”Tey Tey, Hopa” – sådan lyder Fedakar Adar’s højlydte og bestemte stemme, når han dirigerer danseholdet Koma Gulîstan, der på rad række i et buet mønster svarer i kor ”Hey!”. De lærenemme og ivrige elever adlyder og gentager Fedakar’s bevægelser alt imens hans krop danser efter mange års danse. Trampene og de adrætte bevægelser med armene, genlyder i det store kvadratiske skolelokale med gymnastikramper ude i siderne.
På et lille bord spiller musikkens orientalske sang, eleverne kender efter mange undervisningstimer i Hillerød, fra en elektronisk hjernevrider. Fedakar har i samarbejde med Koma Zagros’s danselærer Sores Kilicarslan undervist elever i København, da de endnu var små. Efter mange år er Fedakar vendt tilbage til dansepodiet med sin gruppe Koma Gulîstan
Jihat Duman, hvis to børn er med i Koma Gulîstan, har sørget for at få tilskud fra kommunen og samtidig finde et stort lokale.
”Hans indflydelse og kamp for gruppens bevarelse, opretholdelse og dannelsen af Koma Gulîstan har sat ham en unik og speciel plads i vores hjerter,” som nogle unge i Koma Gulîstan fortæller.
Jihat Duman har taget initiativ til at invitere velkendte personer til et arrangement om dansegruppen med bl.a. borgmesteren af Hillerød.
Både Fedakar og de unge understreger, at gruppen ikke er politisk.
”Koma Gulîstan er ikke en politisk gruppe og går ikke ind for politiske partier,” fastslår Serpil Çalişkan, medlem af Koma Gulîstan. ”Vi vil bare lære de smukke kurdiske danse uden alt det andet.”
Vi spørger Fedakar nærmere om Koma Gulîstan.
Hvornår startede Koma Gulîstan?
For et halv år siden efter idé af Jihat Duman og unge kurdere fra Hillerød, der ville værne om deres egen kultur. Vores opgave er at vise de unge en vej fremad, hvor man både kan være dansk og kurdisk på én gang. Hvis vi lever i Danmark, må vi værne om dets love og kultur. Men vi må også fastholde vores egen kurdiske kultur. Vi træner en gang om ugen på Frederiksborg Byskole i Hillerød og har omkring 30-40 elever, men derudover ønsker mange andre også at deltage.
Hvorfor navnet Gulîstan?
De unge valgte navnet. Før i tiden var det forbudt at sige ”Kurdistan” i Tyrkiet, så når vi sang, sagde vi ”Gulîstan” i stedet. I starten var der flest piger med i vores folkloregruppe, og da ”Gul” (rose) repræsenterer kvinderne, var dette navn passende og de unge valgte så ”Gulîstan”.
Jeg vælger generelt at give de unge ansvar og lade dem tage initiativerne, så de kan stå på egne ben. Så de kan klare sig selv, når jeg ikke er der og lære deres evner videre til sidemanden.
Hvad er dit formål?
At give de unge noget kurdisk kultur og samtidig også sociale aktiviteter og bringe de unge tættere sammen. For eksempel tager vi på Bakken eller ser en film. Da jeg i starten bad de unge i Koma Gulîstan fortælle om deres musiksmag, pegede de fleste på vestligt musik. Så begyndte jeg at spille kurdisk musik for dem, eksempelvis Koma Rewşen og de begyndte efterhånden også at lytte til mere kurdisk musik. Jeg vil gerne lære de unge mere om deres kurdiske kultur og påvirke dem i den retning.
Hvor kommer de unge fra?
De fleste er fra Konya, derudover er der nogle fra Uludere (Şirnex), Wan i Tyrkiet og Silêmanî i Irak.
Har i andre planer end dans?
Vi vil gerne fremad i forhold til musik og lave et kor. Et af vores medlemmer spiller eksempelvis guitar, saz og violin. Derudover har vi et teaterprojekt, hvor jeg selv er i gang med at skrive et manuskript.
Fremtidsvisioner?
Først må vi skabe stærkere sammenhold mellem de unge, som kommer der. For de fleste unge, der kommer til Koma Gulîstan kender ikke hinanden særligt godt. Jeg vil prøve at skabe et tættere forhold mellem de unge, så de kan dele deres kultur.