“Hillerød og Bulduk er forbundne. Som en slags venskabsbyer,” sagde Fie Hækkerup, Folketingsmedlem for Socialdemokratiet til Bulduk festen i København 7. februar. Her hendes tale:
Kære alle sammen
Inden jeg begynder min tale, vil jeg starte med lige at sende en tanke til de mange tusinde kurdere i Rojava, der har været ofre for blodige angreb den seneste tid.
Jeg har hørt, at der findes et kurdisk ordsprog, som lyder ”Kurderne har ingen venner undtagen bjergene.”
I skal vide, at I har en ven i mig.
I Rojava står de i front for vores alle sammens frihed og sikkerhed.
Og for det har de min dybeste respekt og medfølelse.
Min tale i dag, skal også handle om venskab.
For hvis man er født og opvokset i Hillerød – som jeg er – så har man højst sandsynlig en ven, som har rødder i Bulduk.
Måske ved man det ikke, men de fleste af os har enten gået i klasse, til fodbold eller noget helt tredje med en, som har rødder i jeres landsby.
På den måde er Hillerød og Bulduk forbundne. Som en slags venskabsbyer.
Det samme gælder for store dele af Nordsjælland.
I – og jeres forældre og bedsteforældre – er kommet hertil og har på beundringsværdig vis vist Danmark, hvad en god ven er.
Lad mig uddybe, hvad jeg mener:
Jeg selv er vokset op kun få huse fra Ahmet Bicen.
Ahmet har lært mig meget – om jeres hjemby, og lige så meget om menneskerne derfra.
Han har lært mig, at folk fra Bulduk er helt utroligt hjælpsomme, hårdtarbejdende, åbne overfor andre mennesker og at I holder jeres ord.
Hvis Ahmet lover mig noget, så ved jeg, at jeg altid kan regne med det.
Og derfor er jeg stolt af at kunne kalde Ahmet for min ven.
Jeg prøver hver dag at være en lige så god ven overfor andre, som Ahmet er for mig.
For jeg oplever, at det sidder dybt i jer – i jeres kultur og i jeres landsbys arv – at man skal behandle andre mennesker godt og være et ordentligt menneske overfor andre.
Nogen gange så tænker jeg, at I behandler Danmark bedre end vi fortjener. Bedre end vi behandler jer.
Og det gør ondt i maven på mig, når jeg hører om, at I bliver behandlet, som var i fremmede.
For jeg forstår godt, at det kan gøre ondt at blive set som en fremmed, når man selv har taget Danmark til sig.
Når man taler sproget. Når man måske har boet her altid. Når man arbejder, betaler sin skat, stemmer, engagerer sig i lokalsamfundet – og alligevel nogen gange bliver mødt med spørgsmålet: “Men hvor kommer du rigtigt fra?”
Jeg forstår godt, at det kan være svært, når man har boet her i mange år – måske det meste af eller hele sit liv – at opleve kommentarer på arbejdet eller bare en følelse af, at man først skal forklare sig – før man får lov at høre til.
Når man bliver set som gæst i et land, man selv kalder for hjem.
Det gør noget ved mennesker.
Og sandheden er at I har givet – og giver – så meget til Hillerød, til Farum, til Nordsjælland og til Danmark.
I har bygget virksomheder og skabt arbejdspladser.
I er frivillige i foreningslivet.
Uddanner jer og bidrager.
Og er på alle måder en del af fællesskabet.
For det bør i mødes med tak og stor respekt. Ikke med snakke om hvem der er fremmede, og hvem der hører til.
Men som den essentielle del af fællesskabet, som jeg ved, at i er.
For Danmark er ikke kun et land af bygninger og grænser. Danmark er et fællesskab. Et vi. Og et fællesskab bliver rigere, når mennesker bidrager med deres erfaringer, med deres værdier og med deres drømme.
Og I har gjort netop det.
I har skabt familier her. I har sendt jeres børn i skolerne. I har lært sproget – nogle gange med accent, ja, men altid med vilje og stolthed. I har arbejdet, startet virksomheder op, engageret jer i foreninger, i sportsklubber, i naboskaber.
Og lad os sige det klart:
At være en del af det danske fællesskab betyder ikke, at man skal opgive, hvem man er. Tværtimod. Det danske fællesskab bygger på frihed, på forskellighed og på respekt.
De værdier, mange af jer kommer med fra Bulduk, de er ikke fremmede for Danmark.
For når et kurdisk hjem åbner døren for gæster med varme og mad på bordet, så genkender vi noget meget dansk i det.
Når man hjælper hinanden, passer på hinandens børn, og står sammen i svære tider – så er det essensen af fællesskab.
Og jeres børn er måske det tydeligste symbol på den forbindelse.
De vokser op med to kulturer, to sprog, to sæt traditioner – og de bygger bro mellem dem. De er både Bulduk og Nordsjælland. Både kurdiske og danske.
Og så er de fremtiden for Danmark. Lige så meget som min egen datter er det.
Det er vigtigt, at de – og I – føler jer hjemme her. Ikke som gæster. Ikke som nogen, der “bor her”. Men som nogen, der hører til.
For I hører til.
Og jeg glæder mig til min egen datter starter i institution og får sin egen ven med rødder i Bulduk. Og jeg vil lære hende, at det venskab skal hun sætte stor pris på.
Og lære af – ligesom jeg har lært af Ahmet og mange af jer andre fra Bulduk.
”Kurderne har ingen venner undtagen bjergene.”
I har mig. Min datter. Og min familie.
Og forhåbentlig mange andre.
Jeg er meget taknemmelig for at være blevet inviteret med her i dag. Og jeg har glædet mig meget til at opleve, hvad jeres kultur også er.
Dansen. Maden. Musikken.
Jeg ville gerne blive og feste med hele natten, men min datter er stadig meget lille, så jeg er nødt til at køre hjem til hende igen på et tidspunkt.
Men jeg bliver og får så meget med, jeg overhovedet kan.
I aften vil jeg gøre det, som I har gjort hver eneste dag i årtier.
Lære en ny kultur at kende. Med åbne arme og åbent sind.
Og jeg glæder mig til at blive beriget med nye oplevelser og perspektiver. Og takker endnu engang meget for at jeg må være her i dag.
Men endnu mere takker jeg for alt hvad I gør for min hjemby, for Hillerød. For Farum. For Nordsjælland. Og for Danmark.
Tak for at insistere på at være gode, ordentlige mennesker – også når omverdenen ikke altid er lige så gode og ordentlige overfor jer.
Tak for at være mine venner.
Tak for invitationen.
Rigtig god fest!
