Debatindlæg: “Hvis indvandrere får corona, så er det, fordi ‘de ikke fatter noget’ og/eller med vilje ikke indordner sig. Hvis en indvandrer begår kriminalitet, så skal vi alle sendes ud af landet. Jeg er et menneske, ikke bare en fucking indvandrer. Bedøm os dog på indholdet i vores hjerter, fremfor farven på vores hud. Jeg drømmer om et Danmark, hvor Rasmus og Mohammad vokser op med den samme støtte fra politikere, myndigheder og borgere i Danmark,” skriver Aysel Hagi.
Jeg kom til Danmark for 30 år siden som flygtning fra Kurdistan. Jeg har boet i Vollsmose (Slåenhaven) i næsten al den tid. Min mand og jeg havde været gift i 11 år, inden vi kom til Danmark. Vi kunne ikke få børn.
Vi flygtede fra vores hjemlands ufred og undertrykkelse. Jeg blev glad i Danmark. Jeg fandt fred og lykke. Og da roen var faldet over os, blev jeg gravid med min søn, som er vores eneste barn.
Jeg er så taknemlig for Danmark, fordi Danmark gav mig sindsro nok til fysisk at kunne blive gravid. Dermed fik min mand og jeg det, vi altid havde ønsket os – et barn, vi kunne elske og gøre lykkelig.
Da jeg fødte min søn, blev vores liv endelig fuldendt, og det er takket være Danmark.
Dengang tænkte jeg, at Danmark var et rigtig godt sted for vores barn at vokse op. Og det var det.
Jeg har arbejdet som pædagogmedhjælper i mange år. Jeg var meget glad for mit arbejde og mine kolleger, men jeg led desværre en voldsom hjernerystelse, efter jeg blev skubbet omkuld af en fremmed, påvirket mand, da jeg skulle hjem med bussen fra mit uddannelsessted.
Hjernerystelsen medførte højt tryk i hjernen og stærkt nedsat stofskifte. Jeg var syg meget længe, så jeg mistede desværre mit job i børnehaven, som jeg havde nydt at stå op til hver morgen i mange år.
Efter lang tids venten afsluttede kommunen min skadessag. Jeg blev sendt i ressourceforløb og godkendt til 6 timers arbejde om ugen i fleksjob. Jeg søgte fleksjob i en børnehave, men lederen afviste mig på grund af, at jeg “boede i Vollsmose” og som indvandrer ville “skræmme forældrene” til børnene i institutionen.
Jeg blev simpelthen afvist, fordi jeg bor i en ghetto og er af anden etnisk baggrund. Hendes svar var rystende og vist også ulovlig. Jeg var rystet og dybt såret.
Min søn tog en klagesag hele vejen til min fagforenings formand, hvor vi også mødtes med børnehavelederens chef og en kommunal ansat.
De forsvarede begge to afvisningen og kastede råbende op med armene, da min søn argumenterede for, at afvisningen var racistisk motiveret – selvom min jobkonsulent til selv samme møde INDRØMMEDE, BØRNEHAVELEDEREN HAVDE AFVIST MIG PÅ BAGGRUND AF MIN BOPÆL OG HERKOMST.
De sagde, vi ville høre tilbage om det videre forløb, men der skete selvfølgelig ingenting. Det er flere år siden nu.
Jeg husker for 30 år siden, da vi kom til Danmark, hvor vi følte, at Danmark var et land, hvor medmenneskelighed, demokrati og tolerance var i højsædet. Et land med tryghed og sikkerhed fra den forfølgelse, vi havde oplevet i vores hjemland. I dag er jeg bange.
Når jeg selv bliver udsat for racisme eller hører om de situationer, som min søn og mine veninder bliver udsat for, så løber tårerne ned ad mine kinder, og jeg kan ikke koncentrere mig om noget andet.
