I 1993 blev den 17-årige pige Şükran Aydın voldtaget af tyrkisk militær, der mistænkte hende for at have hjulpet PKK-guerillaer. Efter tre dage blev løsladt, og efterladt oppe på et bjerg og fandt selv hjem.
Den 29. juni 1993, landsbyen Tasit, det sydøstlige Tyrkiet:
De to høje og brede gendarmere i vissengrønt camouflagetøj, store støvler og med rifler spændt hen over ryggen greb fat i hende og trak hende ud af brostenshuset, hvor den 17-årige pige boede med sin familie.
”Slip mig,” råbte hun, men det var der ingen af dem, der tog notits af.
Familien forsøgte uden held at hjælpe Şükran ud af hænderne på gendarmerne. To andre militærfolk ventede uden for og gav Şükran håndjern på. Den ene tog fat i underarmen og førte hende ned ad landsbyens ujævne grusveje med løse sten overalt.
Det var endnu halvmørkt, solen var dårligt stået op og støvet bevægede sig kun halvdovent langs jorden, som var det heller ikke helt vågnet. En del landsbyboere var allerede i gang med dagens første ærinder.
Şükran havde i hast fået trukket en lang kjole over hovedet, da hun havde hørt de kraftige bank på hoveddøren, men håret hang stadig løst og uredt.
”PKK har været hjemme hos hende her. Det har alvorlige konsekvenser at hjælpe terrorister,” råbte en af militærfolkene ud i landsbyens halvdøde gader til skræk og advarsel for andre, der kunne tænkes at hjælpe Kurdistans Arbejderparti (PKK), som siden 1984 havde ført en væbnet kamp mod Tyrkiet for selvstyre for kurderne.
Militærfolkene trak hende forbi landsbyens flisebelagte brønd, hvor de første personer allerede stod i kø med deres dunke for at få vand. To drenge kiggede vantro på Şükran og soldaterne. Det samme gjorde en ung, spinkel hyrdedreng, som med en pind vogtede en fåre- og gedeflok på en mark med vissent græs.
Indgangen til gendarmeristationen tegnede sig i horisonten. Det tyrkiske militærs kaserner med pigtråd, lyskastere og de specielle huse, hvor soldaterne boede med store, tyrkiske flag.
Udkigsposter og fæstninger med kanoner, hunde, stablede sandsække og pigtråd, der skulle holde primært PKK ude. Det var gendarmerne, der skulle opretholde lov og orden i de store landområder i Tyrkiet, en opgave, der blev varetaget af egentlige politistyrker i Tyrkiets større byer.
I en lille samlet flok gik gendarmerne med deres bytte forbi vagterne med korte nik og ind på stationen, hvor de endte i et lille værelse med to skriveborde og nogle stole. Væggene var prydet med et tyrkisk flag, er Tyrkiet-kort og et portræt af Mustafa Kemal Atatürk, grundlæggeren af det moderne Tyrkiet. Manden slap Şükrans arm og skubbede hende ned på en stol.
Han åbnede et skab og tog et sort bind frem. Şükrans hjerte rasede afsted og angsten satte kroppen i alarmberedskab. Hun forsøgte at rejse sig op, men blev skubbet tilbage af en af de mange mænd i rummet og pludselig kunne hun ikke se mere.
”Hvad vil I? Jeg kender ikke nogen,” råbte hun på kurdisk. Hendes tyrkisk var elendigt.
”Rejs dig op, din kælling.”
Men hun stod der vaklende, kunne hun høre folk trampe rundt i lokalet og så mærkende hun de kraftige vandstråler. Şükran faldt igen og igen.
”Stop! Stop!”
Så holdt det op. Endnu engang tog en mand fat i hendes arm og hun blev igen trukket afsted, denne gang kunne hun bare ingenting se. I militærjeepen tog de bindet bort fra hendes øjne. Hun begyndte at jamre.
”Jeg beder jer. For Allahs skyld. Jeg ved ikke noget.”
Soldaten foran trykkede speederen i bund og jeepen vingede voldsomt fra side til side for at undgå hullerne i vejen. Grusvejens sten knasede under hjulene og gennem bagruden kunne hun se sin landsby blive mindre og mindre for til sidst helt at forsvinde.
De fortsatte af snoede veje til toppen af bjerget, hvor jeepen gjorde holdt på en grøn mark. Şükran havde aldrig før været på de kanter, faktisk havde hun aldrig tidligere forladt sin landsby, hvor hun havde boet med sine forældre og seks søskende, siden hun blev født. På bjergtoppen fortsatte forhøret.
”Hvem kender du fra PKK? Hvor gemmer de sig henne?” spurgte en gendarmer igen.
”Jeg kan ikke tyrkisk,” svarede Şükran gebrokkent.
Hun fik et slag i hovedet og faldt på knæ.
”Vi bor i Republikken Tyrkiet. Her er det officielle sprog tyrkisk. Tyrkisk! I kan ikke splitte fædrelandet. I kan ikke skabe en stat i staten.”
Mod øst kravlede solen op over horisonten.
”Du lyver! Hvem kender du fra PKK?”
Der blev stille.
”Sig noget, for fanden! Vi har snakket med en tidligere terrorist. Han har indrømmet, at de har brugt jeres hus. At du har hjulpet terroristerne med husly og mad.”
Şükran var begyndt at græde.
”For Allahs skyld, stop nu,” sagde hun på kurdisk, velvidende, at de nok hverken ville eller kunne forstå hende. Så slog hun alligevel over i sit dårlige tyrkisk.
”Jeg ved ikke noget. Ikke noget.”
”Ind i jeepen med hende igen.”
Jeepen fortsatte ud af de bumpede grusveje igen. Forbi de stejle bjergsider, høje tinder, dale og vidtstrakte træløse bakker og marker, der var dækket af høstakke. De endte i provinsbyen Derik, den sydøstlige del af Tyrkiet, mindre end 50 kilometer fra grænsen til Syrien. Ud af vinduet kunne hun se trækvognene, hvor de unge gadehandlere solgte pitabrød og salat og de klassiske te-huse, hvor byens mænd sad og spillede og drak te.
”Derik Politistation,” stod der.
En enkelt gendarm førte Şükran ind i den grå betonbygning og op af trapperne til et nøgent værelse på anden sal, kun beklædt med gardiner og et tyrkisk flag. Manden trak gardinerne for og fandt igen det sorte bind frem. Hun kunne høre døren blive lukket og låst og vidste, at manden stadig var derinde.
Hun begyndte at ryste og frygten greb hende ukontrolleret. Hjertet slog så hårdt og hurtigt, at den normalt solbrune hud blev bleg. Pludselig kunne hun mærke hans hænder gribe fat i hendes kjole. Han rev den i stykker, tog fat i hendes skuldre og skubbede hende på maven ind over bordet.
Voldtægten gik i gang. Hun skreg højt og han lagde sine hårde håndflader over hendes mund, mens han hvæsede.
”Hold din kæft!”
Med hænderne stadig i håndjern forsøgte hun at vriste sig løs, men gendarmen bankede hendes hoved hårdt ned i bordet. Under håret tegnede røde pletter mønstre på bordpladen.
****
I september 1997 idømte den Europæiske Menneskeretsdomstol Tyrkiet en bøde på 41.000 amerikanske dollars for voldtægt af Şükran Aydın. De tyrkiske myndigheder lavede ifølge Amnesty International ikke en tilstrækkelig undersøgelse af sagen efter klager fra Aydin.
