Trods en nylig bølge af henrettelser, massearrestationer af kurdiske aktivister og forbud mod aviser, foretrækker kurdiske partier i Iran dialog fremfor væbnet kamp mod den iranske regering. Mens syriske kurdere får mere og mere autonomi, mister de iransk-kurdiske partier langsomt støtte i eksil.

Af Wladimir van Wilgenburg

De kurdiske nationale partier i Iran, som boykottede Irans præsidentvalg sidste år, kan miste støtte. Kurderne udgør omkring 15-17% af befolkningen i Iran og udsættes for krænkelser af menneskerettighederne.

Selvom de kurdisk-nationalistiske partier opfordrede til boykot af valget i Iran i juni, fik præsident Hassan Rouhani 71% af stemmerne i Kurdistan.

“Folk følger ikke partierne og har de ingen forbindelse til dem. I fortiden var en masse mennesker tilknyttet partier, men da de blev eksileret til England, Sverige og Hawler

[Erbil] og de mistede meget af deres repræsentation i Iran. De opgav deres militære aktiviteter,” siger en kurder fra byen Mariwan.

De kurdiske partier i Iran er svage pga. intern splittelse, politisk undertrykkelse og afhængighed af iranske kurdere på offentlige arbejdspladser.

PDKI og Komala svækket

Ifølge Den Internationale Kampagne for Menneskerettigheder i Iran, har Iran, siden Rouhani tiltrådte i august, henrettet mere end 200 mennesker, især narkohandlere og kurdiske aktivister. Dette førte til demonstrationer og små sammenstød mellem kurdiske oprørere og den iranske regering. Men situationen stilnede igen efter mange blev anholdt.

“Den seneste bølge af henrettelser af kurdiske politiske fanger beviste, hvad vores parti og andre kurdiske organisationer havde sagt hele tiden, nemlig at valget af den nye præsident i Iran ikke vil ændre den voldelige forfølgelse af kurdiske aktivister,” siger Loghman H. Ahmedi, udenrigsansvarlig for Kurdistans Demokratiske Part i Iran, til Al-Monitor.

De iranske kurdiske partier mistede deres egen mulighed for mere autonomi i Iran, efter at de undlod at få indflydelse efter den islamiske revolution i 1979. I fortiden blev de syriske kurdere ignoreret, ligesom de iranske kurdere er blevet det, men efter den syriske borgerkrig i 2011, lykkedes det syriske kurdere til at styre de store kurdiske byer i Syriens nordøst.

De vigtigste kurdiske partier i Iran, Kurdistans Demokratiske Parti-Iran (PDKI), og den marxistiske gruppe Komala er blevet opsplittet i en række fraktioner efter at have tabt krigen mod den iranske Revolutionsgarde i 1990’erne, og lever nu i eksil i Kurdistan-regionen i Irak.

KRG forbyder kurdiske partier angreb på Iran

Ifølge BBC-journalist Jiyar Gol, tillader Kurdistans regionale regering (KRG) disse kurdiske partier at bo i deres områder, på den betingelse, at de ikke angriber Iran. Ammar Goli, en kurdisk journalist i irakisk Kurdistan, siger at de kurdiske partier har lavet en aftale med Kurdistans Patriotiske Union (PUK) i 1996 om at opretholde baser og lejre inde irakisk Kurdistan: “Hvis de kæmper mod den iranske regering, får de ikke økonomisk støtte fra PUK “.

Som et resultat heraf, er deres aktiviteter begrænsede. Det skyldes også Irans politiske indflydelse i Kurdistan. Mens Tyrkiet laver forretnings-og olieaftaler med KRG, har Iran mange efterretningsagenter i KRG og påvirker selv politisk partiledelse og regeringsdannelsen i irakisk Kurdistan under politiske kriser i Kurdistan. For eksempel besøgte en KRG-delegation, bestående af PUK og Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) Iran i januar for at forhandle om dannelsen af den kurdiske regering, som har været i hårdknude, på grund af svækkelsen af PUK og den stigende støtte til det kurdiske oppositionsparti Gorran.

Som et resultat heraf er den eneste kurdiske parti, der formåede at vokse og ikke er afhængig af KRG, PJAK, der er baseret i Kandil-bjergene i grænseområderne mellem Iran, Irak og Tyrkiet, hvor KRG ikke har nogen kontrol. PJAK, der er tilknyttet Kurdistans Arbejderparti (PKK), har formået at tiltrække mange unge kurdere selv uden for det traditionelle bagland af kurdiske partier i de sunnimuslimske kurdiske områder i Iran, blandt shiamuslimske kurdere, der deler religiøst tilhørsforhold med den iranske regering.

PKK koncentrerer sig om syrisk Kurdistan

Men i 2011 besluttede PJAK at underskrive en våbenhvile med Iran efter store sammenstød mellem sine krigere og den iranske regering. PKK besluttede at fokusere på Syrien, hvor der var flere muligheder end at bekæmpe Iran, hvilket kan resultere i en tyrkisk-iransk alliance mod PKK. Under PKK’ kongres sidste sommer, besluttede partiet at arbejde “for opretholdelsen af den nuværende våbenhvile mellem PJAK og den iranske stat i Rojhilat [iransk Kurdistan] “, mens de gør alt for at opnå kurdisk autonomi i Syrien.

Således har kurderne ikke grebet til våben efter henrettelsen af tre kurdiske aktivister sidste efterår, bortset fra nogle små sammenstød. Efter sigende, er der 21 kurdiske aktivister på dødsgangen.

Nogle iranske kurdere bekymrer sig for, at Irans henrettelser kan føre til nye kampe uden at opnå flere rettigheder til kurderne.

“De ønsker ikke at starte en krig igen. Mange kurdere støtter ikke, at PJAK kæmper. De ved det ikke vil være godt, for de frygter undertrykkelse,” siger den anonym kurder fra byen Mariwan.

Dette er meget forskelligt fra Syrien, hvor der er massiv støtte til de kurdiske oprørere i Folkets Forsvarsenheder (YPG) i kamp mod islamister i det nordlige Syrien. Evîndar Rênas, et højtstående PJAK-medlem, fortæller de kurdiske nyhedsbureau ANF, at PJAK vil opretholde våbenhvilen og holde sig til ”det strategiske selvforsvar”, og ikke føre aktiv krig mod den iranske regering.

PJAK: Vi ønsker ikke krig

Ziryan Rojhelati, en iransk kurdisk journalist i KRG, siger, at PJAKs beslutning om at bevare sin våbenhvile er relateret til dets PKK tilhørsforhold.

“PKK kommer måske til at kæmpe igen i Tyrkiet, så det ønsker ikke at ødelægge sine forbindelser med Iran,” siger han til Al-Monitor.

PKK er bekymret for, at Iran ønsker, at den kurdiske bevægelse igen skal kæmpe mod Tyrkiet. I 2012 kom det frem, at Iran tilbød PKK logistisk støtte og våben for at de kunne kæmpe mod Tyrkiet, men PKK afviste dette.

PJAK-leder Haji Ahmedi fortalte det belgiske webmagazine Uitpers, at PJAK ønsker en fredsproces i Iran.

“Vi ønsker ikke at føre krig, vi ønsker at kæmpe en politisk kamp. Det er ikke vores mål helt at udrydde den iranske hær. Vi kæmper for fred. Vi insisterer på at løse det kurdiske spørgsmål i Iran gennem dialog.”

Bragt i al-Monitor

Kommentér via Facebook

kommentarer