Interview med Hevrîn Xelef’s mor, Sûad Mihemed: “De dræbte én Hevrîn, men nu er der masser af Hevrîn’er.”
”Jeg vil have Erdogan for den Internationale Krigsforbryderdomstol!”
Sådan siger Sûad Mihemed om Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan.
Sûad Mihemed var mor til Hevrîn Xelef. Sidstnævnte blev født i Dêrik i syrisk Kurdistan, blev i 2009 uddannet fra Aleppos Universitet som civilingeniør og blev en fremtrædende skikkelse i Nord- og Østsyriens Demokratiske Autonome Administration (DAANES), i folkemunde kendt som Rojava. Hun blev leder af Syriens Fremtidsparti.
Den 12. oktober 2019 blev 34-årige Hevrîn Xelef stoppet af tyrkiskstøttede islamistiske militante på vejen mellem Qamişlo og Raqqa. Hun blev slået og skudt ihjel af mændene.
Ifølge obduktionsrapporten viste Hevrîn Xelefs krop tegn på flere skudsår, brud på ben, ansigt og kranium og hårtab som et resultat af at blive trukket i håret.
Hvordan reagerede du, da du hørte om det, der skete mod din datter?
Da jeg hørte, at min datter var faldet som martyr, var jeg i chok. Hevrîns ønske var at skabe bro mellem mennesker og broderskab mellem folkeslag. Hendes Fremtidsparti kæmpede jo for det. Drabet på Hevrîn var et angreb på humanisme og menneskerettighederne, fordi hun kæmpede for netop de ting.
Ingen er blevet retsforfulgt for drabet. Hvad tænker du?
Fem år er gået og de europæiske lande, inklusive Danmark, har ikke sagt noget. Kan de ikke se denne uretfærdighed? Når europæiske lande, heriblandt Danmark, siger, at de kæmper for demokrati og menneskerettigheder, bør de vise, at de mener det. Hvorfor råber de ikke op om det, der sker mod kurderne? Hvorfor ser de ikke, hvad der sker? Desværre ser de det, men gør ikke noget. Hvis de ikke støttede Erdogan, kunne han ikke gøre disse ting.
Hvorfor mener du at de skulle støtte Erdogan?
De tænker kun på deres egne interesse, såsom salg af deres våben. For at få deres handel igennem. Det er ikke kun Hevrîn Xelef, de havde et udestående med. De er imod tusinder af kvinder.
Hvad ønsker du?
Jeg ved godt, at Hevrîn ikke kommer tilbage til mig. Hun kommer ikke op af sin grav. Men ved at jeg når ud til verden, kan jeg måske gøre en forskel. Jeg ønsker, at verden hiver Erdogan i retten, så han kommer for den Internationale Krigsforbryderdomstol. Det er den største tjeneste for menneskeheden.
Hvad ønskede Hevrîn og hvad ønsker du som kurder?
Vi ønsker et frit Syrien med et frit folk. Vi splitter ikke noget land ad. Vores mål er ikke at løsrive os fra noget land. Vores ønske og mål er at skabe broderskab blandt folkeslag. Ved hjælp af Hevrîn’s ideer, så kurdere, arabere, turkmenere, assyrere, kaldæer kan leve i frihed og i fred med hinanden i Syrien. De, der dræbte hende, ønskede at fjerne hendes ide. Men de tog fejl. De dræbte én Hevrîn, men nu er der masser af Hevrîn’er. Min datter er væk fysisk, men hendes idé lever i bedste velgående. Vi vil fortsætte kampen, indtil kvinderne, Syrien og Mellemøsten er frit.
FN’s Undersøgelseskommission vedrørende Syrien har flere gange sagt, at at der er “grund til at tro”, at tyrkisk-støttede grupper “begår krigsforbrydelser, mord og plyndringer”.
Således siger kvinder i den kurdiske by Efrîn, at de foretrækker at blive derhjemme, opgiver deres jobs og tør ikke bevæge sig udenfor uden en mandlig slægtning.
Tyrkiet har tidligere afvist anklagerne om krænkelser i de kurdiske områder i Syrien som ”grundløse”.
FN’s Undersøgelseskommission har tidligere skrevet, at de tyrkiskstøttede militante ved en lokal domstol i en sag er blevet anklaget for voldtægt i regionen, men at “ingen er blevet dømt, men tværtimod løsladt efter et par dage.”