Jeg er heldig og privilegeret, fordi jeg har en skøn søn, der altid har været en god dreng. Han færdiggjorde en kandidat i uddannelse i journalistik i ultimo juni 2019 og har stadigvæk ikke fundet job, selvom han søger flere ledige stillinger hver uge.
Han er blevet afvist indgang til flere steder i byen, selvom han har været derinde med en gruppe af udelukkende etniske danskere. Han er blevet stoppet af politiet i bil flere gange, end alle hans etniske danske venner til sammen. Han bliver spyttet på og svinet til for blot at se ud som han gør, selvom han er født i Danmark.
Han kaldte sig altid dansker, før han kaldte sig kurder, men han føler ikke længere, at han har medejerskab i ordet “dansk”, så det siger han ikke mere. Nu er han i et ingenmandsland, hverken dansk eller kurdisk. Før levede han i en fantastisk verden, hvor han fik lov til at være begge dele på én gang.
Socialdemokratiet skriver: “Det enkelte menneske skal sikres frihed og tryghed til at udnytte sine evner og realisere sine drømme.
Alle mennesker uanset social, religiøs eller etnisk baggrund skal sikres retten til og mulighederne for at leve og være aktive medborgere i et retfærdigt demokratisk samfund med social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed.”
Men i dag er der sket et paradigmeskifte. Det er politisk selvmord, hvis ikke man vil føre en stram politik mod indvandrere, både herboende og kommende.
Det Danmark, jeg blev forelsket i, har tilsyneladende forkastet sine værdier om åbenhed og tolerance til fordel for udskammelse og yderligere marginalisering af allerede marginaliserede mennesker.
Forstil jer, hvordan jeg har det, efter alle de mange år jeg har boet her i Danmark. Jeg har været aktiv på arbejdsmarkedet, og jeg har arbejdet frivilligt i mange organisationer og foreninger.
Jeg hjælper, hvor jeg kan og er venlig over for alle mine naboer, venner og medborgere. Jeg har lært så meget af og i Danmark, jeg har dygtiggjort mig i det danske samfund, og jeg har givet min søn en god opdragelse.
Det gør ondt på mig, at min kærlighed til Danmark bliver gengældt med spytklatter, svinere og en opfordring til at forlade landet. Vil vi altid være uønskede?
Det meste af tiden har jeg været lykkelig for Danmark. Jeg har hele mit voksne liv fortalt alle, at Danmark er det bedste sted i verden, og det står jeg stadig ved, men jeg bliver mere og mere bekymret og ked af det. Jeg er fysisk og psykisk udmattet.
Min søn er født og opvokset her, men han bliver ofte chikaneret, fordi han har en anden hud- og hårfarve. Men jeg er sikker på, at min søn nok skal klare sig, for jeg har lært ham, at man aldrig skal give op på godheden i andre mennesker.
Jeg har lært ham, at han skal kæmpe for at gøre Danmark til et bedre land for alle danskere i landet – fra hvid til sort og alt derimellem. For mig er det dét, der gør en person dansk.
Danmark bør være et dejligt og sikkert land for børn af alle farver, hvor alle mennesker er lige og har de samme rettigheder og pligter.
Men vores børn bliver behandlet anderledes fra barnsben, og de kan mærke det. De forstår ikke hvorfor det sker, men uanset skaber det et tomrum i dem, der giver dem en dårligere start på livet og et forkvaklet syn på tilværelsen. Jeg har både erfaring med det som pædagog og som mor.
Det knuser mit hjerte.
Jeg værner om Danmark og dets værdier, så selv med et knust hjerte prøver jeg at være stærk. Jeg giver ikke op. Jeg laver frivilligt humanitært arbejde næsten hver eneste dag, og jeg gør der med glæde.
Jeg føler, at det her kære land, som jeg elsker så højt, vender mig ryggen og afviser mig. Der går ikke en dag, uden at jeg på den ene eller anden måde får at vide, at jeg ikke bidrager til samfundet og er ødelæggende for Danmark og dansk kultur. Men jeg har altid bidraget alt, hvad jeg kunne, og jeg føler, at Danmark også er mit land, såvel som alle jeres.
