Iransk militær har dræbt 30 militante kurdere, der menes at stå bag et bombeangreb i Mehabad, Nordiran/Østkurdistan i sidste uge.

Irans Revolutionsgarde har krydset grænsen til nabolandet Irak og dræbt 30 militante kurdere, der angiveligt angreb en militærparade med bomber i sidste uge, rapporterer iransk stats-tv.

Ifølge chefen for Revolutionsgarden Abdolrasoul Mahmoudabad jagter tropperne stadig en “terrorgruppe”.

Mahmoudabad siger, at de 30 militante blev dræbt lørdag i et sammenstød på den iransk-irakiske grænse. Iranerne jagter angiveligt stadig to militante kurdere, der havde held til at flygte.

I den nordiranske/østkurdiske by Mehabad blev 12 mennesker, for det meste kvinder og børn, dræbt af en bombe under en militærparade i sidste uge.

Ingen har taget ansvaret for angrebet og det kurdiske PJAK (Partiet for et frit liv i Kurdistan), som hidtil har ført en guerillakrig mod Iran, afviste at være indblandet.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer