Razan var 13 år, da hun blev giftet bort til en mand på 29 år. Hun blev mor som 14-årig, overlevede Saddam Husseins giftgas som 15-årig og kom til Danmark, hvor hun blev skilt. Hun blev gift med en dansk mand, hvorefter den kurdiske familie udstødte hende. I dag hjælper Razan andre kvinder ud af social kontrol.

Udadtil er Razan smilende. Men bag hendes ansigt gemmer sig en brutal historie.

Razan i en meget ung alder i irakisk Kurdistan. Privatfoto

Razan Ismail blev født i oktober 1972 i Silêmanî i irakisk Kurdistan i en søskendeflok på ni.

Da hun var 11 år, begyndte moren at tale om at gifte Razan væk.

Den kurdiske pige blev få år senere færdig med skolen og søgte ind på et kunstgymnasium. Gymnasiet sendte et brev om, at Razan var blevet optaget.

Men det var for sent, for moren havde besluttet, at den nu 13-årige Razan skulle giftes med en 16 år ældre mand. Razan havde aldrig mødt manden. Til Jiyan.dk siger hun:

”Det var et arrangeret ægteskab. Jeg vidste ikke, at jeg havde et valg. Jeg vidste ikke, at jeg kunne sige nej.”

Udsigten til ægteskabet skræmte hende, så hun stak af og gemte sig i et par uger hos sin mors stedfar. En onkel overtalte hende dog til at vende hjem og lade sig gifte. Den kommende gom var så velhavende, at ægteskabet kunne hjælpe hendes forældre og mange søskende til et bedre liv, lød argumentet.

Razan var mindreårig og kunne dermed ikke giftes rent juridisk. Derfor ændrede familien hendes identitetspapirer, så Razans alder blev forhøjet.

Den kurdiske kvinde blev ikke kun undertrykt af de sociale normer. Også den irakiske regering med præsident Saddam Hussein i spidsen strammede grebet om den kurdiske minoritet.

Hun og hendes mand tilsluttede sig Peshmerga-styrken oppe i bjergene, der med våben i hånden kæmpede for et frit Kurdistan.

”Jeg var Peshmerga og lærte at forsvare mig selv,” fortæller Razan. ”Vi kæmpede for vores rettigheder som kurdere.”

Lå i ruiner i 17 timer

Kampene rasede. Saddams flymaskiner bombede det lerhus og den lejr, hvor de holdt til.

”Jeg var under huset og det tog Peshmerga mange timer at grave mig ud. Jeg lå under huset i 17 timer. Folk troede jeg var død, men jeg overlevede.”

I sommer 1987 kom hun ned fra bjerget for at føde sit første barn, en pige, på et hospital i Silêmanî.

Imens fortsatte regimets forfølgelse af kurderne.

I marts 1988 giftgassede de irakiske flymaskiner byen Halabja, tæt på Razan. Over 5000 mennesker mistede livet.

Ofrene havde noget underligt voksagtigt noget over deres ansigter. Der var ikke spor af frygt eller smerte i dem. Et barn lå på ryggen. Moren havde tabt det, da hun selv faldt død om. Familiefaren Omar Ghawer tabte aldrig sine børn. Han faldt til gengæld om på vej ud af døren og lå nu hen over dørtærsklen med spædbørnene i favnen.

”Vores overordnede delte masker rundt og sagde ’nu bliver vi bombet’, og vi flygtede ned i beskyttelsesrum,” husker Razan. ”Vi overlevede, men dem der ikke havde masker døde.”

Af frygt for giftgassen besluttede Razan og hendes mand sig for at flygte ud af landet.

I foråret 1988: Razan og hendes mand på vej fra irakisk til iransk Kurdistan. I rygsækken bærer de den otte måneder gamle datter. Privatfoto.

I bidende kulde flygtede de gennem de snebeklædte bjerge til nabolandet Iran. Her fik de en søn. Efter to år i Iran satte de nu kurs mod Europa via Syrien.

Det var meningen, at de skulle til Sverige, hvor de havde familie. Men Razan og hendes familie blev i september 1990 stoppet af politi under mellemlandingen i Danmark. De blev herefter sendt til Sandholmlejren og fik opholdstilladelse som politiske flygtninge.

Razan med sine to børn. Privatfoto.

Udstødt efter ægteskab med dansker

Som 17-årig skulle Razan lære et helt nyt sprog og kultur i Nykøbing Falster.

Ægteskabet holdt ikke og de blev skilt – til stor modstand fra familien hjemme i Kurdistan.

”Da jeg blev skilt, frygtede min familie i Kurdistan, at de andre søskende aldrig ville blive gift, fordi det ville påvirke hele familiens ære,” fortæller Razan.

I 2000 blev den kurdiske kvinde gift med en dansk mand med efternavnet Haugaard – til endnu større modstand fra familien.

Så meget, at de holdt deres bryllup i al hemmelighed. Når de var ude offentligt, gik den danske mand et par meter efter hende, så folk ikke skulle fatte mistanke.

Familien i Kurdistan udstødte Razan.

”Da jeg blev dansk gift, var hele familien bange og de slog hånden af mig for at beskytte de øvrige søskende.”

Det at blive dansk gift, var svært at acceptere for dem i starten.

”Men da jeg fik børn og de så, at jeg var lykkelig og at den nye mand var meget sød, blev de til sidst nødt til at acceptere min livsstil.”

Razan fik yderligere to børn med den danske mand. Efter 11 års ægteskab blev de skilt.

Razan med sit barn i Danmark. Privatfoto.

Hjælper andre kvinder

Den utrættelige kvinde tog en uddannelse som webmaster fra Danmarks Tekniske Universitet. Men hun ville gerne bruge sine egne erfaringer med social kontrol.

”Da jeg fandt ud af hvilke rettigheder, jeg har som kvinde i Danmark, gik det op for mig, at jeg gerne ville hjælpe andre kvinder i samme situation,” som hun siger.

Razan blev fagchef for integration i virksomheden Quick Care og senere med et korps under Integrationsministeriet, hvor hun gik rundt og fortalte fagpersonale, hvordan de kan hjælpe folk, der udsættes for social kontrol.

I medierne hører man tit om undertrykte muslimske kvinder, der bliver kontrolleret af deres fædre og brødre. Men ifølge Razan er mændene selv ofre.

”Det er ikke drengenes skyld, det er forældrenes skyld,” mener hun. ”De sætter bror til at sørge for, at hendes ære er beskyttet, at hun opfører sig ordentligt. Alt det ansvar gives til mændene. Mændene føler sig nødsaget til at håndhæve kontrollen, for ellers er de ’ikke mand nok’.”

Forskellen på den kultur, hun er vokset op med og den, hun mødte i Danmark, var kollektivismen versus individualismen.

”Vi er meget familieorienterede,” pointerer hun. ”Hvis det ene individ fejler, så hæfter vi alle, for æren tilhører hele familien, hvorimod æren i Danmark normalt kun tilhører individet.”

Hendes opskrift på at håndtere social kontrol er blandt andet at styrke kvinderne.

”Vi skal styrke kvinderne, uddanne dem, gøre dem økonomisk uafhængige og lade dem kende til deres rettigheder. Det er uddannelse, der har styrket mig.”

I 2020 udgav Gyldendal bogen ”Det er kvinder som mig, de kalder ofre” om Razans liv. Derudover har hun gang i en podcast ved navn ”Min mors korset.”

Kommentér via Facebook

kommentarer