Flygtningenævnet vil sende iranske kurdere til Irak, selvom nævnet tidligere har vurderet, at det var for usikkert. Kurdere vil protestere foran Christiansborg.

Flygtningenævnet har tidligere vurderet, at et stort antal iranske kurderes rettigheder er så begrænsede i det kurdiske Nordirak (KRG) og Irak, hvorfra de er kommet til Danmark, at de ikke kan sendes tilbage. En uge senere konkluderede samme nævn så, at der ikke er noget til hinder for, at sende iranske kurdere tilbage til KRG og Irak. De kan heller ikke sendes tilbage til Iran, fordi de risikerer forfølgelse dér. Så nu kan de sendes tilbage til Irak og KRG.

Men det er dybt problematisk, mener flere iagttagere overfor Information.

”De får ikke de samme rettigheder og har ikke de samme muligheder, som man normalt ville give flygtninge. Der skal være tale om et asylland, og den kurdiske region er hverken et land eller en selvstændig stat,” siger asylchef Eva Singer, Dansk Flygtningehjælp.

De iranske kurdere selv er meget utrygge ved at blive sendt tilbage til Irak.

”Vi har ingen rettigheder i Irak. Vi bliver ikke betragtet som irakere, og vi har ikke irakiske id-papirer,” siger Burhan Pelani, der er flygtet fra Irak og har søgt asyl i Danmark og som nu bor i asylcentret i Avnstrup.

Han vil nu organisere en demonstration foran Christiansborg i protest mod Flygtningenævnets beslutning.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer