Den 31-årige ezidi Faris Mishko blev taget til fange af Islamisk Stat (IS) sammen med sine børn.

I august 2014 arbejde den dengang 24-årige Faris Mishko arbejdede i sin hjemby Shingal, da sortklædte jihadister fra IS stormede området. Shingal befolkning er primært ezidier, en før-islamisk religion, hvis tilhængere betragtes af IS som vantro.

Faris, hans kone og to døtre på fem og tre år, far, mor og søster og farmor blev alle taget til fange og låst inde i en bygning med 300 andre ezidier.

“Vi blev indespærret og kunne ikke flygte, fordi der stod bevæbnede IS-folk udenfor”, husker Faris og oplyser, at der ikke var mad i huset. “Kun urent vand”. Han fik ikke sovet den dag. “Vi var alle bange; vi frygtede, at IS-folkene ville dræbe os”.

Dagen efter bombede den irakiske hær IS-stillinger i Shingal. De IS-folk, der holdt vagt udenfor de 300 indespærrede ezidiers hus, forduftede. Ezidierne udnyttede chancen til at flygte. Pludselig dukkede IS-militante op og begyndte at skyde mod den flygtende masse. Det lykkedes alligevel Faris og hans familie at flygte op på byens kendte Shingal-bjerg – som 50.000 andre på flugt fra jihadisterne.

“Her var vi i sikkerhed for IS, tænkte vi”, fortæller Faris. “Til gengæld indtraf døden”. Det var 45 grader varmt oppe på bjerget, der var træløs og dermed uden beskyttelse mod solen. Mad og vand var der heller ikke nok af. Faris’ farmor døde af udmattelse – som hundredvis af andre.

“Der var to kilder til vand, men fordi afstanden var 72 km i bjergene, skulle vi gå mindst 6-7 timer for at få vand. Det tog mange timer, inden vi fik vand, da der var lang kø, fordi der var så mange mennesker”. Sommetider var der så lidt vand, at Faris’ to døtre måtte nøjes med lidt vand fra en kapsel.

Overlevede en uge ved at spise én agurk

Faris overlevede en uge på bjerget ved – efter eget udsagn – at spise én agurk. Faris’ to døtre fandt nogle figener, som de spiste. Atter andre spiste træblade eller gik over til fårene og drak deres mælk. Kameramandens krop var udmattet, og han mistede håbet. “Jeg tænkte: Vi kommer ikke levende herfra. IS slår os ikke ihjel. De lader os tørste ihjel”.

Egentligt havde ezidierne på bjerget – heriblandt Faris – lyst til at tage ned fra bjerget. “Men det turde vi ikke, fordi IS-folkene var forneden og ville skyde os, hvis vi kom ned”.

Efter en uge, lavede den syrisk-kurdiske milits Folkets Forsvarsenheder (YPG) en strategi for at hjælpe de belejrede ezidier. Eftersom ezidierne ikke kunne flygte fra bjerget, fordi alle brugbare veje op og ned var kontrolleret af IS, besluttede YPG at skabe nye flugtruter. De krydsede den syrisk-irakiske grænse i traktorer, bulldozere og gravkøer og fik lavet en strækning, hvor almindelige køretøjer kunne komme frem. YPG åbnede en korridor fra Syrien til Shingal.

På den måde lykkedes det Faris og hans familie at komme ned fra bjerget, til Syrien og derigennem tilbage til de kurdisk-kontrollerede dele af Irak – i sikkerhed for IS. Otte dages mareridt var ovre.

Faris Mishko, da han kom ned fra bjerget i august 2014

9-årig kusine bortført, voldtaget og dræbt under flugt

Jeg besøgte Faris få dage efter, at han var kommet ned fra bjerget. Han så ret udmagret ud efter en uge uden ordentligt mad. Han havde også svært ved at spise almindeligt igen. Kroppen skulle vænne sig til at spise. Da jeg mødte ham to år efter, havde han taget mere på. “Det er min almindelige vægt”, siger han.

