Konya’s succes i Danmark

To folketingsmedlemmer, ti viceborgmestre, Danmarks største popstjerne, Miss Danmark, Danmarks bedste fotograf og prisnominerede skuespillere. Konya-borgerne har succeser på stribe.

Besøger du landsbyerne i Cihanbeyli eller Kulu i Konya i det centrale Tyrkiet oplever du hurtigt, hvordan udvandringen til Danmark har sat tydelige spor. Mange du møder, taler dansk.

Derudover er mange af luksusvillaerne på den støvede jord opført med emigranternes indtægter fra Danmark. Villaer, som er smukke og overdådige, men mennesketomme det meste af året. Når sommersæsonen starter, vrimler det hurtigt med danske nummerplader på vejene.

Navnet ”Konya” har mange muligvis set og hørt. Masser af restauranter i Jylland, Sjælland, Lolland-Falster hedder noget med Konya Pizzaria eller Konya Kebab.

Det er i Konya, den verdensberømte muslimske mystiker Jalaladdin Rumi (1207-1273), også kendt som Mevlana, ligger begravet. Hans gravsted med den turkisgrønne kuppel, som er blevet Konyas vartegn, tiltrækker årligt masser af turister og pilgrimme fra hele verden. Det er også i Konya, at selsjukkernes dynasti havde deres hovedstad i det 12. og 13. århundrede.

I Danmark bor der anslået over 35.000 mennesker fra Konya.

Mange af dem har klaret sig ret godt. Ja, skulle jeg nævne dem alle, kunne der komme en hel telefonbog ud af det.

Kendt nyhedsvært

En kendt nyhedsvært fra Danmarks Radio er Erkan Özden. Han stammer fra Kelhasan i Cihanbeyli, er født i Hvidovre og opvokset i Taastrup. Özden er uddannet journalist fra Roskilde Universitet og har været ansat på DR siden 2003, blandt andet som nyhedsoplæser for TV Avisen.

To folketingspolitikere

To Konya-borgere har siddet på borgen.

Özlem Çekiç er født i Ankara, men stammer fra Hacıömeroğlu i Konya og blev i 2007 valgt ind i Folketinget for Socialistisk Folkeparti som den første muslimske kvinde. Hun sad i Folketinget indtil 2015 og er i dag generalsekretær i foreningen Brobyggerne og virker også som rådgiver, foredragsholder, debattør og forfatter. I 2019 blev Halime Oğuz valgt ind i Folketinget, ligeledes for SF. Hun stammer fra Ömeranlı (tidligere Tavşançalı) i Kulu.

Derudover har der været op til ti viceborgmestre fra Konya: Şengül Deniz i Ishøj (Socialdemokratiet, Ömeranlı), Mahmut Erdem i Brøndby (Socialdemokratiet, stammer fra Hacilaro/Kuşça), Hüseyin Taş i Farum (Venstre, Hacilaro), Mehmet Kücükakın i Albertslund (SF, Kutuga/Kütükuşağı), Bilal İnekçi i Ishøj (SF, Încov/Yeniceoba) og Øzgen Yücel i Hillerød (Venstre, Bulduk).

Sidst, men ikke mindst, har der været hundredvis af regionale og lokale politikere fra Konya de sidste tre årtier i Danmark.

Erdogan Mert er medlem af Regionsrådet Hovedstaden (Enhedslisten, stammer fra Bulduk).

Şengül Deniz blev født i Ömeranlı og blev som den første kvinde med anden etnisk baggrund valgt ind i Ishøj Byråd i 2006 for Socialdemokratiet, hvor hun sad indtil sidste år. Hun blev i år tildelt Dannebrogordenens Ridderkors.

Andre eksempler: Özdeş Newroz Durukan (SF, Høje Taastrup, stammer fra Şerefli), Erdal Çolak (SF, Vallensbæk, fra Hacilaro), Harun Demirtaş (SF, København, fra Kutuga), Mustafa Arslan (Socialdemokraterne, Ikast-Brande, fra Încov/Yeniceoba).

I Høje Taastrup er far og datter, Rojda og Halil Kara aktive lokalt i Enhedslisten. Familien stammer fra Încov.

