”Måske er de fleste af vores fysiske sår helet,” siger tyrkisk læge. ”Men de psykiske traumer efter jordskælvet fortsætter endnu.”

Fotograf: Andreas Hansen

Et år er gået siden jordskælvet i Tyrkiet, Syrien og de kurdiske regioner slog titusinder af mennesker ihjel. Men sundhedssituationen i området er stadig meget kritisk.

Det fortæller Lütfi Tiyekli fra Lægeforeningen i Kahramanmaraş, et af hårdest ramte byer.

”Måske er de fleste af vores fysiske sår helet,” siger han. ”Men de psykiske traumer efter jordskælvet fortsætter endnu.”

Over 50.000 mistede livet i Tyrkiet, mens over 8000 døde i Syrien.

”Vores borgere mistede deres fædre, mødre, søskende, naboer. Og det skaber stadigvæk psykiske problemer hos dem.”

Blandt de døde var også mange læger.

”Vi var både ofre for jordskælvet og samtidig sundhedspersonale,” som Lütfi Tiyekli fastslår.

Et helt konkret problem ved jordskælvet var byggematerialet asbest. Det blev tidligere brugt i Tyrkiet, men ikke mere, fordi det kan være årsag til kræft ved langvarig eksponering.

Men asbest var ikke forbudt i Tyrkiet for 15-20 år siden og der blev bygget bygninger med asbest. Ved jordskælvet blev ruiner med asbest flyttet rundt.

”Vi fandt ud af, at der nu i byen er asbest i farlige mængder,” siger lægen. ”Det vil forårsage øgede lungekræftrater i Kahramanmaraş i fremtiden.”

Han ønsker asbesten bortskaffet, så det ikke påvirker folkesundheden.

Derudover er der problemer med rent drikkevand.

”Jordskælvet beskadigede vandinfrastrukturen i vores by alvorligt.”

Endvidere er der mangel på sengepladser i Kahramanmaraş.

”Myndighederne fortalte os, at der skulle bygges et akuthospital med 400 sengepladser. Men det er endnu ikke sket. Det betyder, at vi de næste to år endnu vil have det svært, hvad angår sundhed.”

Grundlæggende ser Lütfi Tiyekli jordskælvet som et ”laboratorium”, så fremtidige fejl kan forebygges.

”Der har aldrig været et jordskælv i denne størrelsesorden i Tyrkiet. Hvis vi lærer af de fejl, der blev begået her, vil vi være bedre i stand til at håndtere andre katastrofer.”

Lægen tilføjer:

”Vi må analysere, hvad vi gjorde rigtigt, hvad vi gjort forkert.”

Artiklen er en del af et stort tema på Jiyan om genopbygningsarbejdet efter jordskælvet i Tyrkiet, Syrien og de kurdiske områder. Projektet udføres med støtte fra OpEN-puljen, Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer