På Nørrebro er der mange udenlandske forretninger med ejere af forskellige baggrunde. Bag facaden findes der historier fra beboerne på Nørrebro. ”Nørrebro er et fristed” mener en medarbejder fra Blågårds Blomster.
Af Medya Özvan
Foto: Pulsslag
En flok af energiske og eventyrlystne unge står parat til at gå ud i livet for at filosoferer og skrive på nye og uafprøvede tænkemåder. Til opgave havde jeg fået ansvar at skrive om Nørrebro og dets omgivelser. Men min hjerne stod på dilemmaer og ambivalente spørgsmål, til hvordan projektet skulle gribes an. Der ville opstå konsekvenser af mine tiltag på alle måder, og hvilket var det bedst udbydende? At sidde i en bus med sit lyriske jeg eller opleve Nørrebro på en anderledes måde, set fra flere perspektiver i udenlandske øjne. Jeg måtte finde en kombination af de to forestillinger. Mine drøftelser besluttede at tage et kig på Nørrebros faciliteter. Rundt om grå butiksvinduer med gamle møbler. Rundt om sidegaderne med etniske restauranter og de klikkende brosten mod mine vise sko, der har trådt asfalten på Nørrebro adskillige gange og travet mig gennem Nørrebros travle livlige gader.
Blågårdsblomster
Nu befinder jeg mig ikke så lang fra mit uddannelsessted. Med min veludviklede hjernevrider af en skrivemaskine, med formål at nedskrive viden. I en lille oase af blomster. I denne kolde vintertid hvor sneen som tusinde atomer svæver blandt menneskene, vækker sure og glade miner, og som hindrer blomsternes spiren. Ej befinder jeg mig udenfor, derimod sammen med tusinde farver, i en hyggelig blomsterbutik på Blågårdsgade. Nemlig Blågårds Blomster. Hvad kan være mere Nørrebrosk end en stående blomsterbutik i knap 10 år med en udenlandsk ejer? På væggene hænger orientalske musikalske instrumenter, og medarbejderne synger genkendelige kurdiske sange, i takt med arbejdet for døren. Den kurdiske ejer Serhat Toro købte butikken af sin storebror. ”Jeg flygtede fra den tyrkiske værnepligt. Det var så helt tilfældigt, at det blev Nørrebro. Jeg arbejdede først i butikken sammen med min bror på jagtvej. Men jeg ville gerne være selvstændig, da det blev hårdt med arbejdet som folkeskolelærer ved siden af,” siger han. Størstedelen af medarbejderne er indvandrere.
Den brede kultur
Ikke alle medarbejdere på Nørrebro har været i Danmark i mange år. Men det har medarbejderen på Blågårds Blomster, der har været i næsten 20 år i Danmark. For nylig har han fået arbejde på Nørrebro. Hvad medarbejderen fra Blågårds Blomster nu synes om sit arbejdsplads fortæller han ”På Nørrebro føler jeg mig tryk. Alle de kriminelle sager, der foregår, hører jeg kun om i tv’et, men har aldrig selv oplevet det. Medierne overdriver når der sker kriminelle episoder på Nørrebro. Om dagen er det stille og roligt med mange kulturer, der giver mere lyst til at bevæge sig. Hvis man kun oplever et homogent kultur bliver det kedeligt. Nørrebro er et fristed for alle.”
”Trods indvandrerne, føler jeg mig ikke hjemme som i hjemlandet.” fastslår, medarbejderen der længes efter de varme omgivelser.
Tilbage til uddannelsen
Jeg bevæger mig tilbage til skolen.
Forbi grønthandleren, der taber sine frugter og grøntsager.
Forbi menneskene med forskellige farver og former.
Forbi gule busser og biler, jeg har siddet i med mine spekulationer, til den sidegade hvor Det Frie Gymnasium opholder sig. Til endnu en dag på skolen, på Nørrebro.