Skuespillere på anmelderrost film

Også indenfor underholdning har Konyas borgere klaret sig godt herhjemme. Den anmelderroste film Fighter (2007) havde den debuterende Semra Turan i hovedrollen som pigen Aicha, der hellere bruger tiden på kampsport end på lektier. Turan stammer fra Kelhasan og fik i filmen følgeskab af Ertuğrul Yılan, der stammer fra Kırkpınar (Çelîkan).

Turan har dyrket karate, siden otteårsalderen og har det sorte bælte. Hun har vundet flere mesterskaber, heriblandt DM i Karate i 2000 og 2005. Den unge kvinde blev udtaget til at deltage for det danske A-landshold i VM i Karate i Japan, men kunne ikke være med, fordi hun skulle indspille filmen Fighter.

For sidstnævnte blev Turan rost af filmanmelderne. ”Fuldstændig overbevisende”, skrev Politiken om Turans skuespilpræstation (14/12-2007). ”Filmens største aktiv er Semra Turan… Ikke nok med at hun faktisk kan kung fu men hun tilføjer rollen både den energi og den tvivl, der er nødvendig, for at figuren skal blive troværdig,” skrev Kristeligt Dagblad (14/12-2007).

Fighter blev nomineret til Bodil- og Zulu Awards. Turan blev nomineret til Bodilprisens Bedste kvindelige hovedrolle, men tabte.

”Danmarks største popstjerne”

Indenfor musikverdenen er der Tobias Rahim, der er født i 1989 og opvokset i Aarhus som søn af en dansk mor og en far fra Seçilmiş-familien i Kelhasan. Rahim er blevet kaldt ”Danmarks største popstjerne” af danske aviser.

Et andet kendt navn er Sascha Dupont Conner, der er musiker, sanger og sangskriver, kendt fra DR-programserien Hit med Sangen. Hun har en far fra Bulduk i Konya.

Derudover er der rapperen Zaman Kılıç, kendt under kunstnernavnet “ZK”. Han er født i Ishøj, men stammer fra Kelhasan. Han har udgivet ni singler og et album, der tilsammen har over 20 millioner streams.

Endvidere er der musikere, der synger på modersmålet: Dem fra Kutuga (Fahri Dağ, Murat Küçükavcı, Resul Küçükakın, Ayşan Küçükakın, Nedim Dağ), dem fra Încov (Hikmet Çoban, Nurettin Çiçek), Hacilaro (Necati Gezen, Figen Fener), Kelhasan (Doğan Yıldız, Gündüz Korkmaz, død i 2024), Xelîkan (Ergin Xelîkan), Çelîkan (Nevzat Tunç), Bulduk (DJ Gazi Peker, Cihan Sevikan). Alle dem har mange af os nok mødt til bryllupper og andre arrangementer.

Danmarks bedste fotograf

Et andet navn, mange har mødt, er fotografen Nevzat Başaran. Han stammer fra Hacilaro og blev i 2016 kåret som Danmarks bedste fotograf og som den anden bedste bryllupsfotograf i hele Europa.

Miss Danmark

I 1999 vandt 18-årige Zahide Bayram fra Ishøj skønhedskonkurrencen ”Miss Danmark” som den første andengenerationsindvandrer. Hun stammer fra Ömeranlı og hendes farfar var blandt de allerførste indvandrere fra Konya i Danmark i 60’erne. Hendes far blev familiesammenført i 1979, da Bayram var to måneder gammel.

Professionelle fodboldspillere

Indenfor fodboldens verden er der den professionelle fodboldspiller Zidan Sertdemir, en 19-årig mand fra Ishøj med rødder i Hacilaro. Derudover er der Rezan Çorlu, endnu en professionel fodboldspiller, der spiller for den danske Superligaklub Lyngby BK. Çorlu er født i Danmark i august 1997 og stammer ligeledes fra Hacilaro. Hans storebror Azad Corlu er også tidligere fodboldspiller.

Billedkunst

Ilyas Kırkan er født i Hacilaro og opvokset i Ishøj. Hans far kom til Denmark i 1969 som gæstearbejder, og han kom selv herop i 1978. Kırkan har studeret samfundsvidenskab på Roskilde Universitetscenter og blev senere billedkunstner og har udstillet malerier i København, London, Beirut, Paris, Lissabon, osv.

