Leyla Zana blev født i 1961 i kurdernes hovedby Diyarbekir i det sydøstlige Tyrkiet/Nordkurdistan. Traditionen tro blev hun giftet som 14-årig med sin 21 år ældre fætter Mehdî Zana. Han var en kurdisk aktivist, som blev valgt til borgmester i Diyarbekir i 1978, men blev fængslet og brutalt tortureret efter militærkuppet i 1980.
Leyla Zana valgte den samme løbebane som hendes mand og blev en ledende forkæmper for kurdiske rettigheder i et land, der ved dets oprettelse i 1923 havde forbudt kurdisk sprog og kultur.
I 1991 blev hun valgt ind i det tyrkiske parlament som den første kurdiske kvinde. En post hun mistede senere hen efter anklager om ”støtte til PKK”, der i Tyrkiet anses for terrorister, mens de fleste kurdere i Leyla Zanas hjemegn omvendt ser dem som frihedskæmpere.
“Børnene skal have undervisning på deres modersmål. Kurderne ønsker deres rettigheder i dette land. Hvorfor sender regeringen centralbankchefer og embedsmænd her til fra andre byer? Kurderne ønsker selv at vælge centralbankcheferne og embedsmænd blandt deres eget folk,” sagde Leyla Zana under sit sidste besøg i København i 2011.
Men den kurdiske kamp handler ikke kun om sprog og kultur, men også kvinder, fastslår Leyla Zana.
“Uden frihed til kvinder, kan mænd heller ikke være frie. Sproget er kurdiske kvinders ære, fordi et folk kan ikke eksistere uden dets sprog.”
Leyla Zana’s kamp for kurderne gav genlyd overalt – og skabte vrede hos tyrkiske nationalister og paramilitære grupper, der prøvede at komme hende til livs flere gange.
Engang blev kurdiske politikere dræbt af ”ukendte gerningsmænd”, som antageligt tilhørte den tyrkiske stat selv.
Habib Kiliç, lokal formand for det prokurdiske parti DEP blev dræbt og skulle begraves. Mehmet Sincar, ligeledes fra DEP og medlem af det tyrkiske parlament, ledede en undersøgelse af drabene på de kurdiske politikere. Han blev eskorteret af politiet fra Diyarbekir og Elih. Sammen med Metin Ozdemir, lokal DEP’er, deltog han i Kiliç’s begravelse i Elih. Derefter blev Sincar og Ozdemir beskudt og dræbt af tre gerningsmænd.
Sincars egen begravelse i Mêrdîn blev angrebet med bombe og gerningsmændene blev ikke fanget, trods massiv politiopbud omkring stedet og i hele byen. Politiet havde i øvrigt ophævet deres beskyttelse af Sincar efter eskorteringen til Elih af ”ukendte årsager”. Sincar var det første parlamentsmedlem, der blev dræbt i denne serie af mord på kurdiske politikere, men den tyrkiske stat gav ham ikke nogen statsbegravelse eller officiel ceremoni.
Da Leyla Zana skulle kondolere, blev hendes tilholdssted ramt af et bombeangreb, men hun slap uskadt.
15 års fængsel
Senere blev Leyla Zana og Hatîp Dîcle, Orhan Dogan, Selîm Sadak og Ahmet Turk idømt 15 års fængsel for ”støtte til PKK”, efter at deres parlamentariske immunitet var blevet ophævet.
Ifølge kritikere skyldtes myndigheders reelle forfølgelse af eks. Leyla Zana, hendes edsaflæggelse i det tyrkiske parlament i 1991. Her trådte hun op på talerstolen med hårbånd i de kurdiske farver, rød, gul og grøn samt udtalte den sidste del af eden på kurdisk til de øvrige parlamentarikernes store forfærdelse:
“Jeg tager denne ed i for det tyrkiske og kurdiske folks broderskab.”
Dommen mødte kritik – også herhjemme.
Politikens afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden var forbavset over dommen og så det som en fortsættelse af Tyrkiet kurderpolitik, som han var imod.
“Tusinder af kurdiske landsbyer er blevet ødelagt, hundredtusinder er blevet tvangsforflyttet, hundredvis af mennesker er blevet ofre for mordpatruljer, fordi de har talt kurdernes sag.” (Politiken, 09.12.1994).
