Af Rira Wacker
Jina Amini er martyr for sit offer for frihed. Hendes frygtløse foragt for det iranske diktatur har tændt en aktivistisk ild i millioner af mennesker rundt om på kloden. Særligt hos iranere og kurdere i eget land eller i diaspora, som tror på hende og på en bedre fremtid.
Jeg er en af dem. Jeg er iraner; dansk-iraner med rødder i Mazandaran i det nordlige Iran. Mine forældre taler både mazandarani (den lokale dialekt) og farsi. Vi har altid talt enten dansk eller farsi hjemme.
Min mor var glødende aktivist i 1970/1980’ernes Iran: Mod shahen og mod Khomeini. Hun har lidt for retfærdighed. Og hun fortæller, hvordan man dengang på tværs af etnicitet, dialekt, køn og social baggrund protesterede sammen om samme sag: Frihed fra tyranniet.
Det virker også til at være tilfældet i dagens kaotiske Iran, men hvad med os heroppe i Danmark?
For når vi går på gaden i Aarhus, Odense og København og råber de samme slagord: ”Jin, Jiyan, Azadî (kurdisk); Zan, Zendegi, Azadi (farsi); Kvinde, Liv, Frihed!”, kæmper vi så for samme mål?
Svaret er for mig lige så komplekst, som det er ligetil: Ja, nej og så alligevel selvfølgelig ja.
For enhver person, der går på gaden i Iran, i Nordamerika, i Europa, i Danmark, ja i hvilket som helst sted i verden for at ytre sin solidaritet med undertrykte medmennesker, kræver overordnet det samme: Frihed til at vælge selv og være sig selv. Frihed til at leve. For kvinder, for alle.
Men nogle kurdere vil måske sige, at de også kæmper for kurderes rettigheder og for Kurdistan – kurdernes land.
Alene ordet ’Kurdistan’ får sindene i kog hos mange. Særligt hos destruktive, nationalistiske kræfter i Tyrkiet, Syrien, Irak og Iran. For en selvstændig kurdisk stat kunne betyde en geografisk, demografisk og økonomisk forringelse af eget territorium. Og en styrkelse af kurderne.
Bl.a. derfor har de respektive magthavere (læs: diktatorer) gennem historien også systematisk kunnet forfølge, forflytte, assimilere, fængsle, torturere og myrde kurderne. Denne evige kamp for overlevelse virker til at være en central fortælling i kurdernes ældgamle men også moderne historie, og dem der kender kurderne enten beundrer eller frygter dem for deres modstandsdygtighed over for fremmede magter.
For mig handler det primært om at forstå, hvordan vi er forskellige og alligevel sammen om et fælles mål.
Så kæmper kurdere og iranere for det samme?
Og alene spørgsmålets ordlyd vidner netop om enorm kompleksitet, fordi præmissen i dette tilfælde er forkert. Jina (Mahsa) Amini er – fordi hun lever i ånden – kurder. Men hun er også iraner. For nogle giver dette mening, for andre ikke.
Men hvordan skulle man ikke kunne være begge? Udelukker én identitet en anden?
Det er i sig selv en speget problemstilling, som langt fra er enestående for iranske kurdere. Den findes i alle kulturer og for alle mennesker i større eller mindre omfang. Og hvordan Jina Amini identificerede sig selv, var ingen andres sag end hendes egen. Det faktum styrker kun hendes symbol på frihedskampen.
’Kurder’ eller ’perser’ beskriver i Iran dog også en persons etniske, sproglige og kulturelle tilhørsforhold. ’Iraner’ derimod er ens nationalitet; den officielle identitet, man ideelt set skal kunne forenes og beskyttes under.
Men Iran er på mange måder paradoksernes land: Stor kulturel diversitet, rigt på naturressourcer men forpestet af forbrydelser mod folket. Særligt mod kvinder, som lider dobbelt, hvis de tilhører minoriteten – såsom kurdere, der i Iran udgør cirka 10% af en befolkning på 86 millioner.
Hvad det betyder at tilhøre majoriteten eller minoriteten kan naturligvis afstedkomme heftig debat. Det har jeg stor respekt for, og jeg har sympati for, at nogle kurdere føler, at de har mere at kæmpe for.
Men i den sidste ende ligner kurdere og iranere hinanden; Vi taler beslægtede sprog. Vi deler traditioner og territorialt ophav samt en fælles fjende, der ikke ønsker, at vi skal leve livet, som vi gerne vil. Det må og skal binde os sammen.
Så kæmper vi for det samme? JA!
For frihedskampe er ikke en indbyrdes konkurrence. Tværtimod skal de styrke hinanden. Og ’power in numbers’-tilgangen skal smadre undertrykkerens ‘divide and conquer’-taktik! Hvis magthaverne – og eller vi selv – har succes med at adskille i stedet for at forene, så lykkes frihedskampen aldrig.
Her er signalværdien også vigtig. Vi skal give plads til hinandens skikke, sprog og slagsange. Vi skal vise standhaftighed og slagkraft gennem forskellighed og fælles front. Det ene udelukker ikke det andet.
Vi kan gøre det for mediernes skyld og for dem-uden-aktive-aktier-i-kampens skyld. Hvis det resulterer i større tilslutning, så super. Det understøtter kun pointen om, at jo flere vi er sammen, jo bedre.
Vi skal gøre det for Iran og befolkningens skyld. For hinandens skyld.
Mennesker kæmper generelt for frihed. Til fordel for os selv og nogle gange også for andre. Og vi stopper med at kæmpe, når frihed er opnået. Hvad frihed så er, og hvornår den er fundet, det er op til den enkelte selv at afgøre.
Men uagtet hvordan vores søstre og brødre i Iran eller vi identificerer os selv, så kæmper vi lige nu mod samme terroriserende teokrati. Det er en fælles kamp for frihed, og det vil det altid være.
Husk det, når vi i Danmark står side om side og råber, så højt vores stemmer kan bære:
”Jin, Jiyan, Azadî!
Zan, Zendegi, Azadi!
Kvinde, Liv, Frihed!”.
Støt den fælles sag – vær med og vær stolt, når vi demonstrerer – sammen er vi stærkere.
De fremførte synspunkter står for afsenderens egne regning. Blogs og debatindlæg sendes til redaktion@jiyan.dk
