PKK-ekspert Aliza Marcus, forfatter til bogen “Blood and Belief”, analyserer årsagen til PKKs modvilje mod kritik og ytringsfrihed.

Noget af kritikken mod Kurdistans Arbejderparti (PKK) i Vesten stammer fra den tid, hvor PKK blev bBlood and Beliefeskyldt for at slå afhoppere ihjel, eksmedlemmer, der prøvede at danne nye grupper. Den amerikanske forfatter Aliza Marcus har skrevet bogen “Blood and Belief – PKK and the Kurdish fight for independence”. Hun mener, at PKK historisk har anset kritik for at være en alvorlig trussel.

“Årsagen til PKKs manglende accept af kritik er gruppens ekstreme venstreorienterede baggrund, som ikke tolererer uenighed.”

Desuden var det en reaktion på, hvad der foregik omkring dem. I 1970’erne blev mange små grupper splittet på grund af ideologiske forskel og endte som små og magtesløse, heriblandt en masse kurdiske partier i Tyrkiet.

“Derudover blev PKK ledet af en autoritær leder, Abdullah Öcalan,” siger Marcus til Jiyan.dk. “Sådanne typer tolerer ikke kritik.”

PKK er fortsat imod kritik og uenighed, men sjældent prøver organisationen at myrde modstandere, som de gjorde før.

Således blev Kemal Şahin, Hikmet Fidan, Sipan Rojhilat og Kani Yilmaz alle dræbt i de kurdiske regioner i Tyrkiet og Irak i årene 2004-2006. De havde det til fælles, at de havde forladt PKK efter utilfredshed med dets politiske linje og oprettet nye organisationer – de døde alle inden for to efter deres farvel til PKK. I Danmark har der også været lignende sager. I november 1985 blev kurderen Mustafa Tangüner skudt og stukket ihjel i en lejlighed i Brøndby. Han havde forinden offentligt kritiseret PKK.

“En af grundene til, at PKK har ændret sig, er fordi landskabet har ændret sig,” siger Marcus. “Der er mere plads til, at kurdere kan tale ud i Tyrkiet og de har deres egen ministat i Irak, så PKK må acceptere en vis grad af andre stemmer.”

Kommentér via Facebook

kommentarer