Så kom dagen, jeg havde ventet på med spænding. Ville kurderne ikke holde Newroz om søndagen, fordi den tyrkiske guvernør havde forbudt det eller ville de trodse staten, militæret og politiet?
Som journalist havde jeg ret til at tage med den ene af de to busser, der fragtede højtstående politikere i BDP og pressefolk til Newroz-pladsen.
Begge busser blev angrebet af politiet med dets tåregas og vandkanoner. Derefter blev busserne konfiskeret. Vi måtte stige ud og gå til Newroz-pladsen.
Parlamentarikeren Altan Tan og hans kollegaer, borgmesteren Osman Baydemir og BDP-formanden Selahattin Demirtas, osv. var omringet af politiet, der ikke vil tillade at Newroz blev afholdt i dag.
– Højtider fejres normalt på selve dagen, altså den 21. marts, lød den officielle begrundelse.
Jeg troede næsten ikke mine øjne, da politiet måtte opgive at holde parlamentarikerne tilbage. De brød ordensmagtens barrikader og forbud og vandrede til fods – ja, Aysel Tugluk vandrede barfodet – til Newroz-pladsen.
Der var der fyldt med mennesker, der råbte slogans til støtte for Öcalan, den fængslede PKK-leder, der i Vesttyrkiet anses for terrorist, mens han er noget nær Gud her. Hør blot sangen, der lød fra tusinder:
Jeg stødte senere tilfældigt ind på Folketingsmedlemmerne Nikolaj Villumsen og Pernille Skipper, henholdsvis Europa- og retsordfører for Enhedslisten.
– Jeg har aldrig set så mange mennesker på én gang, konstaterede Pernille Skipper.
De lokale blev glade over at se lyse ansigter blandt mængden og lavede sejrstegn.
– I må fortælle verden, hvad der sker her og hvilken undertrykkelse, vi udsættes for, lød appellen fra Diya Sakina, en såkaldt fredsmoder, der har mistet 4 af sine sønner som guerillaer i PKK.
Udover mig selv og tusinder af andre, fik også Nikolaj Villumsen og Pernille Skipper mulighed for at smage på den berømte Diyarbekir-tåregas. Øjne og svælg begyndte at svie kraftigt og jeg hostede.
– Det var forfærdelig at se en 2-årig pige græde, fordi hun var blevet ramt af tåregas. Hvordan kan man gøre det her mod mennesker? spørger Pernille, der ligesom de andre måtte bruge saft fra citroner for at modvirke smerten fra gassen.
Og citronen, som blev delt ud af Diyarbekirs overborgmester Osman Baydemir, var i den grad effektivt. I løbet af kort tid var smerten historie.
Historie blev der også skrevet i Diyarbekir.
Aysel Tugluk sagde i sin tale på toppen af bussen – ja hun kunne ikke holde talen på scenen, da politiet havde konfiskeret lydanlæg og storskærm:
– Diyarbekir skrev i dag historie. Diyarbekir gjorde modstand mod undertrykkelse og tyranni. Vi har fyldt denne plads, selvom deres tanks har besat byen.
– Se AKP! Det er Newroz! På trods af trusler og operationer er folket samlet på frihedspladsen. Folk er samlet omkring dets leder og parti. I skal ikke forvente en løsning, så længe Herre Öcalan sidder i en 10 meters celle. Vi vil ikke længere leve i Kurdistan uden at have nogen status, sagde Selahattin Demirtas.
Den mangeårige kurdiske politiker Ahmet Türk sagde til store klapsalver:
– Vi ønskede fred og de isolerede Öcalan. Vi ønskede broderskab, de fængslede 7000 kurdiske politikere. I Roboskî bombede de folk med fly. I dag gav de ikke lov til at folk kunne samles på denne plads, men kurderne gjorde modstand og kom og sendte et budskab om ”vi er her”.
Deniz Berxwedan Serinci