Forfattere

Blandt forfattere fra Konya er der herhjemme Ayşe Deveci (Hacilaro), der i 2004 udgav bogen Tvang om tvungne fætter-kusine ægteskaber. Translatør og forfatter Orhan Doğru (Hacilaro) udgav bogen Mem og Zin i 2016 og tiltrak over 500 personer til sin bogreception i Brøndby. Lokalpolitikeren Erdal Çolak (Hacilaro) har også udgivet et hav af bøger, heriblandt Kærlighed, eksistens og dig. Halil Küçükyıldız stammer fra Bulduk og kom til Danmark i 1976, hvor han bosatte sig i Avedøre, tæt på København. Han har genfortalt 10 af H.C. Andersens historier på kurdisk.

Psykologer og konsulenter

Af kendte psykologer herhjemme er der Cavit Güven. Güven er fra Yapalı i Cihanbeyli, kom til Danmark i april 1986, hvor han stiftede familie, fik børn og studerede til psykologi på Københavns Universitet. I dag arbejder Cavit Güven som psykolog på rådgivningscentret med traumatiserede flygtninge og indvandrere.

Derudover er der Celal Deveci (Hacilaro), mens Ahmet Demir (også Hacilaro) er psykoterapeut, socialkonsulent og foredragsholder.

Andre succeser

Susli M. Bayram stod bag de populære spisekæder Dalle Valle og Café A, kendt fra mange danske byer. Det udviklede sig til et stort imperium, indtil en række konkurssager.

Et sidste eksempel, jeg vil nævne, er Osman Sarı. Den unge mand er født blind i Încov og kom herop som 16-årig i 2008 og fik kæmpe succes som iværksætter. Han har åbnet fem-seks virksomheder.

Konyas dialekt

Konya-borgerne taler det kurdiske sprogs kurmancî-dialekt, helt præcist vest-kurmancî. I stedet for Gelek (”meget”) siger de Pir. I stedet for Baş (”godt) siger de Rind. I stedet for hemû (”alle”) siger de gî, giştik.

Derhjemme taler folk ofte kurdisk – eller dansk og tyrkisk. Sommetider en blanding af to eller alle tre sprog. De ældste, der er opvokset i landsbyen dernede, og de yngste, som er født og opvokset i Danmark, kan sommetider ikke tyrkisk. I selve Konya er der i Dipdede også dem, der taler Şêx bizinî. Det er internt uforståeligt for en kurmancî-talende. Men ellers er Şêx bizinî i Danmark mest kendt fra Haymana i Ankara, naboområdet til Konya. Kurmancî-talende og Şêx bizinî-talende i Københavns Vestegn kender ofte hinanden.

Et eksempel på Konya-kurmancî:

Dansk	Standard-kurmancî	Konya-kurmancî
honning	hingivîn	hengiv
stat	dewlet	dewlet
sort	reş	reş
god	baş; qenc	rind; baş
se	dîtin	dîn
disse	ev	vana, va …-ana
blad	belg	belg, bilçik; yaprax (sarma)
Godmorgen!	Spêdebaş!	Siwa te/we bixêr!
træt	westayî	westiyayî, westî
valnød	gûz	gûz
hasselnød	findeq	findiq
nød	heba çerezê	hewa çêrez
kål	kelem	nehene
ekspert	pispor	şare
gæst	mihvan	nîvan
melasse	doşav	mit
tomat	bacanê sor	tometîz
aubergine	bacanê reş	bacan
apotek	dermanxane	eczane
sygehus	nexweşxane	xestexane
stok	kopal	bastûn
tærskeslæde	cencere	dûgan
avis	rojname	qeste
barn	zarok	kurik, zar, gede
tælle	êjmarîn	êmcartin
jagt	nêçîr	aw
gris	beraz	dongiz, xinzir
hav	behr	dengiz
hund	se	kûçik, se, kelb
kagerulle	tîrok	dûx
sang	istiran	kilam
arm	bazik	pi, bask
skulder	mil	mil, omiz
kanin	keroşk, kergo	korgi
myre	mêrû	mêri
negl	neynok	nênik, dirnax
bule	werm, nepx, perç	qotik
ko	çêlek, manga	mange
cigaret	cigare	cixale
flanke	tenişt	tenişt, bogir
kølig	hon	sêrin
ild	agir	ar
nakke	patik	gepir
Sverige	Swêd	Isvêç
Danmark	Danmarka	Danîmerqa
papir	kaxet	xet
briller	berçav	gozlik
bølge	pêl	dalxe
spand	setl	helke
lys	ronahî	îşq; nûr (helligt lys); eltîrk (elektrisk lys); tav (sollys)
Istanbul	Stembol	Semûl
ændre	gohorîn	gorîn
blind	kore	kûr
kirke	dêr	kilîse
moské	mizgeft	camî
doven	tembel	tembel, moris, laz
alle	hemî	gî, gîştik
bold	gog	top
hente	anîn	anîn ~ onîn ~ ûnîn ~ ûnan
væg	dîwar	dwiyar
forkert	xelet	yaxniş
rigtig	rast	rast, doxri
loft	binban	astar, tawan
tag	ban	çati, serê xêni
forklæde	berdang	bermang
ende	dûmahî	dayi, songi
vise	numan	nimandin
lære	hivosîn	êvisîn, hu kirin
arbejde	kar, şuxl, îş	şuxl, îş, kar
øse	çemçik	batik
sting	kêl	dîkiş, kêr
bjørn	hirç	herç
lommetørklæde	desmal	tizmal
pibe	qelûn	daqim
kvæde	bih	heybe
peber	îsot	bîber
dyne	lihêf	orxan
bog	kitêb	kîtab
kost	melkes	şijing
sidste år	par	sala çûnî
næste år	sala tê	sala tênî
jord	ax	xuli
orm	kirm	soxilcan
insekt	kêz	kurm
bro	pir	kupri