“Vi overlevede jihadisterne – også denne gang”, lyder det fra Faris. Han henviser til, at det ikke var første gang, islamister angreb ezidier. Syv år tidligere – den 14. august 2007 – blev Faris’ fætre og kusiner dræbt, da lastbiler fyldt med bomber detonerede og dræbte næsten 500 ezidier på markedspladser, tæt på Shingal. Ingen gruppe påtog sig ansvaret, om end mistanken rettede sig mod terrorbevægelsen Al-Qaedas afdeling i Irak, Den Islamiske Stat i Irak (ISI) – som senere blev til nutidens IS. Faris’ hus lå 600 meter fra gerningsstedet, og han var på arbejde den dag, men han kom ikke selv noget til.

Selvom han slap med livet i behold både i 2007 og 2014, er kampen ikke slut for Faris. Omkring 50 slægtninge blev dræbt ved IS’ indtog i Shingal for to år siden.

Faris’ søsters børn blev taget til fange i landsbyen Kocho, der blev indtaget af IS den 15. august 2014. De fik besked på at konvertere til islam. Da de nægtede, fik Faris’ nevøer skåret halsen over. Kusinen, 9-årige Almas, blev taget til fange af IS og – ifølge medfanger – voldtaget. I april i år lykkedes det Almas at undslippe IS efter to år. Hun løb og løb. To minutter inden hun nåede i sikkerhed, trådte hun på en landmine, som IS havde plantet. Almas døde.

Alle de oplevelser, påvirker den traumatiserede Faris. “Det første år havde jeg svært ved at sove. Jeg vågnede midt om natten. Men man skal prøve at skabe en bedre tilværelse for sig selv, selvom jeg nok aldrig kommer over det”.

Faris Mishkos kusine 9-årige kusine Almas blev taget til fange af IS. Hun slap ud og trådte på en mine og døde.

Udsted fatwa om at løslade ezidier

Står det til Mirza Dinnayi, ezidi-aktivist og leder af den tyskbaserede humanitære organisation Iraq Air Bridge, som samler dokumentation om IS’ ugerninger mod ezidier, bør det internationale samfund presse den irakiske hær og de irakisk-kurdiske peshmergastyrker og de syrisk-kurdiske YPG ”til at fangeudveksle tilfangetagne IS-terrorister med ezidi-kvinder.”

Men det er Faris ikke meget for. “IS er så fundamentalistiske, at de aldrig vil gå med til den slags. De vil måske udveksle peshmerga og YPG-krigere, men ikke kvinder”. Løsningen skal snarere findes i en større muslimsk fordømmelse af IS, mener han.

“Imamerne i Saudi-Arabien og andre muslimske lande må udstede fatwaer om, at krigerne nu skal løslade disse kvinder”, foreslår kameramanden. “Selvfølgelig vil alle ikke lytte til fatwa’erne, men hvis bare nogen gør det, gør det også en forskel”.

I 2015 vedtog Tyskland og året efter Canada at tage imod traumatiserede yazidi-ofre fra Shingal med det formål at medicin- og psykologbehandle dem i deres respektive lande. Tyskland har taget imod 1100 yazidier, mens Canada i oktober i år godkendte at tage imod et ukendt antal.

Faris er uenig. I juni 2015 tog han til Tyskland, men vendte hjem til irakisk Kurdistan igen fem måneder efter. “Tyskland er ikke løsningen for os. Alle mennesker har det bedre i deres eget land”, siger han og peger på, at IS efter hans mening har vundet, hvis Iraks oprindelige religioner fordrives fra deres fædrene land:

“Her og nu har ezidierne brug for international beskyttelse”, siger han og efterlyser mere militær støtte til den irakiske hær og peshmerga, så de kan kæmpe imod IS. “Når IS er væk, får vi det bedre og kan vende tilbage til Shingal”.

Kommentér via Facebook

kommentarer