Lamia Bashar blev kidnappet af IS i Shingal og mishandlet. Her hendes historie.

Jeg hedder Lamia Bashar.

Jeg levede et simpelt liv med mine forældre og mange søskende i landsbyen Koço i Şengal.

I alt boede der cirka 1700 mennesker i landsbyen, hvor min familie dyrkede korn og grøntsager.

Jeg var 15 år, var gået på sommerferie efter et skoleår og hjalp nu far og mor på markerne. Min drøm var en dag at blive skolelærer.

Derhjemme kværnede fjernsynet løs i baggrunden. Jihadister fra IS havde åbenbart indtaget Mosul, kun 125 kilometer øst for min landsby.

Jeg så IS i tv og tænkte, at mennesker med det udseende kun kunne gøre ondt. De måtte være uhyrer. Vi fik dog at vide, at Peshmerga nok skulle beskytte os.

Sådan blev det ikke.

IS væltede ind i min by, Peshmerga stak af og overlod os til vores skæbne.

Min landsby blev omringet af folk fra nabolandsbyerne, der havde skiftet side til IS. Jihadisterne kom og gav os et tre dages ultimatum:

Vi ezidier skulle konvertere, ellers ville de slå os ihjel.

De afhentede mændene og jeg så aldrig min far og brødre igen.

Jeg, min mor og seks søstre fik lov at leve, fordi IS skulle sælge os. Vi blev derefter adskilt og jeg skulle til Syrien. Der samlede de os i en stor sal, hvor de gav os som gaver til deres emir.

Den første, der krænkede min ære, var en saudisk IS-leder. Han ville tage min søster, og jeg råbte ”please, tag også mig med!”

Vi kom til et IS-hovedkvarter med 60-70 jihadister, som begyndte at sparke os.

Første gang, de voldtog mig, prøvede jeg at skære min pulsåre over. For jeg ville hellere dø end hver dag at blive voldtaget, slået og solgt videre.

I alt blev jeg solgt fem gange. Og hver gang sagde jeg til mig selv ”bare den nye køber er anderledes end den forrige.”

Men det blev kun værre.

Til sidst blev jeg solgt til en læge i Baiji i Irak. Dagene hos lægen startede tidligt om morgenen. Udover mig, havde lægen også syvårige Elmas Xelef og 20-årige Katrin som slaver. Vi skulle hjælpen lægen på hospitalet. Efter en lang dag på hospitalet, blev vi kørt hjem og hoveddøren blev låst, så vi ikke kunne flygte.

Nogle gange kom andre IS-krigere på besøg for at hygge sig og slappe af efter en lang dag på slagmarken.

Vi skulle underholde dem. Hvis jeg sagde nej, så blev jeg voldtaget og slået, og truet med at blive solgt videre.

Normalt sørgede IS for, at vi ikke havde internet og telefoner, så vi ikke kunne komme i kontakt med omverdenen.

I det nye hus havde vi trådløs internet. Jeg fik øje på koden og fandt hemmeligt en telefon uden simkort. Der var lidt strøm på, så jeg skyndte mig at skrive til min onkel. Han skaffede så en ”qaçax” (en smugler), som skulle smugle os ud herfra.

I april 2016 øjnede vi en chance – efter halvandet års fangenskab hos IS. Jeg og mine to veninder, den syvårige Elmas og 20-årige Katrin stak af. Vi løb og løb med IS i hælene. Der var to minutter til, at vi tre piger nåede i sikkerhed på Peshmerga’s territorium.

Der lød et kæmpebrag og et skrig.

Det sidste, jeg hørte, var mine veninders dødsskrig; det mest forfærdelige, jeg har hørt i mit liv.

Elmas og Katrin var kommet til at træde på en landmine, plantet af IS. De døde, mens jeg overlevede. Til gengæld blev mit ansigt fuldstændigt smadret og jeg blev blind.

Peshmerga samlede mig og bragte mig til et hospital. Det ene øje stod ikke til at redde, så lægerne fjernede det.

Efter kun en uge i Irak, kom jeg med fly til Tyskland, hvor lægerne forsøgte at genskabe mit ansigt.

I Tyskland blev jeg genforenet med mine søskende. Jeg havde ikke set dem i to år og havde savnet dem meget.

I det europæiske land går de overlevende kvinder fra IS’ slaveri til psykolog. Her er trygt. Hvis jeg var blevet dernede, så ville jeg ikke få den behandling.

Det er for længst lykkedes at befri Şengal. Men jeg aner stadig ikke, hvor far og mor er henne. Eller mange andre slægtninge. Eller de cirka 3000 ezidier, der stadig ikke er fundet. Måske ligger deres knogler stadig i massegravene?

IS gjorde forfærdelige ting imod mig, så jeg vil ikke kunne vende tilbage.

Derudover har jeg svært ved at stole på myndighederne. En tilbagevenden kræver international beskyttelse.

For hvis vores land ikke beskytter os, så er der intet håb og fremtid der.

———————

I dag er Lamîye 24 år og bor i Tyskland.

Kommentér via Facebook

kommentarer