Et billede, der viser otte kvinder ved hovedkvarteret for den tyrkisk-støttede Hamza-milits, florerer på de sociale medier.
Foto: Sociale medier
Den kurdisk-ledede autonome administration i det nordlige og østlige Syrien opfordrer det internationale samfund til at undersøge kidnapning af kvinder i Efrîn i Syrien.
Det sker efter, at et billede er begyndt at florere på de sociale medier. Billedet viser otte kvinder ved hovedkvarteret for den tyrkisk-støttede Hamza-milits.
Den autonome administration ønsker, at kvinderettighedsorganisationer, FN, Rusland og USA fordømmer handlingerne.
”Vi kræver, at der bliver lavet en international efterforskning og at gerningsmændene bliver draget til ansvar for disse overtrædelser.”
En lokal gruppe, nemlig hjemmesiden Ezdina, har identificeret to af de kidnappede kvinder. En af dem blev kidnappet fordi hun angiveligvis har haft kontakt med den autonome administration.
En anden kvinde tilhører ezidi-mindretallet i Efrîn, der blev kidnappet i februar af Hamza-militsen.
Tyrkiet og tyrkisk-støttede væbnede grupper indtog Efrîn i foråret 2018. I marts i år sagde FN’s Undersøgelseskommission vedrørende Syrien, at der er “grund til at tro”, at tyrkisk-støttede grupper “begik krigsforbrydelser, mord og plyndringer.”
FN-Kommissionen advarer om, at de tyrkiske styrker kan blive draget til ansvar, “hvis det viser sig, at de bevæbnede (syriske) militsmedlemmer handler under tyrkiske styrkers kontrol.”
Ifølge rapporten går de tyrkisk-støttede grupper efter næsten alle “aspekter af kurdiske kvinders liv”.
”Bevæbnede grupper har skabt en stor frygt for vold og pres blandt den kvindelige kurdiske befolkning.”
Derfor siger kvinder i Efrîn, at de foretrækker at blive derhjemme, opgiver deres jobs og bærer tørklæde, når de bevæger sig udenfor uden en mandlig slægtning.
Det amerikanske udenrigsministerium skriver i en rapport fra 2018 om religiøs frihed, at den tyrkiske hær og tyrkiskstøttede syriske rebeller fordrev 167.000 mennesker, heriblandt kurdere, ezidier og kristne fra Afrin. Der er meldinger om, at de syriske rebeller har tvangskonverteret ezidier til islam. Endvidere har plakater i byen opfordret kvinder til at bære det islamiske tørklæde.
Menneskerettighedsorganisation i Efrîn skrev i marts, at over 6200 mennesker er blevet kidnappet af tyrkisk-støttede militante på to år. Over 3400 kidnappede er stadig savnede. 61 kvinder er blevet voldtaget.
Før udgjorde kurderne majoriteten i provinsen. Nu udgør de ifølge visse kilder 18% af befolkningen i Efrîn, mens andre sætter det til omkring 30%. De arabiske og turkmenske bosættere, som Tyrkiet har flyttet ind i provinsen, udgør nu flertallet af befolkningen.
#HRC43 “Women & girls belonging to the #Kurdish & #Yazidi #minority groups saw their movement restricted & were harassed when venturing outside. Such acts undermine women’s ability to participate meaningfully & contribute to their community. This must stop.” — @UNCoISyria #Syria pic.twitter.com/nUzuZ7bbIa
— HRC SECRETARIAT (@UN_HRC) March 2, 2020
Tyrkiske embedsmænd har ifølge tv-stationen Kurdistan24 forsikret USA om, at “de tager disse beskyldninger alvorlige og støtter den syriske oppositions erklæring om at undersøge disse episoder.”
I praksis er der dog indtil nu ikke kendte eksempler på, at gerningsmændene bag krænkelser af menneskerettighederne i Efrîn er blevet retsforfulgt.