Lise beretter om, hvordan Sarmasik gjorde en indsats for at hjælpe ofrene i Wan i forbindelse med jordskælvet, men desværre blev mødt med en bøde af myndighederne. Måske var forarbejdet ikke gjort ordentligt, men det var jo en nødsituation.
Kilde: Sarmasik.dk
Tøj og fødevarer
Èn af de største udfordringer som Sarmasik hidtil har set, opstod i forbindelse med jordskælvet i Van sidste år i oktober, hvor havde Sarmasik en vigtig rolle i det humanitære hjælpearbejde. Tusindvis af mennesker, i både ind- og udland sendte fødevarer, tøj og andet fornødent til Sarmasik, i håb om at det ville nå frem til Van.
Hjælp til Van medførte en bøde
Organisationen tog en øjeblikkelig beslutning om at komme jordskælvsofrene til hjælp og sendte det indleverede afsted med lastbiler. P.g.a. situationens akutte karakter, blev denne beslutning imidlertid taget uden at lave en kampagne om indsamlingen. Dermed havde Sarmasik foretaget et godt nok livsvigtigt, men uofficielt stykke arbejde som havde strukket sig over ca. 2 måneder. Dette har fra statens side medført en bøde til Sarmasik på 80.000 TL (260.000 DK). Som man kan gætte sig til, har denne bøde haft den direkte konsekvens at organisationen har måttet afvise mange familier i døren, da midlerne ikke var der.
De små, men meningsfulde forskelle
Det er klart at en sådan hændelse kan tage håbet fra de fleste. Da jeg imidlertid spørger en medarbejder i Sarmasik, om hvad han håber for fremtiden, svarer han, at han er holdt op med at håbe, men at han ønsker en verden hvor der ikke er brug for en organisation som Sarmasik, altså underforstået en verden med større lighed gennem en mere ligelig fordeling af goderne. Dog udtrykker han stor tilfredshed med Sarmasiks arbejde, og siger at han i stedet for at håbe, fokusere på de måske små, men meningsfulde forskelle som Sarmasik er ansvarlige for.
Værdien i hjælpen er størst
Vores indsats som mennesker er altid begrænset, hvilket dog ikke skal sidestilles med handingens værdi i sig selv. At hjælpe dem der virkelig har brug for det, at redde en mor som ønsker at begå selvmord fordi hun ikke har noget at give sine sultne børn, er en handling af uudtrykkelig værdi. Man er hos Sarmasik vidne til hvor enkelt det kan være at arbejde for at løse et så stort, men samtidig så konkret et problem som sult er.
Tidligere artikel i serien: Dansk besøg i Diyarbekir – Lise fortæller
