Den dansk-kurdiske studerende Avesta Farres skriver om at være kurder i Korea.
For ikke lang tid siden kom jeg til Sydkorea, delvist som en del af mit studie og delvist for at udleve en drøm. Mens jeg har været travlt optaget af studier, lektier og udbygningen af mit koreanske ordforråd, er tre måneder allerede passeret. Med mindre end tre måneder tilbage er jeg i fuld gang med at planlægge min sidste tid her. Der er simpelthen så meget jeg vil og så lidt tid.
Det at skulle tilpasse sig et nyt miljø og møde nye mennesker har ikke været særligt svært, men derimod berigende. Jeg har nydt at prøve nye ting, smage nye retter og prøve mit halvdårlige koreanske af.
Men alligevel savner jeg mit Danmark. Jeg savner hvad man normalt ville savne under lange rejser hjemmefra – såsom at sidde med familien og nyde min mors biryani. Men jeg savner også trivielle ting, som jeg ellers ikke havde regnet med at savne; At cykle gennem gader og skove, at spise rugbrød med karrysild, at drikke frisk mælk og at købe ind i netto.
Hvis du skulle under dig så er kurdisk og koreansk skik er faktisk ikke så forskelligt fra hinanden: Respekt for ældre kommer først, uddannelse er i højkanten, skoene tages af indenfor og der er intet måltid uden ris (Det sidste måske mere ekstremt, da koreanere spiser ris til morgen også.)
Af samme grund har det ikke været så svært at vænne sig til koreansk kultur, men ikke desto mindre har mit ophold fået mig til at tænke over min identitet. På den ene side er jeg kurder, på den anden side dansker og på en tredje side føler jeg mig også hjemme i Korea.
Sådan opfattes jeg bare ikke hjemme i Danmark, desværre. I Danmark anses jeg for at være en ikke-etnisk dansker, eller i andre termer, en indvandrer. Det gør mig forvirret og irriteret på samme tid at vide hvem jeg er, men at være forhindret af stupide begreber.
I USA er man amerikaner, når man har fået statsborgerskab, og i Kina er man kineser hvis man kan tale kinesisk! Hvorfor er jeg så ”dansker” på papir, men første, anden eller sjette generations indvandrer i Danmark?? Det er da latterligt på en sørgelig måde… og mere alvorligt bliver det når begreber som ”integration” kommer frem. Hvordan kan man forvente at ikke-etniske danskere skal ”integreres i dansk kultur” så længe man bevidst adskiller den ene fra den anden via overnævnte termer? Det er blevet sagt mange gange før, men jeg siger det igen: Det burde laves om.
Mit ophold har på mange måder styrket min identitetsopfattelse, hvilket jeg er taknemmelig for. Nu ved jeg at jeg er Kurder-dansker-to –be – koreaner. Jeg nyder min tid i Korea, men jeg glæder mig da også til at komme hjem til gode, gamle Danmark – til ostemadder og Chai Kurdi (med en skål Ban-chan (koreansk sideret) ved siden af).
Avesta Farres