Ertugrul Kürkcü er etnisk tyrker, men sidder i Tyrkiets parlament for et prokurdisk parti og lægges for had som en forræder blandt tyrkiske nationalister.
Ertuğrul Kürkçü er en 65-årig socialistisk aktivist, redaktør og forfatter. Siden sommer 2011 har han været medlem af det tyrkiske parlament for det prokurdiske Arbejde, Demokrati og Frihedsblokken.
Kürkcü var en af de vigtige personer fra den venstreorienterede 1968-fløj i Tyrkiet sammen med ikonet Mahir Cayan. I 1970 blev Kürkcü valgt som formand for Forbundet af Tyrkiets Revolutionære Foreninger (DEV-GENC). Ligeledes var han den eneste overlevende ved massakren i byen Kizildere, hvor venstreorienterede aktivister og tyrkisk politi stødte sammen i marts 1972. Kürkcü blev idømt dødsstraf, men blev benådet ved en amnesti.
Derefter fortsatte han arbejdet som en socialistisk aktivist, både ved at stå bag forskellige medier og politiske aktiviteter.
Som etnisk tyrker, men medlem af Tyrkiets parlament for et kurdisk parti, lægges han ofte for had som en forræder blandt tyrkiske nationalister, med hvem han har nogle heftige debatter.
Et eksempel er i januar 2012, kort tid efter at tyrkisk luftvåben bombede 34 kurdiske landsbybeboere i byen Roboskî.
Under en debat i det tyrkiske parlament kritiserede Kürkcü det regerende AKP-partis håndtering af massakren.
”Premierministeren tænker ikke på at afhøre generalstabschefen. Hver gang vi kræver dem stillet til regnskab, bliver vi mødt med skældsord. 34 mennesker er dræbt. Lad os glemme, at de var landsbybeboere, smuglere. Lad os sige, de var oprører, at de var guerillaer,” sagde han – åbenbart til visse andre parlamentarikeres protest, fordi de ikke vil have PKK omtalt som ”guerillaer”, men som ”terrorister”.
Kürkcü fortsatte:
”Jeg kalder dem ikke for terrorister og er ikke nød til at kalde dem det. Jeg lytter til dig, du skal også lytte til mig!”
I disse dage var han så i Danmark for at deltage i en Newroz-reception på Christiansborg, arrangeret af Kurdisk Forum og MF Nikolaj Villumsen (EL).
”Newroz er blevet politiseret på grund af det tyrkiske forbud”
Jiyan.dk mødte Kürkcü til et interview.
Du er kommet herop for at deltage i Newroz-receptionen – hvad symboliserer Newroz for dig?
Newroz er en folkelig tradition, som folk i Mellemøsten og Centralasien har tilfælles. De sidste par år har tyrkiske nationalister prøvet at fjerne det kurdiske aspekt ved Newroz og hævdet, at højtiden i virkeligheden er en tyrkisk fest, kaldet Nevruz, så kurderne ikke får nogen grund til at fejre dagen. Men som tyrker kan jeg ikke huske, at vi som lille nogensinde har fejret Newroz/Nevruz.
Hvad er det politiske aspekt ved Newroz for kurderne?
Newroz symboliserer kurdernes ønske for frihed og er som sådan blevet en oprørskultur for dem. Det faktum, at Tyrkiet har prøvet at forhindre folk i at fejre dagen, som i Cizre i 1992, hvor 60 mænd, kvinder og børn blev dræbt, har gjort, at Newroz er blevet politisk og kommet til at symbolisere en national modstandsdag blandt kurdere. Ligesom Smeden Kawa ifølge sagnet om Newroz gjorde oprør mod tyrannen Dehaq, har kurderne de sidste 30 år vist deres styrke igennem Newroz-fejringerne. Samtidig er Newroz med til at samle kurderne på tværs af alle mulige skel, såsom landsby- og byfolk. Men desværre vil Tyrkiet stadig ikke tillade kurderne at udøve deres kultur.
Hvorfor valgte du at tilslutte dig den kurdiske kamp som politiker?
For det første kan jeg som socialist og revolutionær ikke ignorere undertrykkelsen af kurderne. De har siden Tyrkiet blev grundlagt i 1923 været undertrykt og været udsat for en masse massakrer og tragiske begivenheder, som ikke er overgået andre.
For det andet deler den kurdiske nationalbevægelse, hvor PKK har ført an, mange af de samme værdier, som vi revolutionære kæmpede for i forrige årtier. Den kurdiske bevægelse afspejler nærmest vores bevægelse fra 1968. Men den kurdiske bevægelse har plads til forskellige personer, såsom jeg, der kommer fra den tyrkiske venstrefløj eller Altan Tan, der er islamisk orienteret eller afdøde Serafettin Elci, som var pro-Barzanî.
”Hele PKK bakker op om freden – hvad med tyrkerne?”
Hvornår startede dit engagement i kurdernes kamp?
Siden 1992 har jeg støttet kurdiske aviser og blade og vi har deltaget i fælles politiske kampagner i det tyrkiske parlament siden 1995.
Op til det tyrkiske parlamentsvalg i juni 2011 fik jeg invitation fra det prokurdiske parti BDP efter et ønske fra Abdullah Öcalan om at samarbejde mere bredt og inddrage de tyrkiske venstreorienterede, socialistiske kræfter.
Oplever du som tyrker at blive angrebet af tyrkiske nationalister?
Vi lægges altid for had af alle former for tyrkiske højreekstremister, både enkeltpersoner, men også diverse aviser, blade eller CHP’s gruppe i parlamentet, der beskylder os for at være kurdiske nationalister.
Der har op til Newroz på torsdag været en del snak om gennembrud i fredsprocessen?
Jeg tror ikke, freden kommer så hurtigt, men vi kan få en periode uden sammenstød mellem Tyrkiet og PKK. Selve freden vil tage mindst 20 år om at komme.
Hvad er anderledes denne gang?
Tidligere har våbenhviler været ensidige fra PKKs side. Men denne gang tilslutter den tyrkiske stat sig også våbenhvilen. Men nu er fordelen, at Öcalan bakkes op af hele den kurdiske bevægelse, både BDP, PKK i Qendîl, osv. Men det er ikke tilfældet for den tyrkiske side, hvor AKP ikke får støtte fra oppositionspartierne MHP og CHP, som er helt imod denne løsning.
Sidst der var snak om fredsaftale, blev tre kurdiske kvinder dræbt efterfølgende i Paris?
Kurderne og tyrkerne må fortsætte fredsprocessen, på trods af sådanne episoder.
