Filmen som våben: Yılmaz Güney

I dag er det 40 år siden Yılmaz Güney døde. Güney var en rebel, der med filmmediet i hånden sikrede kurdisk film international anerkendelse. Læs portræt af kunstneren og oprøreren Yılmaz Güney.

Yılmaz Güney var en kurdisk instruktør, forfatter og skuespiller. Han var i sin samtid en oprører, der gennem sin kunst gjorde oprør mod det tyrkiske system. Hans kritiske stillingtagen til samfundsordenen var en rød tråd i alle hans værker, der alle var store succes’er, som rakte langt ud over Tyrkiets grænser. Med ham ved roret oplevede tyrkisk film således sin guldalder.

Det var med denne avantgardist i spidsen, at tyrkisk film produceret af en kurdisk instruktør, fik guldpalmerne i Cannes for det neo-realistiske Tyrkiet-portræt Yol i 1982. Manuskriptet til filmen skrev han i fængslet, hvor han sad, mens optagelserne til filmen stod på. Det var hans gode ven og instruktør Serif Gören, der instruerede filmen efter Güneys nøje anvisninger. Selve klipningen af filmen stod han selv for efter flugten til Europa i 1981.

Filmen “Yol”

Güney mindes på følgende vis i Danmark: ”Myten om Güney og Yols besværlige tilblivelse fylder således en del i historien om tyrkisk film.” (Cinemazone: Christian Hansen, 2002).

Men hvem var denne avantgardist og oprører, der banede vejen for, at både kurdisk og tyrkisk film opnåede international anerkendelse?

Yilmaz Güney er født af kurdiske forældre i 1937. Familien er oprindeligt fra byen Urfa, Siverek i det sydøstlige Tyrkiet/Nordkurdistan. I en ung alder starter Güney med at arbejde for filmselskaberne Kemal og And som distributør i de kurdiske områder. Hans rejser i området og hans liv i den periode bidrager stærkt til hans politiske bevidsthed, som allerede gror i hans unge år.

I starten af halvtredserne tager han til Istanbul for at læse på universitetet og stifter her bekendtskab med den store tyrkiske instruktør Atif Yilmaz, der fik ham ind i filmverdenen. Sideløbende med den store omvæltning i hans liv, der fandt sted i disse år, skriver Güney korte historier og noveller om livet, kærligheden, fattigdommen, uretfærdigheden og undertrykkelsen. En af disse noveller giver ham senere to års fængsel, idet han dømmes for at propagandere for kommunisme.

I 1959 tager hans filmkarriere for alvor fart med filmene ”Dette lands børn” og ”Hjorten”. Güney er både skuespiller og scenograf i begge film, som blev instrueret af Atif Yilmaz. Senere prøver han kræfter som instruktør, og sideløbende med dette fortsætter hans skriverier. Efter ca. to år i fængsel starter han igen på ny. Efter denne periode laver han for det meste mainstream film, hvor helteskikkelsen er den typiske fattige, udskældte anatolske unge mand, der gør opgør mod autoriteterne. Güney beskriver selv denne periode som en nødvendighed for hans senere skarpe samfundskritiske og politiske kunst. Han ville være berømt, før han kunne slå til og gøre oprør og forandre verden.

Yılmaz Güney sammen med den tyrkiske filmdiva Türkan Şoray

Skød anklager

I 1972 ryger han atter to år i brummen for at have ”hjulpet og givet husly til revolutionære” som de ledende tyrkiske venstreorienterede, Mahir Cayan og Ulas Bardakci. Mens han sidder i fængsel, fortsætter hans skriverier, der munder ud i bladet ”GÜNEY”, som betyder syd. Efter løsladelsen i 1994 laver han filmen Arkadas (Ven) og ender igen i fængsel under optagelserne til filmen Endise (Bekymring) i 1976, efter at han skyder anklageren Sefa Mutlu i byen Adana, hvor Güney selv er opvokset. Det er aldrig blevet opklaret, hvorfor Güney skød anklageren, men mange har siden fortalt, at anklageren provokerede og nedgjorde Güney, og at dette kan have ført til skyderiet.

Güney fortsætter sine manuskripter og filmproduktioner fra fængslet. Sideløbende med disse udgives hans blad Güney fortsat. I starten af 1981 har han sammenlagt 10 sager kørende mod sig, og de munder tilsammen ud i 100 års fængsel.

I september 1981 flygter Güney så til Europa for aldrig at vende tilbage igen og dør i eksilet den 9. september 1984 i Paris efter længere tids kamp mod kræft.

Hans kamp mod det tyrkiske system gennem kunsten og litteraturen har sat sit præg på eftertidens generationer. Hans navn er fortsat et stort diskussionsemne i Tyrkiet, og myten om hans navn indgyder stor respekt. Hans tilgang til film gjorde ham berømt for hans egen stilart. Denne nye stilart er inspireret af den socialrealistiske/neo-realistiske filmstil, som blev udviklet i Italien blandet med traditionelle folkemyter og fortællinger. Allerede i 1968 lagde Güney grundstenen for denne genre med ”Seyithan” og udviklede den senere med filmene “Ac kurtlar” (1969), “Umut” (1970), “Umutsuzlar” (1971), “Acı” (1971) og “Ağıt” (1971). Han anså sig selv som folkets og massernes kunstner: ”Folkets kunstner er folkets kriger.”