Det postmoderne kup i 1997 mod Erdogan og Erbakans parti.
Distriktet Sincan lå med dens cirka halv million indbyggere lidt midt i provinsen Ankara, hvor også Tyrkiets hovedstad lå. Sincan havde gennem republikkens historie altid været højborg for religiøse grupperinger, der afviste landsfaderen Mustafa Kemal Ataturks sekulære politik.
Den 31. januar 1997 arrangerede Sincans kommune, hvis borgmester var fra det religiøse Velfærdspartiet (Refah Partisi) med politisk islams nestor Necmettin Erbakan i spidsen – et møde til støtte for det iranske præstestyre samt den palæstinensiske organisation Hamas. Den iranske ambassadør talte om nødvendigheden af at indføre islamisk lov i Tyrkiet. Medierne talte om, at der var blevet helt holdt ”Jihad-prøve” under mødet. Det kom til demonstrationer, hvor kemalisterne råbte ”Tyrkiet er sekulært og skal forblive sekulært!”
Generalerne og de sekulære var rasende. For i det Tyrkiet som Mustafa Kemal Ataturk havde skabt i 1923, skulle religion og politik adskilles – den idé kaldes for kemalisme i Tyrkiet, opkaldt efter Ataturk, hvis fornavn var Kemal. Efter Ataturks død den 10. november 1938, var det militærets opgave at sikre, at Tyrkiet forblev på Ataturks spor, altså sekulært. Ved at indføre en spærregrænse på 10% – verdens højeste ved nationale valg – håbede militæret på at holde islamister, kurdiske separatister og kommunister ude. Militæret havde det sidste ord i politik i Tyrkiet, ikke de folkevalgte politikere. Følte militæret, at Ataturks sekulære principper blev undergravet, tøvede de ikke med at gribe ind. I 1960, ’71 og ’80 kuppede militæret direkte de folkevalgte regeringer og satte dem ud af spil.
Militæret og kemalisternes mareridt blev til virkelighed ved valget den 24. december 1995. Her vandt Necmettin Erbakan fra det religiøse Velfærdspartiet (Refah partisi) med 21,4 % af stemmerne. Dermed blev Necmettin Erbakan ny premierminister. Det var første gang, et parti med en eksplicit religiøs retorik, havde vundet.
Nu ventede alle på militærets reaktion efter mødet i Sincan den 31. januar.
Få dage efter rullede de tyrkiske tanks ind i gaderne. Ifølge militærets pressetjeneste var det en almindelig militærøvelse, der blev gentaget hver halve år. Men Necmettin Erbakan forstod budskabet. Militærets demonstrerede deres magt. Necmettin Erbakan følte sig presset til at gå af. Myndighederne gik i gang med at lukke Necmettin Erbakans parti Velfærdspartiet (Refah partisi). En frustreret toppolitiker fra partiet og Necmesttin Erbakans lærling, Istanbuls populære overborgmester Recep Tayyip Erdogan, protesterede mod retsforfølgelsen af de troende muslimer.
Den 6. december 1997 holdt Recep Tayyip Erdogan sin kendte ”minareterne er vores bajonetter”-tale til en menneskemængde i byen Siirt i det kurdiske Sydøsttyrkiet:
”Minareterne er vores bajonetter, kuplerne vores skjolde, moskeerne vores kaserner, de troende vore soldater. Denne hellige hær beskytter min religion. Om vi så bliver ramt af oversvømmelser, vulkaner, så vil vi ikke forlade vores vej. Selv mennesker i Vesten har religionsfrihed. I Europa viser de respekt overfor religionsdyrkelse og sløret. Men i Tyrkiet forhindrer de det. Må de, der har ført os ud i den situation, skamme sig. Dem, der følte sig generet af Velfærdspartiets succes, prøvede alt for at forhindre dem i at komme til magten. Men ingen kræft kunne forhindre det.”
Recep Tayyip Erdogan blev den 21. april 1998 idømt et års fængsel og en pengebøde for med talen ”at have opildnet til religiøst had”. En af Recep Tayyip Erdogans jævnaldrende fra det politisk-islamiske miljø havde i sin tid sagt: ”Denne mand kunne en dag komme foran os alle i fremtiden. Men nu var Recep Tayyip Erdogans karriere slut, mente nogen.
En af landets største aviser Hürriyet skrev på forsiden, at Recep Tayyip Erdogan ikke bare var forment adgang til en borgmesterpost fremover – han kunne ”end ikke blive et landsbyoverhoved,” skriv avisen i overskriften.
Den overskrift fortrød de nok senere.
