende Nordkurdistan/Sydøsttyrkiet. Zeyniddin havde to søstre, Zîn og Sitî, der var kendte for deres skønhed. Deres skønhed var en “saga” blandt folket, fordi de havde fået så mange elskere.
En af dem var Tajdin, søn af sværdmesteren Iskender. Tajdin var forelsket i deres skønhed. Han havde to brødre, Arif og Çeko.
………………..
Der er en mand ved navn Mem fra Alan-stammen. Han er søn af gejstlig. Tajdin vælger Mem som sin nærmeste ven. De deler alt, på godt og ondt.
En dag finder de ud af, at Zîn og Sitî skal deltage i en Newroz-fest i forklædning. Mem og Tajdin er udklædte som damer for at deltage i festen. De bliver forbløffede over pigerne og bliver forelskede på én gang. Søstrene bliver også tiltrukket. De fire personer, Tajdin og Mem og søstrene, nærmer sig hinanden, holder hinandens hænder og udveksler ringe. De to søstre vender hjem og skjuler ringene inde i deres værelse. Deres mor kommer ind i rummet for at spørge dem om noget er galt. Det svarer de ”nej” til.
Mor klæder sig for at finde Mem & Tajdin
Den næste dag, kommer Zîns mor tilbage og spørger dem, hvad der skete. Hun tror, at de er forelskede og spørger, hvem de er forelskede i. Zîn og Sitî nægter at fortælle moren, hvem de to fyre er. Moren siger:
”Hvis I ikke fortæller mig, hvem de er, vil jeg gå til en spåmand for at finde ud af deres navne og deres hensigter.”
Sitî fortæller moren, at ingen af dem ved, hvem de er. Zîn fortæller moren:
“Hvis du kan finde ud af, hvad deres navne er, vil du da tage ringene med til spåkonen?” Og det gør moren så.
Mems mor er bekymret, da Mem ikke har spist eller drukket siden Newroz. Zins mor derimod går til spåmand og beder ham forudsige fremtiden. Han fortæller hende, at Zîn og Sitî under Newroz gav deres ringe til to mænd, og fik deres ringe til gengæld. Moren beder om deres navne. Spåmanden fortæller hende, at begge mænd er af adeligt blod og hører under fyrstens tjeneste. Spåmanden afslører ikke navnene på de to mænd, men beder Zîns mor om at klæde sig ud som læge og gå rundt og sige, at hun kan helbrede folk med depression. Dermed kan hun finde ud af navnene, fordi spåmanden ved, at Mem er deprimeret lige nu.
Grunden til, at Mem er dybt deprimeret, skyldes, at ikke kan se Zîn. Da Tajdin ser sin depressive ven, fortæller han ham, at de to må gå ud og finde de to piger. Det afviser Mem dog, fordi han ikke vil ødelægge de to pigers ry.
Nogle mænd ser Zîns mor klædt ud som læge og fører hende til Mem og Tajdin, hvor de sidder ved søen. Zîns moren får at vide, at de to ikke har drukket og spist i flere dage. Mens hun tjekker dem ud, bliver moderen overvåget af en mand.
Moren går hen til Mem og Tajdin og siger:
”Jeg er budbringer for Zîn og Sitî. Her er jeres ringe. Giv mig jeres navne og vi vil bytte, så Zîn og Sitîs ry ikke bliver ødelagt. Derefter vil jeg vende tilbage til pigerne og fortælle dem den gode nyhed. Jeg vil bringe jer fire sammen. Tajdin giver sin ring, men Mem nægter, fordi det er den eneste symbolske ting, som han har fra Zîn. ”Bed mig om alt andet, men ikke om at aflevere ringen. Fortæl hende, at jeg hedder Mem.”
Hun vender tilbage til Zîn og Sitî og fortæller dem deres navne. Sitî beder moren vende tilbage til dem med en besked om, at de to piger er klare til at blive gift med Mem & Tajdin. Moren vender tilbage til de to mænd, men opdager at en mand ved navn Vakkas følger efter hende. Hun svarer: ”Jeg ved godt, at den onde Beko har sendt dig. Skab ikke problemer.” Han nikker enigt.
Derefter kommer Arif og Çeko, som er Tajdin’s brødre. Moren fortæller dem, at Sitî og Zîn har accepteret at blive gift med Mem og Tajdin. Mem og Tajdin bliver enige om at sidstnævnte skal giftes først, fordi han er ældst.
Zeyniddin godkender bryllup
Mem, Tajdin og Tajdins bedstefar tager til områdets fyrste, Zeyniddin, som samtidig er bror til Zîn og Sitî, for at diskutere ægteskabet mellem Tajdin og Sitî. Zeyniddin godkender ægteskabet. Da nyheden om godkendelsen når frem til byens kvinder, beder Sitîs mor sin datter om at gå rundt og kysse hænderne på alle de ældste, som det er kutyme.
Moren tager Tajdin med til et sted, hvor Sitî venter. Hun efterlader de to alene, så de kan snakke sammen. Derefter bliver der sendt bryllupsinvitationer ud til alle mennesker i Botan. Sitî sidder i midten af rummet, omgivet af alle sine kvindelige slægtninge. Hun får hendes henna på hænderne. Alt er forberedt til brylluppet. Hun bliver klædt på og får et rød slør placeret på hovedet. Deres bryllup går godt.
Mens det sker, tænker Mem på Zîn.
Zîn er hjemme, helt alene og ked af det. Hendes mor kommer for at fortælle hende, at Zeyniddin har inviteret Tajdin og Sitî til aftensmad.
