Udover at kurdere elsker at danse, lave god mad og er kendt for deres bjerge, elsker mange kurdere også naturen og deres kreerede haver
Af Medya Özvan
Jihat Duman er som forelsket, hvilket han har været i lang tid, i sin have. Fra morgen til aften, dyrker han alt fra ærter til vindruer og fra tulipaner til magnolia træer.
Når den varme sol over en smal sti fører til Jihats have, er han der for at arbejde og senere, hvis vejret fortsat er behageligt, er der tid til gril. Over hækken møder man store vindruer, der snor sig om deres kunstige opholdende stamme. Haven udstråler grønlighed med omhyggelighed, præcision og kærlighed til arbejdet. Langs de anlagte fliser er tulipanerne sprunget ud med flotte forårsfarver, der for enden stopper ved en lille hytte. Over hytten hænger et skilt med navnet Zozan, som hytten har fået til navn. Et tag over terrassen dækker for det ovale mørke og praktiske plastic bord. Her er der nemlig ikke investeret i materielle goder. Hvor du nyder teen, og klemmer den sure smag af naturlige rabarberstykker fra havens egen forråd, og udsigten over det bløde og friske bunkede jord med diverse planter og blomster, det perfekte system, får haven til at se meget større ud end den er. To drivhuse er varme, da onkel Jihat viser mig rundt i haven, i det der falder mig en vandsprinkler i øjet. Lavet ud af et kamerastativ, står vandsprinkleren ud af slangen på stativet og gør afgrøderne forfriskende kolde under den hede sol.
”Havearbejderne bruger også journalistiske greb,” ler Jihat, og fortsætter med at vise mig sin stolte have.
To forskellige haver
I Ballerup blandt kolonihavehuse med så perfekte haver som i Wisteria Lane, er der dog en enkelt til forskel fra de andre. Denne have står i kontrast til de rette linjer med blomstrende roser. Ukrudt og græs skyder op hvor de vil, op til knæene, og omkredser et lille rødt skur kaldet ”Bamse huset” fra Tv serien ”Bamses billedbog” på Nelly Street. Årligt bliver der kåret den smukkest have, der har gået til en anden haveejer. Planterne har vokset frit i den store have, men det vil Sabahat Cilgin lave om på. Lidt selvironi har hun da, når turen og prisen går rundt om naboerne. Nye blomster har hun købt og tager arbejdshandskerne på for at gå i gang med at rense haven for ukrudt. Sabahat fortæller at hun ligesom mange andre kurdere har haft kærlighed til haven gennem 10 år.
“Mange kurdere så op til livet i Europa, men da de kom hertil, levede det ikke op til forventningerne, og der var ikke så meget andet at lave, som der var i Kurdistan. Derfor vendte de tilbage til naturen.”
Hos kurderne er det helt naturligt at have kærlighed til naturen og går tilbage i historien. Et velkendt ordsprog hedder at bjergene er kurdernes eneste ven. Hos ezidi religionen, kurdernes oprindelige religion, tilbedte de naturen og solen, hvor det eftersigende også prægede af på det kurdiske flag, der er kendetegnet med en sol i midten.