 

Der er dog interne forskelle i Konya. Eksempelvis siger Canbeg-stammen i Kelhasan Xuşk til ”søster”, mens Reşwan-stammen siger Xang.

Flere af de danskere, der har været gift med Konya-borgere har lært kurdisk. En af dem er Christian Thoning, der til daglig arbejder som portør på Herlev Hospital. Han spiller på mellemøstlige instrumenter, såsom darbuka, zurna og kaval og danser kædedans.

Se og hør Thoning tale kurdisk her:

 

Andre, der har lært kurdisk, er Konyas tatarer. Eller rettere sagt, nogen af dem. Man kan i Albertslund finde kurdisktalende folk fra Konya, der har mongolske ansigtstræk og som egentlig ikke er etniske kurdere. De stammer fra Bögrüdelikköy og har rødder i Omsk i Sibirien i 1917. Nogle lærte kurdisk i Konya, mens andre lærte det blandt venner i Danmark. Endvidere er der også tatarer i Hacilaro og andre landsbyer. De har lært kurdisk og betragter i dag sig som kurdere.

En kendt sang fra Konya: “GULA MAMÊ”

Seda rawûm çîk eyaz e
Navê rindê gulbeyaz e
Bi dîski go aşkere nekir
Ma ew zalima nebîze
Gula mamê gula mamê
Spî dikê mîna camê
Gula mamê gula mamê..

Oprindeligt alevi og ezidi?

Konyas borgere herhjemme har sunnimuslimsk baggrund og tilhører den hanafitiske retsskole.

Der er forlydender om, at noget af befolkningen oprindeligt har været ezidi og alevi. Ifølge den svenskboende Şoreş Reşî, der stammer fra Bulduk, var stammeforbundet Reşwan tidligere ikke sunnimuslimer. Det er først noget, de er blevet senere. Şoreş Reşî mener, at Reşwanî’erne oprindeligt var tilhængere af Zarathustrianisme, den før-islamiske religion, der indtil 740’erne var statsreligion i Iran. Senere har Reşwan-folkene skiftet til ezidisme, alevisme, shiaislam – og til sidst hanefitisk sunniislam. Andre er uenige i den teori. Men man kan i Ishøj finde folk fra Kelhasan, der hævder at have været alevi engang, inden de kom fra byen Çorum til Konya for omkring 100 år siden og blev sunnimuslimer.

Hvordan kom de til Konya?

Den største Konya-stammeforbund herhjemme er Reşwan, som også staves Rişvan, Reşîyan eller blot Reşî. Det menes, at de stammer fra Hısn-ı Mansur; især Kahta- og Besni-distrikterne i Adıyaman, Malatya, Maraş. Ifølge den schweiziske geograf og orientalist Johann Ludwig Burckhardt var Reşwan-stammens folk ofte i krig med turkmenske klaner. Stammen førte også et seminomadisk liv, hvor de vandrede fra yaylak (sommerbeboelser) til kışlak (vinterbeboelser).

