”Ved at stemme på Erdogan i så stort et antal, har vælgerne sendt et signal om ’ja, tak, gå du bare videre med fredsprocessen’ til Erdogan,” mener Mehmet Necef, lektor på Syddansk Universitet i Odense.
Af Deniz B. Serinci
Præsidentvalget i Tyrkiet er overstået. Recep Tayyip Erdogan fra Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP) er landets 12. præsident med 51,79% af stemmerne. Det er en fordel for fredsprocessen mellem Tyrkiet og Kurdistans Arbejderparti (PKK), mener et flertal af de eksperter, som vi har talt med. Processen blev i marts 2013 startet af Erdogan og Öcalan, PKKs leder.
”Ved at stemme på Erdogan i så stort et antal, har vælgerne sendt et signal om ’ja, tak, gå du bare videre med fredsprocessen’ til Erdogan,” mener Mehmet Necef, lektor på Syddansk Universitet i Odense.
Den største konkurrent til Erdogan, nemlig Ekmeleddin İhsanoğlu fik 38,44% og den prokurdiske kandidat Selahattin Demirtas fra Folkenes Demokratiske Parti (HDP) fik 9,76%. Den politisk-kurdiske bevægelse, som Demirtas repræsenterer, plejer maks at få 5-6% af stemmerne ved valg i Tyrkiet. Derfor er de 9,76% historisk for HDP og viser, at partiet har formået også at få stemmer fra utilfredse, etniske tyrkere, hvilket var formålet med HDP.
”Fredsprocessen har to aktører: AKP og den kurdiske bevægelse. De to står nu styrket efter valget og kan fortsætte fredsprocessen,” siger Necef.
Huseyin Seyhanlioglu, lektor fra Dicle Universitet i Diyarbekir i Østtyrkiet/Kurdistan, deler optimismen. Han henviser til udtalelse fra den kurdiske politiker Leyla Zana i 2012 om, at ”Erdogan er manden, der vil løse denne konflikt.” På det seneste har AKP vedtaget en lov, der skal legitimere forhandlingerne med PKK, kurdiske landsbynavne er blevet givet tilbage og tabuet mod kurdiskhed er brudt under AKPs tid.
”Det er ikke nok, flere basale rettigheder må sikres til kurderne,” understreger Seyhanlioglu. ”Men det er fremskridt og meget bedre end, hvis Ihsanoglu havde vundet præsidentposten.”
Ihsanoglu var bl.a. nomineret af det Nationalistiske Aktionsparti (MHP), der er imod enhver indrømmelse til minoriteter i Tyrkiet.
Også Jakob Lindgaard, Tyrkiet-ekspert med studier i Storbritannien og Danmark, er optimistisk i forhold til udsigterne for fredsprocessen. Han mener, at den vigtigste del af den officielle identitetspolitik under AKP er ændret fra at være baseret et etnisk tyrkisk tilhørsforhold til at være baseret på religiøst tilhørsforhold.
”Det gør det muligt at inkludere konservative sunnimuslimske kurdere,” siger Lindgaard.
Erdogan kan meget vel få brug for parlamentarisk støtte til at ændre forfatningen i retning af et føderalt, præsidentielt system.
”Ved første øjekast kunne et føderalt system nemt finde støtte blandt kurderne.”
Derudover befinder kurderne sig i en regional forbedret situation, som gør, at den tyrkiske premierminister må tage højde for dem.
”Kurderne kæmper i både Syrien og Irak og er i en strategisk særdeles fordelagtig position.”
Dog er parterne også uenige om meget og det er en mulig barriere for processen, vurderer Lindgaard:
”Decentralisering, regionalt selvstyre og en betydelig grad af magtdeling er næppe, hvad Erdogan har i tankerne. Så det er en mulig forhindring for en fredsproces.”
