Et meningsløst jordskælv, som det i Wan er en påmindelse til danske kurdere om, at vi skal holde sammen og fortsætte med at støtte ofrene.

Foto: Yuksekovahaber

Søndag den 23. oktober blev vi igen vidne til, hvilken enorm risiko, naturens kræfter indebærer. Et kraftigt jordskælv dræbte over 600 mennesker i Wan og sårede omkring 4000. Endnu flere har fået ødelagt deres huse og må sove i telte i den bidende kulde. Wan er blevet omdannet til rent kaos for hundredetusinder, der lever miserable liv i ruinerne. Det var katastrofen, som ingen ville glemme.

Heldigvis har ingen af de omkring 7-8 dansk-kurdiske familier fra Wan – hvoraf to er skribenter på Jiyan.dk – mistet familiemedlemmer i jordskælvsområdet – om end de stort set alle har familier i Wan, hvis huse er blevet skadet og ubeboeligt.

Wan ligger langt fra Danmark, men skrigene fra de mange døende, sårede og desperate mennesker fra jordskælvet, når os alle via tv-skærmen og internettet.

”Man bliver berørt af det, man ser og hører på TV. Vi må alle gøre noget,” som Dogan Yildiz, fra ”De ringer, vi bringer”, sagde.

Og danske kurdere har gjort en hidtil uset og kæmpe indsats; jordskælvet har mobiliseret os som aldrig før. Listen over hjælpen til Wan er lige så lang, som den er fantastisk. Kurdiske studenterforeninger, fodboldklubber, kaffeklubber og partier har sendt kæmpe beløb til Wan. Mange brugte deres sparsomme tid, på at fylde mange lastbiler med flere tons tøj, tæpper og andre forsyninger i Albertslund. Ja, faktisk måtte arrangørerne allerede dagen inden en indsamling i Albertslund lukke for modtagelse af yderligere ting, på grund af manglende plads. Også i Odense, Aarhus, Aalborg og Randers samlede byens kurdere ind til ofrene i Wan. En ung mand fra Aarhus besluttede sig for at vise ofrene sin solidaritet via en rapvideo, gymnasielever på Frederiksberg mindedes de døde til morgensamling og en etnisk armenier og flere tyrkere startede deres egne tøjindsamlinger.  En række kurdiske studerende lavede deres egenindsamlinger på Røde Kors’ hjemmeside.

Jiyan.dk fik en opringning fra en kurder fra Amêdî i Sydkurdistan/Irak, som arbejdede på at få et barn, der har mistet forældrene i jordskælvet, op til Danmark. Og i går bragte vi historien om en blomsterhandler og andre, der har tilbudt de ramte familier at bo i sommerhuse i Tyrkiets feriebyer. Alt sammen hjertevarme historier, der illustrerer den medmenneskelighed, som der er mere brug for end nogensinde i disse kritiske tider.

Jordskælv samlede folk på tværs af politiske skel

Samtidig har det også været fantastisk at se, at jordskælvet har samlet danske kurdere på tværs af politiske og religiøse forskel. I vores artikel Politikere og musikere: Send hjælp til Wan! opfordrede kendte danske kurdere, politikere, journalister, forfattere som Lars Aslan Rasmussen, Özlem Cekic, Fahmy Almajid, osv., hvoraf flere er politisk uenige internt, til at støtte Wan.

Kurdere fra alle fire dele af Kurdistan blev forenet i deres mål om at hjælpe ofrene. På den baggrund skal det kurdiske samfund i Danmark, have en velfortjent ros for deres arbejdseffektivitet, organisering og medmenneskelighed.

Vores evige problem: Splittelse

Når det så er sagt, har der desværre også været en bagside.

Jordskælvet i Wan har illustreret vores evige problem: vores splittelse. En håndfuld kurdiske foreninger og partier gik sammen om at lave en fælles støttekonto, mens en anden gruppe kurdiske foreninger og partier lavede deres egne. Til stor undren for folk udefra: Hvorfor laver kurdiske partier og foreninger ikke bare én fælles indsamling? Især i denne katastrofestund burde vi stå sammen.

Men det sidste er også nemmere sagt end gjort. Kurderne har af udefrakommende magter fået splittet deres land i fire dele. Vi taler om det største folk i verden uden deres egen stat, med cirka 40 millioner mennesker. I Danmark har vi 8 forskellige partier i parlamentet til et land med sølle 5 mio. indbyggere. På den baggrund er det også urealistisk at forestille sig, at 40 mio. kurdere med forskellige historie, stater og dialekter skulle kunne forenes?

Unødvendig politisk diskussion

Det har også været trist at være vidne til debatten om støtten til Wan. I nogle tilfælde er den druknet i en politisk diskussion, eksempelvis om hvorvidt byen staves med V eller W. På tyrkisk og på internationale landkort er det med V, på kurdisk – som tales af de fleste Wanî’er – er det med W.

Men det burde være irrelevant på nuværende tidspunkt, hvor det handler om én ting: at hjælpe og vise medmenneskelighed. Bagefter kan vi diskutere politik. Alt andet vil være direkte mangel på respekt for ofrene.

”Det gjorde ondt på mig at se to folkefærds, kurderne og tyrkernes, konflikter skal gå udover uskyldige mennesker og ofre. De sociale medier som Facebook og Twitter var i en konstant kamp omkring hvem der havde ret, men der var ingen handling!” som skolelærer Hülya Bicen fortalte os.

Wan har i forvejen i 80 år lidt under økonomisk, sproglig og kulturel diskrimination og hvis vi blot glemmer byen efter nogle måneder, vil det igen være overladt til sig selv og kæmpe dagligt for at overleve i en region, præget af fattigdom, sult, kriminalitet og vold. Wan vil være overladt til glemslens mørke, det som en af Tyrkiets fattigste provinser har været vant til at leve i.

Men behøver det gå så galt? Ikke hvis vi hjælper til og fortsat støtter alt, hvad vi kan. For et meningsløst jordskælv, som det i Wan er en påmindelse om, at vi skal holde sammen og fortsætte støtten dertil. Vi må fortsat tænke på de tusinder, som bor i telte i denne barske vinterkulde, mens vi selv sidder i en dejlig varm lejlighed eller hus i fredelige Danmark.

”At gøre godt mod andre, er ikke en pligt. Det er en glæde, for det øger vores egen sundhed og lykke,” som kurdernes første profet, Zarathustra sagde.

Sådan kan du støtte ofrene i Wan

Kommentér via Facebook

kommentarer