Af Medya Özvan
Støvet og heden lå som en tung rygsæk om mig og svimmelheden dehydrerede min krop. Jeg har ladet tiden udvikle min horisont og lade vinteren afslutte sin tid, for at give plads til solen. Tiden er kommet, til foråret, netop som skæbnen: at jeg fik en mail, om denne rejse, til det selvstyrende land Kurdistan.
Selvstyrets blomstring og forbillede på at alt kan lade sig gøre. Min nationalfølelse var tårnhøj, og jeg følte en frihed til mit fædreland, et sted hvor jeg kunne føle mig fri og udleve min identitet. Det begyndte først at gå op for mig at vi skulle til Kurdistan, at det hele var planlagt, da jeg sad i bilen på vej hjem. Vi skreg med flimrende hænder i vejret, ufokuseret på rattet, og skreg fejrende hurraråb på kurdisk, så det næsten kunne høres uden for den tætlukkede og æteriske klapkasse. Min danske veninde, der havde meldt afbud på rejsen, førte til at jeg skulle have min mor på slæb. Som den eneste voksen, sammen med en anden ved navn Adnan, lovede hun mig at være usynlig som et spøgelse, så jeg kunne tilbringe tid og lærer mine medpassagerer at kende. Det var nemlig formålet med rejsen. At få nye venner og bedre kendskab til nuværende. Samt er rejsen til formål at få bredere kendskab til Kurdistan som helhed, og hvordan situationen forholder sig ved møder med politikere og vigtige embedsmænd.
På vores 1. dag var det planlagt at tage til Diyarbekir, hvor en bus ville bringe os til Kurdistan.
Inden vi tog af sted skulle vi forberede os på turen. Rejselederen besluttede at Adnan skulle have værtskabet denne aften. Adnan, der var bekendt med alle rejsende. Jeg havde kokkereret kurdiske vindrueblade med kødfyld, da vi skulle spise sammen, hvilket bragte os nærmere sammen. Hen på aftenen mærkede man stemningens humor komme på banen, eftersom flere havde vendt sig til hinanden. Gruppen bestående på 18 personer mødtes i Adnans dagligstue en uge før d. 16, på en blæsende dag, hvor man ikke skulle tro vejret lagde op til den kommende weekends ellers gode vejr. Der bragtes ind med politiske indslag, hvor vi diskuterede Kurdistans fremtid, om hvilke konsekvenser styret og de økonomiske ressourcer havde på befolkningen og de foregående demonstrationer mod regeringen. Det er jo ikke bare nok med at have mange ressourcer og tænke på nutiden. De skal anvendes med eftertanke og med henblik på fremtidens udvikling. Overraskelser blev eftertænkt og overraskelser forblev som de var. For at ruste os op og få overblik over os rejsende, kom formanden for Crossing Borders. En ægte tynd afrikansk mand, iført afrikansk traditionelt tøj, på sin meget høje krop. Midia havde arbejdet for Crossing Borders og samarbejdet med organisation Yeketi Lawan, der havde arrangeret turen og ville betale alle vores udgifter. Vi ville følge deres plan.
Jeg håber at det lever op til formålet, men også at der er tid til at udforske territorierne på egen hånd, hvor jeg kan få pauserum til at skrive mine dagbøger eller journalbøger og komme med en vurdering af rejsen til vejs ende.
Fakta om det sydlige Kurdistan:
-Kurdistan Regional Government blev grundlagt i 1992
-Den nuværende præsident Massoud Barzani er efterkommer af Mustafa Barzani
-Der er omkring 5 mio. indbyggere fra Erbil, Duhok og Silemani, der omgiver et areal på 40 000 kvadratkilometer.
– Hovedstaden er Erbil, Hewler
