DTK (Demokratisk Samfundskongres) erklærede for nyligt kurdisk selvstyre i Tyrkiet. De henviser til historien – Atatürk lovede nemlig kurderne det samme i 1922.
Sèvres-traktatens Artikel 64 lød:
”De kurdiske folk… I så fald, et flertal af befolkningen i disse områder ønsker uafhængighed af Tyrkiet, og hvis Rådet så vurderer disse folk i stand til at varetage sådan en uafhængighed og anbefaler, at de bør tildeles dem, indvilger Tyrkiet i at udføre sådan en henstilling.”
Dele af Vestanatolien tilfaldt grækerne. Det senere Tyrkiets leder, Mustafa Kemal Atatürk (1881-1938) – af makedonsk og albansk oprindelse – afviste Sèvres-traktaten, da de udstukne grænser efterlod for lidt jord til tyrkerne. Atatürk havde i årevis spillet på det religiøse fællesskab mellem tyrkere og kurdere, hvor begge folk er muslimer og hvis fællesområde, Anatolien, blev angrebet af de kristne grækere og armeniere. Atatürk forsikrede kurderne inden det senere Tyrkiets oprettelse om, at man ville oprette en anatolsk stat for alle muslimer, hvor ”tyrkere og kurdere ville fortsat leve sammen som brødre omkring kalifatets institution.” Han udtalte endvidere, at der
”… er tyrkere og kurdere. Vi adskiller dem ikke….de respekterer hinanden, de har enhver form for rettigheder, racemæssigt, socialt og geografisk”.
Da kampen om Anatolien startede, støttede kurderne derfor tyrkerne militært mod de kristne invaderende styrker i (Den Tyrkiske) Uafhængighedskrigen 1919-23. Tyrkerne sejrede over grækerne og deres vestlige allierede. Atatürk og TBMM, Den Store Tyrkiske Nationale Forsamling, accepterede 10. februar 1922 selvstyre til kurderne. Med Atatürks ord:
”et hvilket som helst område, som er kurdisk, skal administrere sig selv som selvstyrende.”
Løftet om selvstyre blev gentaget ved et pressemøde i januar 1923. På grund af den tyrkiske sejr over grækerne blev der indkaldt til en ny fredskonference, denne gang i Lausanne i Schweiz. Atatürks højre hånd, medopretter og 2. præsident af det senere Tyrkiet, İsmet İnönü – der selv var kurder, født i İzmir i Vestanatolien – forsikrede den britiske statsmand Lord Curzon i Lausanne i sommeren 1923 om, at regeringen af den republik, de ønskede at skabe, nemlig ”Tyrkiet”, ville være ”lige så meget kurdernes regering som tyrkernes” og at begge folk ville få del i regering og administration i samme omfang. Ved Lausanne-traktaten, underskrevet 24. juli 1923, afstod Storbritannien fra løfterne i Sèvres til gengæld for, at Tyrkiet opgav territorialt krav på det sydlige Kurdistan. Ordet ”kurder” var slet ikke nævnt. Traktatens sektion 3, artikel 39 i traktaten foreskrev dog:
”Der vil ikke være nogen restriktioner i nogen tyrkisk statsborgers ret til at bruge det sprog, han ønsker, hverken i privat, i kommercielle anliggende, i religiøs sammenhæng, på print eller ved en offentlig forsamling.”
Republikken Tyrkiet stiftes 1923
29. oktober 1923 erklæredes Republikken Tyrkiet selvstændigt under ledelse af Atatürk. Det nye Tyrkiets ideologi blev kemalisme, opkaldt efter M. Kemal Atatürk’s principper om sekularisme, republikanisme, nationalisme osv. Ifølge den nye stats forfatning skulle Tyrkiet være en ”udelelig enhed” med kun ”ét folk, ét sprog, ét land, et flag”. Derfor forbød Atatürk kurdisk sprog og kultur, inkl. musik, klædedragter, navne osv. Selve ordene ”kurder” og ”Kurdistan” var indbefattede af dette forbud. Kurdernes eksistens blev benægtet.
Med ”den tyrkiske nationalismes fader” Ziya Gökalp’s (1876-1924) ord var ”der ikke noget kurdisk folk” – og de blev i stedet kaldt ”bjergtyrkere”. Det hed, at disse menneskers støvler fremkaldte en lyd i sneen i retning af kart, kurt, derfor kaldte man dem ”kurder”. ”Kurdisk” var et ikke-eksisterende sprog. De såkaldte ”kurdere” havde af historiske grunde mistet deres oprindelige sprog tyrkisk, og derefter overtaget en accent, der var blandet med arabisk og persisk, hed det. De blev herefter tvunget til kun at tale tyrkisk i en assimileringspolitik med tvangstyrkificering af alle borgere i republikken til følge.
