”De snu armeniere og røverfolket kurderne skulle belønnes for dolkestøddene i ryggen ved at blive ophøjede til selvstændige nationer,” skrev dansk ingeniør i Tyrkiet i 1920’erne. Historiker Matthias Bjørnlund står bag ny overskuelig, hårrejsende og velresearchet bog om det armenske folkedrab.
Selvom det er næsten 100 år siden, er Det Armenske Folkedrab stadig vedkommende og aktuelt. Især efter at historiker Matthias Bjørnlund med sit aktuelle storværk ”Det Armenske Folkedrab – fra begyndelsen til enden” påviser, at den danske offentlighed var fuldt bevidst om, hvad der skete i det østlige Tyrkiet under Første Verdenskrig. Dengang blev ”armenierne sendt mod intetheden”, som en af de ansvarlige bag folkedrabet, Talat Pasha skulle have udtalt.
“De udrydder armenierne”, skrev den danske konges gesandt i Konstantinopel, Carl Ellis Wandel i et telegram til udenrigsminister Erik Scavenius i september 1915.
I 1915 vedtog den osmanniske regering at deportere armenierne væk fra den tyrkisk-russiske grænse, da de blev mistænkt for at samarbejde med Rusland, som var i krig med tyrkerne. Mange armeniere døde af tørst, sult og udmattelse under de månedlange vandringer i den syriske ørken, som de blev sendt ud på, hvor uddelingen af mad og drikke med vilje blev holdt på et minimum.
Samtidig blev armenske ledere systematisk forfulgt og henrettet. Et kurdisk regiment, Hamidiye, forfulgte og plyndrede de deporterede armeniere. Op mod 1,5 millioner armeniere døde i perioden fra 1915 til 1923, siger Armenien. Internationale forskere anslår dødstallet til at være cirka én million. Tyrkiet siger, at der døde omkring 300.000 armeniere, men som led i civile fejder, hvor også tyrkere døde.
Det, der adskiller striden om folkemord eller ej på armenierne under Første Verdenskrig fra så mange andre historier om folkemord, er, at Det Osmanniske Riges efterfølger, Tyrkiet, benægter, at der er tale om et folkemord. I landet er det tilmed strafbart at kalde massakrerne på armenierne under Første Verdenskrig for folkemord.
Nobelprismodtager og vinder af den danske Sonningpris Orhan Pamuk blev i maj 2011 idømt en bøde i erstatning til fem tyrkere, der følte deres nationale ære krænket, fordi Pamuk i 2005 havde anerkendt folkemordet. I 2007 blev den tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink skudt og dræbt af en 17-årig nationalist i Istanbul.
Dink var forinden blevet udråbt til forræder af tyrkiske nationalister, da han indrømmede folkemordet.
Årsagen til folkemordet skal findes i frygten for, at den store kristne minoritet gav udlandet en undskyldning for at blande sig i Tyrkiet: Armenierne blev i kraft af deres kristne religion beskyldt for at være mere loyal over for Rusland, som tyrkerne led et ydmygende nederlag til i vinteren 1915. Armenierne fik ligefrem skylden for det tyrkiske nederlag til den store nabo mod øst, fordi russiske armeniere kæmpede i den russiske hær. Man så bort fra, at titusinder af armeniere rent faktisk kæmpede på osmannisk side.
Danskere befandt sig også i området. Karen Jeppe, som var dansk nødhjælpsarbejder, opholdt sig i området under folkedrabet og reddede mange armeniere fra dødsmarcher og slavearbejde.
Omvendt var der også danskere, der støttede den tyrkiske side i konflikten. Bjørnlund beretter om ingeniøren Olaf A. Rygaard, der var i Tyrkiet som del af et svensk-dansk konsortium, som skulle færdiggøre en jernbane i landet. Efter folkemordet foreslog Vesten med Lausanne-aftalen i 1920 oprettelsen af en kurdisk og armensk stat i Østtyrkiet. Hertil svarede Rygaard:
”De (vestmagterne) søgte at kue et herskerfolk ved at sønderrive hjertet af dets gamle rige, Lilleasien, og oprette tvivlsomme stater af dets jord for mindreværdige folk blandt dets tidligere undersåtter. De snu armeniere og røverfolket kurderne skulle belønnes for dolkestøddene i ryggen ved at blive ophøjede til selvstændige nationer.”
Bjørnlunds bog er et mønstereksempel på veldokumenteret historieforskning med over 1000 notehenvisninger. Forfatteren formår at komme vidt omkring i sin hårrejsende og overskuelige fortælling i forhold til før, under og efter folkemordet samt den viden, man havde herom i Skandinavien.
Det jeg måske kunne savne var, at bogen også kom lidt mere ind på Tyrkiets nutidige politik i forhold til benægtelsen af det armenske folkemord samt opblødningen mellem tyrkerne og armenierne i 2010. Armenierne kunne i sommer 2010 for første gang nogensinde i Tyrkiets historie holde en messe i den historiske, armenske Akhtamara-kirke i Østtyrkiet. Armenien og Tyrkiet skrev i marts 2010 under på, at de vil normalisere forholdet til hinanden, og at de vil etablere en historiekommission, der skal undersøge, hvad der skete i 1915.
Men som bogens undertitel fortæller, er det historien om folkedrabet ”fra begyndelsen til enden”, hvorfor meningen netop ikke er, at det skal omhandle nutiden. Alligevel får læseren gennem bogen et spændende, velresearchet og samtidig rædselsvækkende indblik i det 21. århundredes første folkedrab.
5 ud af 6 stjerner