Mem går rundt uden at lave noget. Han er igen deprimeret. Hans mor kommer og spørger, hvad der er galt. Dertil svarer Mem:
”Min bedste ven, Tajdin har glemt alt om mig, efter han er blevet gift. Jeg føler mig ensom.”
Moren svarer:
“Du skal ikke være bekymret. Din tid kommer også snart og så bliver du også gift.”
Tajdin og Sitî tager til Zeyniddin’s hjem, hvor Zîn lever. På vej derhen, ser de Beko tæske en anden mand. Tajdin prøver at intervenere, men Sitî beder ham om ikke at blande sig. De ankommer hjem til Zeyniddin.
……………………….
Efter Tajdin og Sitî forlader Zeyniddins hus igen, kommer Beko over til Zeyniddin og siger:
”Det var forkert af dig, at give Sitî til Tajdin. Du vil ikke give hende til konger eller Shah’er.”
Zeyniddin svarer:
”Jeg vil ikke lade en som Tajdin erstatte med en konge eller Shah. Under en krig, vil Tajdin og Mem være lig med to hundrede mænd.”
Beko siger:
“Dine mænd bør være loyale overfor dig i gode og dårlige dage. Vidste du, at den dag, du gav Sitî til Tajdin, lovede Tajdin faktisk Zîn til Mem?” Zeyniddin bliver sur og kalder Beko en løgner. Men Beko fortsætter:
“Mem er ung og modig, men jeg er bange for, at han en dag vil erklære sig selv for Fyrsten af Botan og tage din plads.”
Zeyniddin siger: “Jeg ville oprindeligt have givet Zîn til Mem, men nu sværger jeg, at ingen mænd i Botan nogensinde vil få Zîn.”
Da Zîn hører dem tale om dette, bliver hun såret og knust.
Mem bliver smidt i fængsel efter konspiration fra Beko
Mem bliver smidt i fængsel, mistænkt for at ville kuppe sig til magten. Zîn er meget ked af det og oprørt, fordi hun ved, at der ikke er noget, hun kan gøre. Zîn besøger Mem i fængslet. Her fortæller Mem:
”Du er mit hjerte, min kærlighed. Du vil altid være i mig, indtil jeg dør og derefter i min sjæl.”
Trods appeller fra moren, vælger Zeyniddin at holde Zîn under opsyn og forbyder hende at tage nogen steder hen. Beko er glad, for hans plan om at få Mem væk, så han selv kan få Zîn, ser ud til at virke.
Mem har det meget hårdt i fængslet. Han kigger hele tiden på den ring, som han har fået fra Zîn, og kysser den. Derhjemme gør Zîn det samme. Hun kigger hele tiden på ringen og holder den tæt på sit hjerte. Mem reciterer digte om Zîn for at holde sig oppe, mens han er i fængsel. Han reciterer: “Oh, hjertets brændende flamme. Du er Leyla, jeg er Majnûn. Mine blodige tårer er dine roser. Du er Shirin og jeg er Ferhad. Du er solen, jeg er månen.” Han hallucinerer. Han ser Zîn.
…………………
Moren ser til Zîn, mens hun snakker med sig selv:
“Åh Mem, denne verden er blevet et fængsel for mig. Adskillelsens ild brænder mig og længslen efter dig, dræber mig. ”
Moren beder Sitî og Tajdin om at finde en løsning på problemet. Tajdin drøfter sagen med Arif og Çeko:
”Lad os kræve Mem frigivet”, siger Tajdin.
”Den eneste løsning er at kæmpe. Lad os få fat i vores geværer og kæmpe for Mems frihed,” siger Arif.
”Zeyniddin kan måske frigive Mem for at komme os i møde. Hvis ikke, bør vi gå efter Beko,” foreslår Çeko.
……………..
Bliver forgiftet af Beko
Tajdin tager over til sin bedstefar for at bede om hjælp. Bedstefaren tager en snak med Zeyniddin.
Zeyniddin bløder op og erklærer:
”Mem og Zîn er hermed blevet tilgivet og kan nu blive gift.”
Beko bliver skuffet og prøver at ændre Zeyniddins beslutning.
”Glem alt om Mem og Zîn. De er roden på alt det onde. Jeg har en plan, som vil afslutte dette kaos, nemlig ved at dræbe Mem.”
……………………
Zeyniddin går hen til Zîn’s værelse og undskylder overfor hende. Samtidig lader han hende vide, at de hermed er tilgivet og kan giftes. Zîn bliver meget glad. En af Zeyniddin’s medarbejdere løber hen til ham og fortæller, at Mem er død, forgiftet af Beko. Mens alt dette sker, føder Sitî en søn. Jordemoderen spørger Tajdin:
“Hvad skal din søn hedde?”
Lige da Tajdin skal til at navngive barnet, løber to mænd hen til ham for at fortælle, at Mem er død i fængslet. Tajdin svarer chokeret jordemoderen:
”Min søn skal hedde Mem.”
………………….
Botans sørgende folk forbereder begravelsen af Mem. Tajdin ankommer og kysser Mems mors hånd. Han fortæller hende, at Mem vil leve gennem hans søn, som også hedder Mem. Zîn græder så meget ved hans grav, at hun også dør. De bliver begravet side om side. Alle i Botan er nu sure på Beko. De jager ham. Beko skjuler sig mellem to grave, men bliver fundet og dræbt på stedet. Fra Bekos blod vokser der sig en tornebusk, som for evigt adskiller Mem og Zîn, så de ikke kan omfavne hinanden.
For folket bliver Mem og Zîn derefter symbol for det kurdiske folk og det splittede Kurdistan: De er adskilt og kan ikke forbindes.