En kurdisk musikgenre, der meget konkret har opfordret til opposition mod de tyrkiske, iranske, irakiske og syriske myndigheder og glorificeret oprørere er Destan, Lawikê Siwaran eller Stranên Berxwedanê, ”modstandssange”.
Forsker og ekspert i kurdiske forhold David Romano, der har beskæftiget sig med sammenhængen mellem medier og etnisk bevidsthed, påpeger, at en følelse af undertrykkelse på baggrund af etnicitet ”legitimerer mobilisering og politisering af etnicitet med det formål at forsvare sig selv og sin gruppe”.
Budskaber om modstand mod myndighederne appellerer på den måde godt til mennesker, der er utilfredse med en bestemt politik.
Således nævnes vreden over den tyrkiske hærs fremfærd i Dêrsim i 1937-38 af flere PKK-guerillaer som årsag til, at de er blevet militante.
Under musikikonet Şivan Perwers (1955-) koncert i irakisk Kurdistan i 1991 blev kampråbet Bijî Kurdistan, bimrî koledar! (”Længe leve Kurdistan, død over undertrykkeren!”) velmodtaget af folk, der var blevet udsat for folkemord og giftgasangreb blot 3 år inden.
I talrige modstandssange kommer denne utilfredshed også til udtryk i startstroferne med en opremsning af tyrkiske krænkelser for at slutte med en opfordring til væbnet kamp, eks. sangen Roj wê bê:
Xwîna me rijî li deştan û çiyan (Vores blod flyder på sletter og bjerge)
Wêran kirin li me gund û bajaran (De ødelagde vores landsbyer og byer)
Kurdno rabin hûn ser piyan! (Kurdere, rejs jer!)
Xebat bikin ji bo welat! (Gør en indsats for fædrelandet!)
En kendt PKK/guerilla-sang er Gerîlla rojbaş af Beser Şahin:
Bi tîrêjên rojê re (Med solens stråler)
Ji nav çiyan der tên (De kommer ud fra fra bjergene)
Dilê me hemiyan pê re (Hvor alles hjerter er med)
Rojbaş, Gerîlla rojbaş (Goddag, oh guerilla)
Herdu destan rakin (Løft begge hænder)
Kesk, sor û zer li bakin (Bær grøn, rød og gul)
Wê dil û can xilas kin (De skal befri disse liv)
Wê Kurdistan avakin (De skal oprette Kurdistan)
Rojbaş, Gerîlla rojbaş (Goddag, oh guerilla)
En anden kendt sanger, der støtter de kurdiske krigere er Ozan Kawa. Han synger om Folkets Forsvarsenheder (YPG) og deres kamp mod Islamisk Stat (IS).
Ez kurd im, kurd im serbilid im, medya û med im (Jeg er kurder, jeg er stolt og stammer fra mederne)
Ew şervanên YPG ne lawên kurdan (De er YPGs krigere, de er kurdernes drenge)
Ez kurd im, kurd im serbilid im, medya û med im (Jeg er kurder, jeg er stolt og stammer fra mederne)
Ew şervanên YPG ne keçên kurdan (De er YPGs krigere, de er kurdernes piger)
Ozan Kawa har i årtier hyldet PKK og YPG i sin sange: Foto: Juan Sedo
Revolutionerende kampsange beskriver modstanderen ud fra et negativt sprogbrug.
Hozan Diyar kalder dem ”barbarer” i Heval dimeşin, mens Hesen Şerîf taler om, at Li bazarê Tirkan erzan bûye can (”i tyrkernes basar var liv billigt”).
Hozan Diyar har sunget mange “modstandssange” gennem årene. Foto: Jano
Ifølge den irakisk-kurdiske forfatter Îbrahîm Ehmed (1914-2000) i sit populære Her Kurd Bûyn er Dagîr kerî dil pirr le qîn, dirrindey bê wijdan û dîn (“De invaderendes hjerter fyldt af had, de var grusomme, uden samvittighed og tro”).
Nationalsangen Ey Reqîbs kendte sætning Kes nelê Kurd mirduwe, Kurd zînduwe! (”Ingen skal sige, kurderne er døde, kurderne lever!”) hentyder til, at modstanderne forsøger at udrydde kurderne. Det bidrager med Şivan Perwers ord til at ”forstærke vreden mod fjenden”.
Omvendt fremstilles kurdere som heroiske – wek dilêr (”som løver/modige”) i Ey Reqîb og Dilê me ji pola gurçik bûne hesin ”Vores hjerter er som stål, nyrer som jern” i marchen Herne Pêş.
Samtidig henvises til deres storslåede fortid som medere, jf. Ême roley Midya… i Ey Reqîb.
Specielt æres kurdiske aktivister, der er blevet dræbt af de undertrykkende regimer – stranên şehîd, ”martyrsange”. Eksempler herpå er Ciwan Haco fra syrisk Kurdistan, der i sin rocksang Leyla, skrevet af den legendariske digter Cigerxwîn, synger til ære for Leyla Qasim. Hun var en kvindelig aktivist, der blev henrettet af Baath-styret i 1974.
