Økonomisk bliver det svært for et uafhængigt Kurdistan. Omvendt kan en ny stat måske få regionalt støtte.
Af Deniz Serinci
Masoud Barzani, leder af irakisk Kurdistan (KRG), vil holde folkeafstemning om en kurdisk løsrivelse fra Irak.
Hvis kurderne får muligheden, vil langt de fleste vælge at løsrive sig fra Irak. Ved den sidste uofficielle folkeafstemning i 2005 stemte over 98% af kurderne således for uafhængighed.
Når et flertalt ikke gider være en del af Irak mere, hænger det sammen med mange ting.
Først og fremmest er situationen i Irak kun blevet forværret efter Islamisk Stats (IS) indtog i 2014 i Mosul. Kurderne deler en meget længere grænse med IS, end de deler med resten af Irak, hvorfor færre kurdere har lyst til at være en del af et kaotisk Irak.
Desuden har kurderne længe været konflikt med regeringen i Bagdad, blandt andet angående retten til selvstændigt at eksportere kurdisk olie og gas. Konflikten handler desuden om Bagdads pligt til at udbetale de 17% af det nationale budget, som Kurdistan forfatningsmæssigt er berettiget til, men som de ikke har fået.
Når det er sagt, så bliver det en udfordring at få et selvstændigt Kurdistan. Økonomisk ser det sort ud nu med faldende oliepriser. Derudover har kurderne endnu ikke kunne indlemme den olierige provins Kirkuk, som kunne give kurderne et økonomisk fundament for en bæredygtig kurdisk stat. Udover kurderne, gør den irakiske regering, arabere og turkmenere også krav på Kirkuk. Dermed rummer Kirkuk kimen til en fremtidig konflikt. Det samme gør det faktum, at centralregeringen i Bagdad ikke vil acceptere en folkeafstemning om uafhængighed i Kurdistan.
Men skulle KRG alligevel løsrive sig, kan de formentligt regne med tyrkisk og israelsk støtte. Tyrkerne vil godt kunne leve med en kurdisk stat i Irak, så længe KRG ikke gør krav på også at inddrage kurdiske områder i Tyrkiet. KRG og Tyrkiet er gode handelspartnere. Huseyin Celik, en talsmand for den tyrkiske regering, sagde i juni 2014, at hans land er klar til at acceptere en kurdisk stat i Irak (Financial Times, 27. juni 2014). Omvendt har en anden højtstående talsmand for AKP, Omer Celik, idag været ude og sige, at hans land “ikke ser positivt” på ideen om en folkeafstemning om uafhængighed. Hvad hvis tyrkerne vil være imod et uafhængigt Kurdistan og gøre, som de gjorde med Armenien i 1993? De lukkede deres grænse til den nyligt uafhængige armenske stat, hvis økonomi herefter led hårdt.
Israel ønsker at få en moderat, sekulær muslimsk allieret i Mellemøsten. Her er kurderne en god mulighed. Desuden er israelerne bekymrede for Irans indflydelse i Irak, Syrien og Hizbollah i Libanon, kendt som den “shiitiske halvmåne” og håber, at kurderne kan reducere den indflydelse.
For nyligt har Barzani også besøgt Saudi-Arabien, måske også for at få støtte til en eventuel løsrivelse. Både saudierne, israelerne og tyrkerne ser KRG som en nyttig sunni-bufferzone, der kan reducere Irans indflydelse i Mellemøsten.
Iran derimod vil være imod kurdisk løsrivelse, idet de frygter en spillover-effekt, som vil inspirere deres egne 8 mio. kurdiske borgere til også at gå efter uafhængighed, hvis de irakiske kurdere gør det.
Man kan undre sig over, hvorfor Barzani’s uafhængighedssnak kommer nu. Egentlig har han mange, mange gange talt om løsrivelse. Men sjældent så meget, som han har gjort det på det seneste.
En grund til, at KRG måske – måske ikke – er tættere på løsrivelse nu er:
Siden IS indtog Irak i 2014 er KRG’s internationale legitimitet kun blevet større, i og med de har fået direkte støtte fra en del vestlige lande, der bakker KRG op med træning imod IS.
Desuden er der noget symbolsk i det: Det er 70 år siden, den første kurdiske republik blev dannet i Iran (Mahabad). Og det 100 år siden Sykes-Picot-aftalen delte Mellemøsten og dermed Kurdistan. Nu vil Barzani så samle (noget) af kurdernes land igen. Om det bliver til noget, må fremtiden vise.
[polldaddy poll=”9298779″]