I starten af det 19. århundrede prøvede de osmanniske myndigheder at få stammen til at slå sig permanent ned og dermed gøre en ende på deres seminomadiske liv. I 1830 gav myndighederne stammen besked om, at de planlagde at bosætte dem omkring byen Sivas. Det ville stammen ikke gå med til og foreslog i stedet Konya og Ankara, hvilket osmannerne gik med til. Andre steder modsatte medlemmer af stammen sig bosættelsespolitikken og ville bestikke sig ud af den for at fortsætte den seminomadiske tilværelse.

Der er forskellige bud på, hvorfor så store dele af stammen endte i det centrale Tyrkiet, især i Konya.

Nogle kilder mener, at det skyldes pladsmangel, altså at landsbyerne i deres oprindelige hjemegn var for små til den stadig voksende stamme. Andre kilder mener, at den omvandrende stammes dyr spiste af andres marker og dermed påførte andre skader. Derfor ville man flytte dem væk. Atter andre hælder til den opfattelse, at de osmanniske myndigheder ville have Reşwan bosat et fast sted, så de ikke kunne stikke af fra beskatning. Sidst, men ikke mindst, mener nogen, at de tyrkiske magthavere ville bosætte dem et fast sted for at få kontrol over en meget stor kurdisk stamme.

Stammen kom nu til at bo til formålet nybyggede landsbyer eller i allerede eksisterende landsbyer. På den måde blev de splittet udover flere områder ud fra osmannernes ”del-og-hersk”-politik, så de ikke kunne forene sig og gøre oprør.

Forfatteren Hacı Çevik oplyser, at den første landsby i området dannedes i 1836. Ifølge den tyske geograf og universitetslektor Wolf-Dieter Hütteroth (1930-2010) bosatte Reşwanî’erne sig i Karagedik i 1846, Bumsuz i 1844, Bulduk i 1853.

Under Reşwan-stammeforbundet findes Sefkan, Celikan, Omeran, Nasiran, Xelikan, Molikan, Cudikan, Oxçîyan, Mihînan, Belikan, og så videre. Eksempler på Sefkan-landsbyer er Celep, Bulduk, Gordoğlu, Kerpiçli. Eksempler på Nasiran-landsbyer er Încov, Hacilaro, Bumsuz, Şerefli. Eksempler på Omeran-landsbyer er Altılar, Arşıncı, Çöpler, Beşkardeş, Ömeranlı, Acıkuyu. Landsbyerne ligger ofte maks 20 kilometer fra hinanden. Herfra er der 100 kilometer til hovedstaden Ankara og 150 km til Konya.

Tre landsbyer: Hacilaro, Kelhasan og Bulduk

Vintrene er hårde og kolde, mens somrene er ulidelige varme og tørre med 35-40 grader i landsbyerne i Cihanbeyli og Kulu. I 1960’erne var landsbyerne meget fattige, uden elektricitet, rindende vand, vandskyllet toilet og maskiner, og mange var analfabeter, især kvinderne. Husene var bygget af folk selv og lavet af natursten, ler eller jord. Fårehyrder gik rundt med deres flokke i det tørre landskab over de afsvedne marker mellem små klynger af huse. Om morgenen løb folk ad den bumpede og ujævne grusvej hen til byens brønd for at fylde dunkene med vand.

Lad os dykke ned i tre landsbyer i Konya, hvorfra mange er kommet herop.

Kuşca (Hacilaro): Med et dekret fra den 16. maj 1928 blev Kuşça officielt en landsby. Derefter kom den til at hedde Yeniyapan. Senere, fordi mange tog på pilgrimsfærd (Hajj) i Mekka, blev landsbyen kaldt Hacılar Köyü. Atter senere fik den navnet Kuşça. Den 3. juni 1988 fik Kuşça kommunal status og blev såkaldt ”belde”, tyrkisk betegnelse for distrikter, der er større end landsbyer.

Ifølge landsbyens borgere Metin Baysal og Kadir Okutan er der 11 klaner i Hacilaro/Kuşça.

