– Vi så ikke en eneste amerikansk soldat i Kurdistan, kun peshmerga’er. Min søn kom hen til mig ”Far, i Danmark fik vi at vide, at amerikanerne kom for at beskytte Irak, her i Kurdistan er det peshmerga, der beskytter amerikanerne.”

Af Deniz Berxwedan Serinci

Ægteparret Faridoon Ali og Bayan Noori fortalte for nogle måneder siden om deres oplevelser i irakisk Kurdistan, hvor de endte med at flygte til Danmark på grund af krig.

I anden del skal det handle om familiens tilværelse i Danmark.

De bor nu i Skovlunde sammen med deres tre børn, 25-årige Halo, 24-årge Hana og 23-årige Halmat. Familien er fra Sydkurdistan og flygtede til Danmark i august 1987.

– Da vi flygtede ud af Irak, gjorde regimet klar til folkemord på kurderne, fortæller Faridoon.

Det skulle vise sig, at han fik ret. Kun 5 måneder efter deres ankomst til Danmark, angreb snesevis af irakiske flyvemaskiner byen Halabja, tæt på grænsen til Iran, den 16. marts 1988 med en giftig regn af bomber.

De indeholdt sennepsgas og nervegasser som Sarin, der brændte ofrenes hud, efterlod store byldelignende vabler på ofrene og satte hjerne-, hjerte- og lungefunktioner ud af kraft. Mænd, kvinder og børn faldt om i deres biler. Andre var faldet om på vej ud af døren og lå hen over dørtærskler. 5000, primært kvinder og børn, døde den dag.

Kun 5 dage efter, den 21. marts, fejrer kurderne deres nationale fest, Newroz.

– Jeg kan huske at folk ringede til os her i Danmark og spurgte ”Kommer i ikke til Newroz-fest?” Hvordan kunne vi det, når Halabja var blevet angrebet?! Hvordan kan vi holde fest i sådan en situation? spørger Bayan forfærdet

De ringede dengang til Kurdistan for at finde ud af, hvad der præcist var sket. Men folk turde ikke fortælle noget af frygt for den irakiske regering.

– Vi så det på tv, græd og kiggede på alle de frygtelige billeder. Man kan ikke glemme det. Hvert år mindes vi massakren, fortæller Bayan.

Store kulturforskelle i Danmark
Anderledes fredelig var og er der i Danmark.

– Jeg er glad for at bo i Danmark. Her er i sikkerhed og tryghed, siger Faridoon.

Du kommer fra et land til et helt andet land. Hvilke forskelle lagde du mest mærke til?
Vi kom fra en muslimsk verden til et meget frigjort vestligt land. Jeg kan huske vores første gang på stranden var et kæmpe kulturchok for mig, mindes Bayan.

– Min kone, Bayan, råbte ”Jeg vil tilbage til Kurdistan!”, fortæller Faridoon, mens de alle sammen bryder ud i latter.

Familien fortæller også, at Danmark har mange ting, som Mellemøsten kunne lære af: Demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder.

Hvilken kultur skal jeres børn tilhøre?
– De skal tage det bedste af begge verdener. Men de vil selvfølgelig altid være kurdere. Vi har ikke presset dem til at gå op i den kurdiske kultur og historie, men inspireret dem til det.

Kurdere? Kommer I så fra Kuwait?
Her i Danmark er du med i KKF, Kurdisk Kvindeforening (Komeley Afretanî Kurdistan)…?
– Belê, KKF er en Kurdisk Kvindeforening, oprettet for 2 år siden. Kurdiske kvinder samles og laver aktiviteter sammen. De holder fester fester, laver madlavning, tager på ture, laver gymnastik, svømning og taler med kvinder om deres problemer, forklarer Bayan.

Især har KKF deltaget i en event, som betyder meget for Beyan.

Det var i marts 2008, hvor SF’s socialordfører Özlem Cekic arrangerede Newroz på Christiansborg og i den sammenhæng deltog også lokale kurdiske foreninger, KKF, KDP, KDP-Bakur, Komkar, osv.

– Det var den største anerkendelse af kurdisk kultur herhjemme nogensinde.

– Dengang vi kom til Danmark i 1987, var kurderne ukendte. Når vi sagde, at vi var kurdere, spurgte folk ”Er i så fra Kuwait?” Nu blev der så holdt Newroz, kurdernes nationalfest, på et så fornemt sted som Christiansborg, fortæller Beyan.

Hvordan påvirker dine oplevelser i Kurdistan dig i din dagligdag i Danmark?
– Når jeg hører om flygtninge, der har psykiske problemer, så kommer jeg i tanke, hvad jeg selv har oplevet. At blive fængslet som 13-årig i Kerkûk, Iran-Irak krigen, når vi var i fængsel, vidste vi ikke om vi ville komme levende hjem igen. Sommetider kan jeg ikke sove om natten i mere end 1-2 timer, fortæller Faridoon trist.

Barske ting, som også gør indtryk på hans datter Hana:

– Det påvirker mig. Der går ikke en uge eller måned uden at jeg føler, at jeg skal fortælle folk det. Jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke glemmer vores historie og fortid, siger Hana.

På ferie i Kurdistan:
Faridoon har siden været i Kurdistan i 1992 efter indførelsen af det kurdiske selvstyre året inden. Hans kone og børn besøgte først Kurdistan i 2004.

En tur, der fascinerede dem, samtidig med at de opdagede, at meget var ændret.

-Vores by, Silêmanî, var ikke den samme, for den var blevet større. Jeg tog en taxa til min fars hus, fordi der var så mange nye bygninger, at jeg ikke kunne finde hans hus, fortæller Bayan.

Især mærkede hun en stigende islamisering. Sidst hun var her, var ”pigerne mere moderne. På min gamle skole var der 300 piger, ingen gik med slør.” Nu går mange med tørklæder og i kåber, der dækker arme og ben. Vi er selv muslimer, men i Silêmanî har der ikke været tradition for at gå med tørklæde.

For Faridoon var det til gengæld noget andet, der gjorde stort indtryk.

– For mig var det dejlig ikke at se arabiske soldater mere. Jeg kan se mit land frit og med kurdisk flag.

”Her beskytter peshmerga’erne amerikanerne”
Hans sønner Helmat og Halo undrede sig over, hvor fredeligt, der var i den kurdiske region sammenlignet med Irak, der dengang var præget af daglig vold og blodsudgydelser. Der er således ikke dræbt nogen amerikansk soldat i den kurdiske region, hvor der er rolig og hvor amerikanske soldater går rundt uden våben og vester.

– Vi så ikke en eneste amerikansk soldat i Zaxo, Duhok eller Hewlêr, kun peshmerga’er. Vi ville tage på hotel, men det kunne vi ikke. Vi fik at vide, at amerikanerne boede der. Min søn kom hen til mig ”Far, i Danmark fik vi at vide, at amerikanerne kom for at beskytte Irak, her i Kurdistan er det peshmerga, der beskytter amerikanerne,” fortæller Faridoon til alles grin.

Men ville familien vende tilbage til Kurdistan, hvis forholdene ændrede sig?

Bayan og Faridoon forklarer at de har et ønske om at tilbringe deres sidste dage i Kurdistan. For deres børn er det noget andet. De føler stor tilknytning til deres kurdiske identitet og historie, men har levet og opvokset i et europæisk land, og har derfor kun et ønske om at tage på ferier i Kurdistan.

Kommentér via Facebook

kommentarer