En anden aktør Ebdulrehman Qasimlo, lederen af Kurdistans Demokratiske Parti-Iran, blev dræbt af iranske agenter i Wien i 1989. Han æres i sangen Dr. Qasimlo af Şivan. ”Martyrsangene” modarbejder de undertrykkende stater ved bl.a. at hædre og rose afdøde aktivister, som disse regimer ellers vil miskreditere som ”terrorister”.
Modstandssange bruges altså til at give militante moral, ”opmuntring og håb i hjertet på vores svære dage”, ifølge irakisk Kurdistans tidligere præsident Massoud Barzani, selv tidligere peshmerga.
Lytterne ”realiserer deres egen peshmerga/guerilla-rolle igennem musikken”, ifølge Şivan Perwer.
Ligeledes fulgtes sangere med partisaner i Sheikh Mahmoud Barzanji-oprøret i 20’erne i irakisk Kurdistan, for musikalsk at tilskynde dem til angreb på britiske styrker og ”ødelægge fjendens moral”.
Den tynde grænse mellem sanger og militant ses også på det faktum, at utallige, måske majoriteten, af sangerne fra eks. tyrkisk Kurdistan er eller har været mere eller mindre tilknyttet PKK, ofte som partisan.
Tendensen er den samme i de iranske og irakiske dele af Kurdistan. Således er og var Tehsîn Teha, Merziye & Nasir Rezazî tidligere peshmerga. I 2007 udgav Mîr Mûzik albummet Emê bêjin, sunget af 7 partisansangere, der alle døde under kamp, heriblandt Mizgîn, Serhad, Çiya.
Nasir Rezazî er tidligere peshmerga
Stater der kontrollerer Kurdistan har ofte betragtet disse modstandssange som en trussel.
Den tyrkiske stat har i således tiltalt og retsforfulgt flere sangere med flere års straffe for, eks. Herne Pêş, som det skete for kvindegruppen Koma Asmîn. Ifølge myndighederne støtter sangene separatisme og PKK ved tilskyndelse til oprør og/eller glorificering af eks. Öcalan.
Under en Newroz-koncert optrådte sangeren Xemgîn Bîrhat med sangen Mezin Apo (”Store Apo”, en hentydning til Öcalan), blev anholdt og senere frigivet.
Irak protesterede sammen med Tyrkiet og Iran mod Egypten i 50’erne, da dets radio spillede Ey Reqîb. Denne sang blev et børnekor, Zarokên Amedê, sigtet for at have sunget på en musikfestival i USA med krav om op til 5 års fængsel. Anklagen lød på, at de har sunget en ”PKK-march” og ”propaganderet for en ulovlig organisation”. Imidlertid blev Ey Reqîb skrevet af Dildar i 1937 og brugt i Mehabad-republikken i 1946-47, mens Herne Pêş benyttedes under det kurdiske oprør i Irak i 1961. Dermed længe inden PKKs oprettelse i 1978.
Şivan Perwers sang Şer neke (”Slås ikke”), der skarp kritiserer de pro-tyrkiske landsbyvagter, findes på den europæiske udgave af det pågældende album, men ikke i den tyrkiske. De mange PKK-drab på landsbyvagter kan hos de tyrkiske myndigheder have skabt frygt for, at sange af en så populær sanger kan opildne til en gentagelse af lignende episoder.
Samtidig viser episoden, at de tyrkiske myndigheder er Şivan Perwer’s status og popularitet bevidst. Således betød besiddelse af et Şivan-album for flere år siden 6 måneders fængsel for en mand i tyrkisk Kurdistan. Hans populære album Helebçe (1988) blev ligeledes forbudt pga. sangen Pêşmergên me.
Forbuddene mod musik på grund af ”separatisme” har sommetider været meget brede og også ramt sange uden direkte opfordring til væbnet kamp mod den tyrkiske stat.
Således blev sangen Keça Kurdan, sunget af den populære kvindelige sanger Aynur, forbudt i 2005 af retten i Diyarbekir med den begrundelse, at sangen ”opfordrer kvinder til at tage op i bjergene og deltage i separatisme”. Den provinsielle guvernør ophævede dog senere forbuddet. Sangen omhandler primært kvindefrigørelse i et feudalt samfund og Aynur synger normalt ikke politiske sange.
Keçê binihêr çerxa cîhan (Piger rejs jer, lad verden høre din stemme)
Jin çûne pêş pir dixwînin (Kvinder gik fremad og læser meget)
Êdî qelem ket şûna şûr (Pennen har erstattet sværdet)
Keçê, em dixwazin bi me re werin şewrê (Piger, vi vil have at I kommer med os til revolutionen)
Dilo, em dixwazin bi me re werin cengê (Kære, vi vil have at I kommer med os til kampen)
Aynur blev beskyldt for at synge en sang, der opfordrede til væbnet kamp. Hun synger normalt ikke politiske sange.