1=ASUTKA; Taş, Baysal Akdeniz, Belek, Kekeç og Olgun

2=SIMKA; Kırkan, Kömürcü, Sarı, Peker, Yıldırım, Yalçın, Gülen, Çetiner, Çolak, Furuncu, Önder, Öcal,Yılan, Yılmaz, Başaran, Yapıcı, Deveci og Gezen.

3=İMATİ; Fener, Sütçü, Camcı, Avcı, Ünlü, Çorlu og Kolsuz.

4=AMXERKA; Yüksel, Bilen, Koyuncu, Savran, Demir, Erdem, Koca, Küçük og Değirmenci.

5=XENÇERLİ; Harmankaya, Acı, Karakurt, Çoşan, Duvarcı og Çetin.

6=MOMREŞKA; Sertdemir, Karaosman, Kara

7=ŞİXOLİ; Şener, Doğru, Kaya, Topal, Dul, Atik, Baran, Uzun, Yalınız og Akdağ.

8=EMİNİ; Çiftçi, Keçeli, Ekiz, Çift, Çakan, Koyuncu (Aksoy), Çelik og Karaca.

9=KOSA DİN; Arslan-familien…

10= MELA MEMO; Gül, Cambaz, og Tükenmez

11= ÇERKEZ; Arabacı-familien.

Bulduk: Sevîkan-klanen er en del af Reşwan-klanen og der er forlydender om, at landsbyens sunnimuslimer oprindeligt har været alevier med rødder i Koçgirî i Sivas. Resten stammer fra Adiyaman, Elazig og Erzurum. Lederen af klanen var Kavas Axa, som døde i 1745. Senere overtog Nuri Axa lederpladsen. Efter ham kom Ahmet Axa og derefter Sari Ismail, der flyttede klanen til Haymana i Ankara, tæt på Konya. Han døde i 1851. Sari Ismails søn Molla Ibrahim var leder af klanen i Beşkardeş (Torina) og omegn. Han byggede en moske og grundlagde landsbyen Celep (Sefka) i 1839. Bulduk blev grundlagt i 1853.

Kelhasan: Det siges, at Kelhasan blev grundlagt af folk, der var blevet tvangsbosat af de osmanniske myndigheder i 1750’erne. Folk, der bosatte sig i byen, kom fra Adıyaman, Antep, Diyarbakır, Urfa. Landsbyen blev opkaldt efter Kelhasan, som var stammelederen og grundlagde byen. Kelhasan har et ret stort areal. Før den nye kommunelov trådte i kraft, fik Kelhasan fjernet to landsbyer på grund af dens stigende befolkning og udviklingen af boligområder. Familierne har ofte deres egne “Yayla” (Zozan), som er plateauer og bygder, store som små. Kendte familier tæller Turanlar, Korkmazlar, Erdoğanlar, Çakmaklar, Karamanlar, Özdenler, Polatlar, Seçilmişler, Taşkınlar, Yıldırımlar. I midten af 1960’erne begyndte nogle mennesker fra Kelhasan at tage til udlandet for at arbejde, som gæstearbejdere. Alene i Danmark er der cirka 6000 indbyggere fra Kelhasan, eksempelvis i Ishøj, Albertslund, Horsens, osv.

Dansk dokumentarfilm fra 1985 om landsbyen Kırkpınar (Çelikan) i Konya:

Rejsen til Danmark

Den vigtigste indtægtskilde i flere af landsbyerne var jordbrug og dyrehold. Det var samtidig en af de få indtægtskilder i området, hvor det blev stadig sværere at finde fuld beskæftigelse, og hvor nogle fag uddøde på grund af industrialiseringen.

Translatør og forfatter Orhan Doğru har engang skrevet: ”I deres hjemland var der stor vækst i befolkningstallet, ligesom mekaniseringen i landbruget havde medført, at der ikke var arbejde til alle i familien. De var ufaglærte arbejdere, og i deres bagage havde de ingen eller meget kort skolegang og slet ingen erhvervsuddannelse.”

I 1960’erne efterspurgte de skandinaviske lande og Tyskland udenlandsk arbejdskraft. De sidste tre år i 1960’erne emigrerede 300 personer fra Hacilaro derfor til Vesteuropa. I december 1967 kom de første indvandrere til Danmark fra Hacilaro og Încov.

Nogle gæstearbejdere endte i Brøndby Strand og arbejdede på et stålværk.

Gæstearbejderne blev sjældent gode til dansk, fordi de ikke forventede at blive her.

