Af Deniz Berxwedan Serinci

– Hvorfor anerkender Tyrkiet ikke 1915-begivenhederne som folkemord?
At acceptere det, der skete i 1915 som folkemord svarer til at afvise den nationale, tyrkiske selvforståelse. For ifølge den nationale selvforståelse prøvede syv store nationer at kvæle tyrkerne og tyrkerne forsvarede sig så på bravt vis mod det imperialistiske Vesten og skabte et moderne Tyrkiet. 

Man ser begivenhederne som en anti-imperialistisk uafhængighedskrig mod Vesten og dens lokale håndlangere. At acceptere det, der skete som et folkemord passer ikke til den nationale ideologi.

Hvad frygter Tyrkiet ved at anerkende det som folkemord?
Tyrkiet frygter, at skulle tilbagelevere tidligere armensk-beboede områder til armenierne. Efter drabet på armenierne, beslaglægger den tyrkiske stat armeniernes ejendomme. Mêrdîn’s nuværende store hotel er tidligere armenske hospital. En muslim ejer altså det sted i dag. Nu vil hotellets ejer selvfølgelig ikke tale om, hvad der skete i 1915, fordi han nu sidder på armenerens ejendom. Selahattin Moskéen i Ruha er en gammel armensk kirke.

Jeg har rejst i nogle landsbyer i Qers. Nu tilhører de kurdere, før boede armenierne der. Senere blev landsbyens tømt for armeniere og kurdere fra Nordirak blev bosat der. Ved statens krig med PKK i starten af 90’erne blev landsbyerne endnu engang tømt. Denne gang for kurdere. I dagens Tyrkiet bor tyrkere og kurdere i tidligere armenske områder og har overtaget deres ejendomme.

Og den tyrkiske stat spiller på den frygt, der lurer hos tyrkere og kurdere. “Hvis vi nu accepterer, hvad vi gjorde mod armenierne – hvad så hvis armenierne så kommer og kræver deres områder tilbage?”

Men Tyrkiets frygt for at skulle miste territorium til armenierne er ikke en realitiske frygt. På internationalt plan er det yderst svært at afgøre 100-år gamle territoriale tvister. Vise armenske ekstreme nationalister taler om at få tidligere armenske områder tilbage, men det er ikke realistisk. Samtidig frygter Tyrkiet at skulle give økonomisk kompensation til efterkommerne af de armeniere, der mistede livet under begivenhederne i 1915.

Men hvis Tyrkiet reelt ikke risikerer at miste territorium eller penge ved en anerkendelse – hvorfor anerkender de så ikke begivenhederne i 1915 som et folkemord?
Enhver nation spiller et spil på den internationale scene. Enhver nation skal pleje dets image, redde dets image. “Min nation har de sidste par århundreder bidraget med en masse gode ting til verdenscivilisationen. Hele civilisationen nedstammer fra os,” vil nogen hævde.

Så den tyrkiske afvisning af at kalde det for folkemord skyldes ideologiske årsager?
Ja, at kalde det folkemord er imod den tyrkiske ideologi og nationalisme. For det at acceptere det som folkemord, svarer jo til at forkaste det faktum, at vi altid skulle være uskyldige og aldrig har begået forbrydelser mod andre folk.

Det tidligere tyrkiske, nationalistiske parlamentsmedlem Gündüz Aktan er kendt for sine ord “Jeg vil ikke tillade nogen at kritisere mine forfædre.”

Men når det er sagt, så var også som den tyrkiske historiker Taner Akcam har påvist, været tyrkere, der reddede armenierne fra at blive dræbt. Tyrkiske guvernører i Ankara, Kastamonu og Yozgat, Malatya, Izmir og Aleppo blev fjernet fra deres poster, fordi de nægtede at deltage i folkemordet. Aleppo’s guvernører Jalal forsøgte at forhindre deportationerne.

Samme artikel på kurdisk – klik her

24. april er det 95 år siden, at Det Osmanniske Rige startede massakrerne på armenierne i det, der af historikere betegnes som et folkemord. Jiyan.dk bringer derfor et tema om det Armenske Folkemord. Læs også:
FOLKEMORD FORPESTER FORHOLD MELLEM ARMENIERE, TYRKERE OG KURDERE
GULAN AVCI: ERDOGANS TRUSLER SPIL FOR GALLERIET 
TYRKISK-ARMENSK FRED BETYDER IKKE ANERKENDELSE AF FOLKEMORD
 DANIELLA KUZMANOVIC: TYRKERNE FRYGTER FOR NATIONAL ÆRE

Kommentér via Facebook

kommentarer