Hvis indvandrere får corona, så er det, fordi “de ikke fatter noget” og/eller med vilje ikke indordner sig for decideret at være på tværs. Hvis en indvandrer begår kriminalitet, så skal vi alle sendes ud af landet. Hvis en indvandrer ser et problem i samfundet, så skal de skrubbe hjem til deres hjemland, fordi de tydeligvis er utaknemlige.
JEG ER ET MENNESKE. Ikke bare en kvinde. Ikke bare et problem. Ikke bare en fucking indvandrer. Bedøm os dog på indholdet i vores hjerter, frem for farven på vores hud.
For hvornår er man ægte dansker? Ville det ikke være rart, hvis børn lærte, at alle ikke er ens, og at det er okay at være anderledes? For min søn valgte ikke at blive født med mørkere hud, hår og øjne – det kan han ikke styre.
Jeg drømmer om et Danmark, hvor Rasmus og Mohammad vokser op med den samme slags støtte fra politikere, myndigheder og borgere i Danmark.
Jeg drømmer om et Danmark, hvor min søn ikke skal kæmpe for at bevise, at han er dansker, selvom han er født her og hans blod er lige så rødt som alle andres – og hans pas siger “DANSK” under hans nationalitet. Et Danmark, hvor jeg ikke konstant skal overbevise andre om, at jeg føler mig dansk helt ind i hjertet – og hvor folk bliver glade i stedet for sure, når jeg siger, jeg er dansker.
Et Danmark, hvor det at være dansk er at være menneske i stedet for at have em bestemt hudkulør eller hårfarve. Et Danmark, som er fri for racisme og had for ting, folk ikke kan styre selv. Det er dét Danmark, jeg kæmper for. Et Danmark vi kun kan opnå SAMMEN, hånd i hånd.
Stå sammen med mig mod racisme. Stå sammen med mig om at stoppe diskrimination. Stå sammen med mig om at give vores børn en chance for at vokse op i et land, hvor de ikke arver det had, der har været rettet mod deres forældre før dem.
Den retorik, der kører over for indvandrere og flygtninge lige nu skaber strid og division i vores kære land. Det er ødelæggende for det Danmark og de danske værdier, jeg blev forelsket i.
Selvom vi er indvandrere, så elsker vi Danmark. Vi vil gerne være med til at passe på det her land. For nogle af os er Danmark vores nye hjem, men for vores børn er det deres første hjem; deres hjemland.
De har kun og kender kun Danmark.
Selvom mange af vores børn er født og vokset op her, så bliver de mødt med chikane, hårde ord og onde blikke til dagligt, fordi de er efterkommere fra andre lande.
Vores børn er også mennesker, der har en grænse for, hvor meget de kan holde ud, før de knækker.
Vi ser vores børn lide og føler, vi går en dyster fremtid i møde her i landet. Giv flygtningene og indvandrerne en chance.
Lad os prøve at skabe positive ændringer i samfundet med en kærlig tilgang i stedet for at udskamme og marginalisere.
Lad os dog hjælpe hinanden op i stedet for at træde på dem, der prøver at kravle ud af mudderet med næb og klør.
Det er godt, at man har ret til at sige sin mening i Danmark, men hvorfor bruger vi den ret til at sige grimme ting? Ytringsfrihed indebærer også et ansvar for, hvordan man bruger det. Lad os ikke opildne til had og splid mellem befolkningsgrupper, men forsøge at komme hinanden nærmere og blive venner.
Vi skal alle sammen passe godt på Danmark. Jeg er stolt af at sige, at jeg både er kurder og dansker, og at jeg elsker både mit fødeland og Danmark. Hele Danmark. Også dem, der ikke kan lide mig.
Med venlig hilsen
Aysel Hagi
De fremførte synspunkter står for afsenderens egne regning. Blogs og debatindlæg sendes til redaktion@jiyan.dk
