Kürt Remzi var den første i det centrale Anatolien, der udgav albums på kurdisk og dermed bidrog til et bevare et truet sprog.
Remzîyê Elî Kino, også kendt som Kürt Remzi (”Remzi kurderen”), var den første i det centrale Anatolien, der udgav albums på kurdisk.
Dengang var kurdisk sprog, klædedragter og andre kulturelle udtryk, selv ordene ‘kurder’ og ‘Kurdistan’, streng forbudt i Tyrkiet.
Kurdernes blotte eksistens blev benægtet. Disse var i stedet ‘bjergtyrkere’, der blot havde fået deres navn, fordi deres støvler i sneen frembragte en lyd i retning af ‘kart, kurt’. Således måtte besøgende slægtninge ikke tale kurdisk med deres fængslede familiemedlemmer, selvom de ikke kunne andet sprog.
Folk lyttede i smug til kassettebånd med kurdiske sange fra Kürt Remzi. Fordelen ved musik var at det appellerede bredt. De ældre analfabeter kunne ikke læse en kurdisk bog, men de kunne lytte til musik på deres eget sprog. Derudover var fordelen ved Kürt Remzis musik, at det var på de lokales egen dialekt. Hvorimod det kurdisk, der blev sunget i Radio Yerevan eller Radio Bagdad ofte var svært at forstå for folk i det centralanatolske Konya, Kırşehir, Ankara.
På kort tid blev Kürt Remzi meget populær blandt kurderne i Centralanatolien, hvis forfædre var indvandret dertil 200 år forinden fra Adıyaman, Maraş, Malatya, Urfa. Kürt Remzi var ham, folk ville have til at synge til deres bryllup.
Den kurdiske legende blev født i 1947 i landsbyen Demirözü (Bazika) i Ankaras Haymana-distrikt, 115 kilometer fra Ankara. Modsat mange andre şêx bizinî-landsbyer i området, taler befolkningen i Demirözü kurmancî og tilhører Bazika-klanen.
Kürt Remzi voksede op i en familie, hvor ingen spillede saz (tembûr).
”Jeg kan godt sige, at jeg var den første til at spille saz i min landsby,” fortalte han i et interview med magasinet Bîrnebûn i 1997.
I sin barndom gik han på en kostskole i Antalya i det sydlige Tyrkiet. Kendte tyrkiske sangere kom og optrådte. Den kurdiske dreng fik langsom en interesse for musik.
”Det første jeg gjorde, var at købe en saz og lærte at spille af mig selv,” som han fortalte Bîrnebûn.
På grund af forbuddet mod deres sprog, sang kurdiske sangere som Celal Güzelses, Nuri Sesigüzel, İzzet Altınmeşe, İbrahim Tatlıses, osv. på tyrkisk. De beholdt kurdiske sanges melodier og ændrede lokale, kurdiske sange til tyrkisk eller brugte de allerede oversatte.
”Jeg så, at næsten alle nærmest konkurrerede om at synge på tyrkisk. Selv vores kurdere!”
Kürt Remzi insisterede dog på at synge på sit modersmål og mente, at hans stil passede til det kurdiske sprog. Så han begyndte i 1972 at indspille illegale kassettebånd via pladeselskabet Erdal Plakçılık, heriblandt en række sørgesange, på kurdisk.
Sorgen handlede blandt om ulykkelig kærlighed. Først blev han, forklarede han overfor Bîrnebûn, forelsket i den ene kusine og derefter den anden kusine.
”Da jeg ikke kunne udtrykke min kærlighed ordentligt, begyndte jeg at udtrykke mine problemer gennem sangene.”
Med et blev han et stort hit i Polatlı, Haymana, Bala, Yunak, Kulu, Cihanbeyli og Kırşehir. Folk købte eller lånte hans kassettebånd til hinanden. De lyttede til det i bilerne og gemte dem hurtigt væk, når de nærmede sig tyrkiske militærkontrolpunkter. Bare coveret, hvor der stod ”Kürt Remzi”, kunne skabe problemer.
Selve kunstnernavnet valgte han helt bevidst. Han havde en sang, der lød ”Jeg er ikke laz (etnisk gruppe i Kaukasus, red), ikke tatar, jeg er Remzi kurderen og fortæller mine problemer.” (Ne Laz’ım ne Tatar’ım, Kürt Remzi’yim dert satarım.)
Så kom det store militærkup i Tyrkiet den 12. september 1980, hvor generalerne slog hårdt ned på venstrefløjen og kurderne. Kürt Remzi blev smidt i spjældet i to måneder, anklaget for at ”splitte fædrelandet ad og skabe separatisme”.
Han flyttede nu til Bursa i det vestlige Tyrkiet. I 1994 flyttede han til Tyskland. Han sagde, at han ville søge politisk asyl.
I Europa savnede sangeren sin hjemegn. Inden afgangen til Tyskland nåede han at besøge landsbyen Bazika. Det gjorde ham vred, at kun de ældre talte kurdisk. Ungdommen var langsomt ved at glemme deres modersmål og talte nu kun tyrkisk.
”Vores sprog er vores vigtigste ting. Jeg er personligt meget ked af, at det forsvinder,” sagde han i interviewet med Bîrnebûn.
I 1997 tog han dog til Tyrkiet igen og kørte galt i Ömeranlı (Tavşançalı) og mistede livet. Den centralanatolske legende blev 50 år og efterlod over 200 sange og 10-15 kassettebånd, heriblandt Motire Elî, Hecî ya Lawo, Gunde me deve nevale, Eskero yaro, Etê pore minî reşe, Mala Bavê Min Birano, Kamyona Îzzet, Elî Axa, Lo Lo Heco.
