1927-30 var der serhildan, oprør i Agirî på grænsen til Sovjetisk Armenien. De kurdiske oprørere her udråbte deres kurdiske republik, Republikken af Agirî, der dog ikke blev anerkendt af andre lande.
Af Deniz Berxwedan Serinci
I oktober 1927 mødtes kurdiske intellektuelle i Libanons hovedstad Beirut for at danne Xoybûn(”Uafhængighed”) med Mîr Celadet Elî Bedirxan (1893-1951), kurdisk politiker, forfatter og lingvist som præsident.
Den militære leder af oprøret var Îhsan Nûrî Pasha (1896-1976), en tidligere officere fra den osmanniske hær. Af strategiske årsager valgte man at starte oprøret i Agirî. Dette område var østpå nabo til Iran, hvilket betød, at de tyrkiske tropper ikke kunne omringe dem østfra. Samtidig virkede dets bjergrige natur som en slags skjold mod tyrkiske angreb.
Oprørerne fik forsyninger fra bla. lederen af Celalî-klanen, Biro Talu, og deres klanfæller, Celalî’erne i iransk Kurdistan. Ligeledes hjalp kurdere i syrisk- og irakisk Kurdistan også Agirî-oprørerne. Fra Sydkurdistan sendte de to brødre Sheikh Ehmed og Mistefa Barzanî (1903-79) den senere legendariske general, 500 riddere.
I september 1927 led den tyrkiske hær et nederlag ved Zîlan-plænen (Geliyê Zîlan). Ankara forsøgte at overtale oprørerne til at ligge våbnene ved at tilbyde dem forlig, men dette blev afvist af kurderne, der ikke anså dette for oprigtigt. I februar 1929 lykkedes det 5000 kurdiske partisaner at ødelægge en hel tyrkisk bataljon. Oprørerne ekspanderede sydpå til syd for Wan.
Oprørernes organisation, Xoybûn, havde sit hovedkvarter i Syriens hovedstad Damaskus, der dengang var styret af Frankrig. Imens var Irak under britisk kontrol. Efter tyrkisk pres, stoppede de franske og britiske myndigheder derboende kurderes støtte til Xoybûn.
I sommeren 1930 indgik Atatürk en aftale med den iranske Shah om hjælp til den tyrkiske hær. I juli samme år gik tyrkiske tropper ind i Iran og nu var kurderne i Agirî således omringet fra alle sider.
Dette vendte krigens gang til tyrkenes fordel i oprøret, der således var endt september 1930. Den tyrkiske hær tilfangetog de kurdiske partisaner og andre og skød dem. I slutningen af august 1930 blev mere end 3000 civile, heriblandt mænd, kvinder og børn, dræbt, heriblandt i Zîlan, der ifølge visse kilder blev udsat for en regulær massakre med tusinder af dræbte til følge 13. juni 1930. Landsbyerne blev raseret, flere måneder efter at oprøret var blevet slået ned. Ifølge Lov nr. 1850, der blev offentliggjort i tyrkiske aviser, var der straffrihed for krigsforbrydelser:
”Mord og andre aktioner begået individuel eller kollektivt fra 20. juni 1930 til 10. december 1930 af statens eller provinsens repræsentanter, af militæret eller de civile autoriteter, af de lokale autoriteter, af vagter eller militsmænd, eller af en hvilken som helst civil, der hjalp ovenstående eller handlede på deres vegne, under forfølgelsen eller udryddelsen af revolten, som brød ud i Erçîs, Zîlan, Agirî bjerget og de omkringliggende områder, inklusivt Pulumur i Erzingan-provinsen og Første Inspektorat-området, vil ikke blive anset som forbrydelser.”
Flere har bemærket, at eftersom den tyrkiske hær i slutningen af august 1930 havde knust oprøret og dræbt eller tilfangetaget de militære kurdere, sigter ovenstående lov mod kurdiske civile.
I 30’erne betød den nye politik, at kurdere blev deporteret til områder i det vestlige, tyrkiske dominerede Anatolien, hvor de kun måtte udgøre 5 % af befolkningen. Ifølge en lov fra maj 1932 var det for ”dem, der talte andre sprog end tyrkisk, forbudt at genopbygge landsbyer og distrikter”. Oprørets leder Îhsan Nûrî Pasha tog i eksil i Iran, hvor han døde i 1976.
Den daværende justitsminister Mahmut Esat Bozkurt erklærede efter oprøret:
“Tyrken er dette lands eneste herre, eneste ejer. Dem, der ikke er af ren tyrkisk race har kun én ret: Retten til at tjene andre og være slaver.” (Milliyet, 19/9-1930).
