’Hvorfor hader du Saddam, min elev? Fordi min far spytter på hans billede derhjemme,‘ svarede eleven om sin far, der herefter blev afhentet og aldrig set igen. Læs den dansk-kurdiske familie Ali-Noori’s oplevelser under krig.

Af Deniz Berxwedan Serinci

Parret Faridoon Ali og Bayan Noori bor i Skovlunde, København sammen med deres tre børn, 24-årige Hana ligeledes 24-årige Halo og 23-årige Helmat. Familien er kurdere fra Irak og flygtede til Danmark i 1987.

– Du vil aldrig tro på de ting, som vi har oplevet i Kurdistan, starter Faridoon, der nu er pensioneret, men tidligere tolk i arabisk, kurdisk og turkmensk, med at fortælle…

I irakisk Kurdistan var Faridoon landbrugsingeniør og hans kone Beyan skolelærer i byen Silêmanî, tæt på grænsen til Iran.

Men deres karriere blev tit påvirket og forstyrret af de politiske begivenheder.

Der raserede nemlig en krig mellem de kurdiske partisaner, peshmerga’er og det irakiske Baath-regime.

– Mine tre fætre blev dræbt, fordi de var medlemmer af KDP, Kurdistans Demokratiske Parti, erindrer Bayan.

Efter tre dages tortur i irakisk fængsel døde den første.

– Den anden blev aldrig fundet. Vi ved ikke, hvad der er sket med ham. Den tredje blev skudt midt på gaden, da han kom hjem for at besøge familien. Næsten 20 personer fra min familie er blevet dræbt, fordi de var fjender af regimet, fortæller Bayan trist.

Fængslet som 12-årig
Egentlig var Bayan ikke selv politisk aktivt. Det var hendes mand Faridoon til gengæld. Men hvad motiverede ham til at blive aktiv?

– Jeg så hvordan de hængte kurdere offentligt på en bro i min by Kerkûk. En af mine brødre blev dømt til hængning, fortæller han.

Regimet flyttede arabere til Kerkûk i 1963 og fordrev kurdere, da Saddam Husseins parti Baath tog magten.

En af mine brødre var peshmerga. Jeg blev selv fængslet som 12-årig i 1963 pga. ham. Hvis én i familien var med i den politiske kamp, blev resten af familien også fængslet, beretter Faridoon.

– Irakisk politi kom om morgenen, bankede på døren og min søster åbnede døren. Da hun så, at de var fra politiet begyndte hun at tale højt, så mine forældre kunne høre og nå at flygte ad bagdøren. Men vi andre blev anholdte og siden har vi ikke set vores hus i Kerkûk.

Faridoon tog i bjergene i 1973, som 23-årig og blev peshmerga.

Hvad lavede du som peshmerga?
Jeg var ikke direkte i kamp mod fjenden. De kurdiske, befriede områder, havde brug for uddannede mennesker, der kunne hjælpe de kæmpende og etablere infrastruktur i bjergene.

Angrebet med napalm
Efter en udmattende krig indgik den kurdiske leder Mustafa Barzani og Saddam Hussein fred med den såkaldte 11. marts Fredsaftale (1970).

Men aftalen blev hurtigt undermineret, bl.a. fordi Bagdad fortsatte dets arabiseringspolitik i Kerkûk ved at fordrive kurdere og turkmenere og en ny krig brød ud i 1974-75 mellem Bagdad og Barzanî’s 100.000 Peshmerga’er.

– 11. marts-aftalen gav os håb. Vi byggede infrastruktur på universiteterne, men så blev de bombet med napalm! fortæller Faridoon med chokerende øjne.

24. april 1974 angreb 74 irakiske fly Qale Dîze, Silêmanî med napalm, et kemisk stof, som brænder gennem huden og ikke standser, før det når knoglerne.

Hans kone Bayan var i området under bombningen.

– Mine kusiner og fætre, grandfætre og grandkusiner blev ramt. Jeg gik i 9. klasse, da angrebet fandt sted og alle lærere var flygtet til bjergene, så skolen var helt tomt.

Spyttede på Saddam-billede – ’forsvandt’ derefter
Hun husker, at nogen kom om dagen og vaskede de blodfyldte veje og ryddede op. Senere flygtede Bayan og hendes familie ud af Silêmanî.

Dermed kom hun på afstand af de ubehagelige oplevelser hun havde haft i et irakisk-kontrolleret skolesystem.

– I skolen i starten af 80’erne var der engang en dreng, hvis far havde spyttet på billeder af Saddam Hussein på fjernsynet derhjemme. Dagen efter kommer drengen i skolen og siger:

Jeg hader Saddam!
Hvorfor gør du det? spørger læreren
Fordi min far spytter på hans billede! svarer eleven.

Skolen indberetter det til de irakiske sikkerhedsstyrker, der fanger elevens far. Ingen så faderen igen…

Flygter fra Kurdistan til Danmark
Træt af krig og undertrykkelse besluttede Bayan og Faridoon sig for at flygte fra Kurdistan/Irak.

– Man bliver træt af det og bange, fortæller Bayan.

De fik samtidig en søn, Halo i 1986, hvis navn betyder ”ørn” på kurdisk og som også indgår i KDPs symbol.

– Man kæmper for sit folk – og vores folk begynder fra vores familie. Hvordan kan jeg beskytte min familie under krig? spørger Faridoon.

Han havde en bror i Sverige, der hjalp dem til en tilværelse i Vesten.

– Det var et helvede for os at flygte, fordi vi skulle forbi en masse militærposter med en søn på 1 år og en datter på en måned, nemlig Hana.

Fra Irak til Iran, Syrien, Grækenland, Jugoslavien, Sverige og til sidst endte familien så i Danmark i august 1987.

Efter årtiers blodsudgydelser og krig var de nu endelig i sikkerhed. Men det var deres folk, kurderne, ikke.

– For da vi flygtede ud af Irak, gjorde regimet klar til folkemord på kurderne, fortæller Faridoon…

Del 2: Læs hvordan det går familien Ali-Noori i Danmark.

Kommentér via Facebook

kommentarer