”Denne gruppe tog det beskidte og hårde arbejde, som danskerne ikke ville have, og regnede med at tjene nogle penge og vende tilbage til deres landsbyer og få en bedre tilværelse i hjemlandet,” som Orhan Doğru skriver.

I starten hang gæstearbejderne mest ud med hinanden og boede sammen 10 mænd i 2-3-værelseslejligheder.

Senere besluttede mange af gæstearbejderne at blive her og hente deres koner og børn herop via familiesammenføring.

Hver sommer vendte de hjem til landsbyen på ferie med penge på lommen. Her, i den anatolske højslette, blev de kaldt for ”alamancı”, som er et nedværdigende ord, der betegner arbejdskraft i Tyskland og udlandet generelt, selvom de boede i Danmark.

Dengang kørte nogle familier hele vejen i deres privatbiler fra Danmark til Konya. En køretur på flere dage i den ulidelige juli-varme.

”Eller også fløj vi fra København til Ankara,” husker lokalpolitikeren Kadir Okutan (Hacilaro) fra Brøndby Strand. ”Først i midten af 1990’erne begyndte vi at flyve direkte fra København til Konya.”

Folk tog derned for at besøge deres familier eller få giftet deres datter eller søn med en lokal person.

Dengang var arrangerede fætterkusineægteskaber ganske normale. Det gjorde man for at hjælpe en slægtning ud af fattigdom i hjemlandsbyen og få vedkommende herop. Ved at gifte sin søn væk til sin slægtning, kunne man være sikker på, hvem der kom ind i den nærmeste familie og slap dermed for fremmede. Den dag familiepatriarken skulle dø, ville hans formue gå videre til en svigersøn, der i forvejen er beslægtet med familiepatriarken. Dermed forblev formuen indenfor familiens grænser.

Fætter-kusine ægteskaber gav dog mange handicappede børn. Når folk blev skilt fra en fætter eller kusine, blev hele slægten efterfølgende internt splittet og ramt af uvenskab. Det og andre faktorer har i dag gjort, at nutidens Konya-borgere i Danmark sjældnere gifter sig med fætre og kusiner mere.

Nogle holdt deres bryllup i landsbyen dernede, andre i Danmark. Problemet var, at i den lokale kultur inviterer man typisk hele sit bagland og bekendte. Det bliver hurtigt til mange hundrede personer.

Og dengang var der få bryllupslokaler i Danmark til så mange mennesker.

Derfor afholdt Konya-borgere bryllupper i eksempelvis sportssale i Esbjerg, hvor der var basketball-kurve og sponsorreklamer, eller også på skoler i Albertslund og Avedøre.

Mange borgere på Vestegnen

Konya-borgerne bor mange forskellige steder i Danmark.

Interessant nok, har de som gruppe ikke bosat sig i Aarhus. Der findes enkelte Konya-familier i den jyske hovedstad, men som større samfund findes Konya-borgerne ikke i smilets by.

Tager vi Hacilaro-borgerne, så bor de i dag især i Brøndby Strand, Greve, Hundige, Ishøj, Vallensbæk, Albertslund, Farum. Dem fra Ömeranlı (Omaro/Tavşançalı) er der mange af i Ballerup, Bagsværd, Albertslund, Odense, Esbjerg, Nykøbing Falster. Kutuga-borgerne er mange i Albertslund, Greve, Hundige, Herlev. Dem fra Bulduk er der mange af i Hillerød og Hvidovre. I Holstebro bor der mange fra Kırkpınar (Çelîkan). Kelhasan-borgerne bor der mange af Ishøj og Horsens.

Som det kan ses, bor mange af dem på Københavns vestegn. Derfor er der også ret mange lærere fra Konya i netop vestegnens skoler, i Albertslund, Ishøj, Brøndby, Taastrup.

Samtidig blev der åbnet en masse té-huse eller klubber i Ishøj, Vallensbæk, Ballerup, Esbjerg, Odense, hvor mænd mødtes efter arbejdstid, spillede kort, drak tyrkisk té og så nyheder eller fodboldkampe i fjernsynet.

Til sidst var der så mange borgere med rødder i Konya i Danmark, at flere landsbyer dernede kaldes for ”dansker-landsbyerne”.

