“Mens mange tyrkere end ikke kender til folkedrabet, indrømmer den kurdiske frihedsbevægelse åbent deres forfædres deltagelse i folkedrabet og siger, at de er kede af det,” siger armensk redaktør.

Af Deniz B. Serinci

Hvilken rolle spillede kurderne i folkemordet på 1,5 mio. armeniere under Første Verdenskrig?

Det kurdiske Hamidiye Regiment blev bevæbnet og betalt for at forfølge og dræbe armenierne. Osmannerriget havde helt fra Sultan Abdulhamid’s tid organiseret Hamidiye Regimentet mod armeniere. Nogle kurdiske klaner hjalp de osmanniske myndigheder med at dræbe armeniere.

Kurderne håbede at få økonomiske og territoriale fordele ved at slå armenierne ihjel. Både armenierne og kurderne gjorde nemlig krav på samme område, nemlig Vestarmenien eller Nordkurdistan, afhængigt af hvem man spørger. Armenierne blev udryddet og i dag bebos området af 90% kurdere. Andre kurdere faldt for den religiøse propaganda.

“Mange uuddannede kurdere fik at vide, at hvis de dræbte en vantro, så ville de komme direkte i himlen,” siger Ugur Umit Ungor, professor ved universitetet i Utrecht i Holland.

De ikke-sunnimuslimske kurdere var sværere at vende mod armenierne, idet den religiøse propaganda ikke virkede på dem. Især i provinsen Dersim, hvor den kurdiske befolkning tilhører troen Alevi, var der en helt klar overrepræsentation af kurdiske redningsmænd; Mange Dersim-kurdere var imod folkemordet, mange af dem aktivt. De var selv i århundreder blevet forfulgt af sunnimuslimer med den begrundelse, at de var ”vantro”.

”Alevierne var mere sympatiske overfor de kristne armeniere, fordi de kristne – modsat det sunnimuslimske Osmannerriget – ikke benægtede og ringeagtede aleviernes tro,” forklarer Ungor.

”Said-i Nursi reddede hundredevis af armenske børn”

Men helt generelt giver det ifølge Ungor ikke mening at generalisere angående alevier og sunni-kurdere, for blandt sidste gruppe var der også både redningsmænd og gerningsmænd. Ligesom visse alevi-Dersim-kurdere, fx Balaban-stammen, myrdede armeniere, mens Haydaran-stammen beskyttede dem.

Også sunni-kurdere i Mardin modstod og hjalp armenierne ved at give dem husly, et skjulested eller hjælp til at komme til russisk-kontrolleret område.

”Hvis mange armeniere lever nu, er det, fordi kurderne i nogle områder beskyttede dem,” siger Ungor.

En af dem mest kendte religiøse skikkelser blandt kurderne, lederen af ​​Nurcu bevægelsen, Said-i Nursi – eller Seîdê Kurdî (1877-1960) som kurderne kalder ham – var ifølge Ungor en af redningsmændene.

”Said-i Nursi var sandsynligvis involveret i redning af hundredvis af armenske børn ved at levere dem til russerne,” siger Ungor.

Nogle armenierne slap fra folkemordet ved at konvertere til islam eller ved at skjule sig og vokse op hos kurdiske familier. Et eksempel herpå Karapetê Xaço, en armensk musiker, hvis forældre blev dræbt under folkedrabet. Han flyttede senere til Jerevan, den armenske hovedstad, og arbejdede for Yerevan Radio, hvor han sang hundredvis af kurdiske sange.

Ikke alle kurdiske redningsmænd lod armenierne leve af humanitære grunde. Det forklarer Pakrat Estukyan, redaktør på den armenske-tyrkiske avis Agos:

”I flere tilfælde ’redder’ kurderne de armenske kvinder for at bruge dem som sexslaver.”

Kurdere bedre til at anerkende og undskylde folkemord

Men spørger man armeniere i Armenien og Tyrkiet, ser de alligevel en kæmpe forskel på kurdere og tyrkeres syn på folkedrabet idag. Kurderne har nemmere ved at indrømme og undskylde for folkedrabet, mener ifølge Estukyan.

“Mens mange tyrkere end ikke kender til folkedrabet, indrømmer den kurdiske frihedsbevægelse åbent deres forfædres deltagelse og siger, at de er kede af det.”

I 2013 undskyldte en fremtrædende kurdisk politiker i Tyrkiet, Ahmet Turk kurdernes deltagelse.

”Vores forfædre blev brugt til at begå uretfærdigheder mod armenere, assyrere og ezidier. Der er blod på deres hænder. Som deres børn og børnebørn, undskylder vi,” sagde Türk.

Ifølge Suren Manukyan, vicedirektør på det Armenske Folkedrabsmuseum i Jerevan, er almindelige armeniere udmærkede klare over, at “kurdere bare var et værktøj i gennemførelsen af ​​folkedrabet.”

Vahram Ter-Matevosyan, seniorforsker ved National Academy of Sciences i Armenien, siger, at offentligheden i Armenien generelt ser positivt på kurderne, fordi de har erkendt og undskyldt.

Han henviser desuden til den pro-armenske holdning hos den største pro-kurdiske gruppering i tyrkisk politik, De Demokratiske Regioners Parti (DBP) og Folkenes ‘Demokratiske Parti (HDP).

“I Armenien betragter vi normalt kurdiske politikere som de eneste forsvarer af det armenske folkemordsag i Tyrkiet,” siger Ter-Matevosyan.

Kommentér via Facebook

kommentarer