Omvendt forsvarer Ankara sig med, at kurdere ikke diskrimineres i Tyrkiet og der henvises til, at kurdere har opnået høje poster i landet. To præsidenter (İnönü og Özal) var kurdere og tidl. udenrigsminister Hikmet Çetin ligeså. Han forsikrede således som kurder Europa Parlamentet i maj 1992 om, at Tyrkiet ikke havde noget kurdisk minoritet og at alle var ligestillet i landet. Imidlertid peger flere på, at disse ”systemets kurdere” – som de kaldes – ofte har holdt lav profil med deres kurdiske baggrund for ikke at miste deres poster.
Leyla Zana udtaler således:
“Hvis en kurder fornægter sin identitet, så kan han blive general eller minister. Gør han det modsatte, ender han bag tremmer som jeg.” (101, Budtz 1997).
I 2017 blev Zana først anholdt af tyrkisk politi og senere løsladt. Hun repræsenterede da den kurdiske provins Agirî i det tyrkiske parlament for Folkenes Demokratiske Parti (HDP). Kort efter blev den kvindelige politiker løsladt. Til gengæld skulle hun være under de tyrkiske myndigheders “juridiske kontrol”. Det betød, at hun skulle underskrive en erklæring på en lokal politistation flere gange om ugen.
Leyla Zana har forklaret de kurdiske medier, at hun blev afhørt på grund af en tale, som hun holdt til kurdernes nytårsfest Newroz, i marts 2016.
Skabte krise mellem Danmark og Tyrkiet
I 1995 blev Leyla Zana tildelt Europa-Parlamentets Sakharov-pris. Men hun kunne ikke tage imod prisen, da hun var fængslet i Tyrkiet. Den 14. oktober 2004 mødte Leyla Zana op i Europa-parlamentet i Bruxelles for at holde en tale til EP.
Leyla Zana var genstand for en hed diskussion mellem Danmark og Tyrkiet i foråret 1996 på grund af en dansk pris til den kurdiske politiker. Således skrev Berlingskes Ole Damkjær, at der nu var “Frostgrader i dansk-tyrkiske relationer” (24.09.1996). Det kølige – eller ligefrem kritiske – forhold mellem Danmark og Tyrkiet skyldtes flere forhold, heriblandt Leyla Zana-sagen.
I februar 1996 tildelte Arbejderbevægelsens Internationale Forum (AIF) sin såkaldte ”rosepris” til Leyla Zana. Prisen blev overrakt Leyla Zana’s mand Mehdî Zana af daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen i hans egenskab af formand for Socialdemokraterne. Hendes bror var også inviteret, men kunne ikke komme til Danmark, da han ikke kunne få udstedt et pas af de tyrkiske myndigheder.
AIF tildelte Leyla Zana prisen for hendes ”demokratiske indsats for kurdernes rettigheder”.
Tyrkiet protesterede stærkt mod prisen til Leyla Zana.
“Jeg finder det meget beklageligt, at en sådan pris tildeles en person, der sidder i et tyrkisk fængsel for at have bistået terrorister,” sagde ambassadør Osman Faruk Logoglu til Ritzau (12.02.1996).
Kritiserede Roj-TV sag
I oktober 2011 gæstede Leyla Zana Danmark. Hun gæstede retsmødet om den PKK-venlige kanal Roj-TV i Københavns Byret.
Hvad siger du til de tyrkiske anklager om forbindelser mellem PKK og Roj-TV?
“Enhver journalist kan tale med PKK – selv tyrkiske medier. Men Roj-TV laver bare ikke anti-propaganda mod PKK, som de tyrkiske medier.”
Leyla Zana, det prokurdiske parti europæiske repræsentant Eyyüp Doru og undertegnede i København
Hvilken betydning har Roj-TV for kurderne?
“Roj-TV giver en stemme til et undertrykt folk på 40 millioner, som altid er blevet kaldt ”terrorister”, fordi de har kæmpet for deres rettigheder. Man kan spørge, hvem der er terrorist? Vi har som kurdere aldrig nægtet nogen at tale deres sprog og leve deres kultur….Hvis ikke Roj-TV eksisterede, hvem skulle så fortælle verden om den tyrkiske massakre på den kurdiske familie i Qandil, irakisk Kurdistan (hvor en familie på 7 blev dræbt ved et tyrkisk luftangreb i august 2011, red.)?”
Omkring cirka 50.000 er foreløbig døde i PKK og den tyrkiske stats krig, hvis tab begge parter tildeles ansvar for af menneskettighedsorganisationer (241, Amnesty 2000).