I 1996 rejste Farums bykonge Peter Brixtofte ned til Hacilaro og blev modtaget som noget nær en berømthed. En stor del af Farums indvandrere kom fra Hacilaro og det samme med viceborgmesteren Hüseyin Taş.

Over halvdelen af Hacilaros befolkning var på det tidspunkt emigreret til Danmark, for at arbejde, genforenes med familie eller gifte sig med en slægtning.

”50 procent af Kuşça’s (Hacilaro) indtægter stammer fra Danmark,” anslog Hacilaros borgmester Ethem Olgun. ”Vi kunne ikke eksistere uden den danske forbindelse”.

Han takkede for Brixtoftes gestus ved at opkalde en gade efter ham, og en anden gade blev opkaldt efter København, således at der i dag findes et ”Kopenhag caddesi” og ”Peter Brixtofte caddesi” dernede.

Da et veteranhold under Farum Boldklub tog til Konya for at udkæmpe en venskabskamp med en af byens hold, bad man Brixtofte om at deltage. Borgmesteren, som havde drømt om at blive fodboldspiller, hoppede straks med på vognen. Senere sponsorerede Farum Kommune på Taş’ og Brixtoftes initiativ computere, skolebøger og en ambulance til Hacilaro.

Ethem Olgun viste Brixtofte rundt i landsbyen og serverede to gange stærk, tyrkisk te for danskeren.

Et andet sted opkaldte man også områder efter danske politikere. Landsbyen Încov (Yeniceoba) blev venskabsby med Ishøj kommune i 2006. Ishøjs borgmester gennem 20 år, Ole Bjørstorp tog derned og klippede båndet til skiltet til den nye park Ishoj Ole Bjornstop Parkı, opkaldt efter ham selv.

Încovs borgmester var i øvrigt engang Ali Kara, som også havde boet i Danmark. Han var kommet herop som flygtning med sin kone og søn efter militærkuppet i 1980, arbejdede som pædagogmedhjælper og senere farmaceut i Glostrup og vendte tilbage til Tyrkiet i 1991.

Kendt fra mange brancher

Konyas borgere blev kendt for meget i Danmark, indenfor politik, musik, film, sport, og så videre.

Derudover satte mændene sig på pizzabranchen på Sjælland, Fyn og Jylland, således at en række restauranter med navnene Konya Pizzaria eller Konya Kebab skød op.

En anden forretning, der også brugte det navn, er Konya Import på Istedgade i København. Den åbnede i 1994 og flyttede ind til den nuværende adresse i 1999. Her kan man købe alt fra hornmusik og lysekroner til malerier af vandfald med indbyggede fuglelyde. Længe var Konya Import også stedet, man tog til, hvis man ville købe en CD, kassettebånd med musik fra hjemegnen eller tyrkiske DVD-film. Med YouTube og streamingens indtog faldt salget af cd, dvd’er dog kraftigt.

En anden branche, som Konya-borgerne også blev kendt for, var taxaerne. I Storkøbenhavn var det før domineret af pakistanere. Nu fik de følgeskab af mænd fra Konya.

I starten organiserede flere Konya-borgere sig i foreninger herhjemme, der sympatiserede med et bestemt religiøst eller politisk ståsted i Tyrkiet. I de senere år er flere begyndt at organisere sig i de såkaldte, ikke-politiske og neutrale ”landsbyforeninger”. Heriblandt er der Yeniceoba Kultur- og Solidaritetsforening, der blev stiftet i 2006 og som tilbød en række kulturelle aktiviteter, såsom fodbold, undervisning i musik og modersmål. Også Kelhasan, Omaro og Hacilaro har oprettet landsbyforeninger.

Modsat 1980’erne og 90’erne, hvor folk måtte fejre bryllupper i sportshaller, er der nu bygget en række overdådige selskabslokaler, der kan huse store bryllupper, i Sydhavnen, Skovlunde, Ishøj, Glostrup og så videre.

Fremmedarbejderne fra 1960’erne og deres efterkommere har opnået en række succeser i Danmark. Som Tobias Rahim synger:

“Kurder i København
Fremmed arbejder arbejdede sig frem
Vi’ ikk’ fremmed mer’, vi’ kendte nu
Sigter mod toppen af bjergene
Så bygger vi pool i Kelhasan
Pool i Kelhasan.”

Kommentér via Facebook

kommentarer