Direktør for Anfal-center fortæller Jiyan.dk om oplevelser i koncentrationslejre og døde børn.
Af Deniz B. Serinci
Nusrat Tahir er direktør for Anfal-centret i Duhok.
Anfal er en betegnelse for Saddam Husseins folkemord på kurderne i 1980’erne, hvor op mod 200.000 blev dræbt.
Selvom Tahirs opgave er at give os et overblik over dræbte og sårede i Duhok-provinsen, er det umuligt.
”Anfal var en slags dommedag for os; alle var optagede af at redde hinanden, så derfor er der ikke noget fuldt overblik,” siger Tahir.
Officielt taler man om 182.000 kurdere, der ”forsvandt”. Men selv det tal er ikke præcist, fordi mange lig aldrig er blevet identificeret.
Det irakiske regime angreb kurderne med kemiske våben. Nogen døde på den måde, andre mens de flygtede til den tyrkiske eller iranske grænse og atter andre på grund af sult og kulde under flugten.
De der blev i Kurdistan, levede en usikker tilværelse. I en landsby, Kurêmê, blev 33 personer således dræbt i 28. august 1988.
Fanger blev anbragt i Mujamma’at, irakiske koncentrationslejre, hvor de ofte omkom af sult og udmattelse. Tahir var peshmerga (kurdisk partisan) og blev arresteret i 1985 og anbragt i koncentrationslejr.
”Lejren var overfyldt. Hvis man skulle på toilet, måtte man nærmest gøre det foran alle andre. Der var ikke meget mad og vi var hele tiden under opsyn fra sikkerhedsstyrker,” husker Tahir.
Saddam Husseins folk torturerede sommetider de indsatte – ofte til døde. Blandt de dræbte var babyer.
Selv begravede Tahir 300 døde børn i alderen 1 til 3 år i Bahrekeyn-lejren i Hewlêr.
”De var døde af sult og kemiske angreb.”
De, der overlevede kemiske angreb, blev sommetider også dræbt. Et eksempel, som Tahir kommer med, er en mand ved navn Ibrahim Haji Ramazan fra Sersing, som blev forbrændt ved et kemisk angreb i august 1988. Ingen har set ham siden.
25. august 1988 blev hele 13 steder angrebet med kemiske våben på én dag i Badînan-regionen, tæt på den tyrkiske grænse. Tahir var der.
”Alt var dødt, planter, mennesker og dyr. Jeg glemmer det aldrig.”
1000 mennesker blev den dag ramt af kemiske angreb, interneret, dræbt og derefter lagt i massegrave i Duhok.
Han fortæller, at folkemordet også påvirker kurderne den dag i dag. Børn, der er født efter Anfal, har stadig vejrtrækningsproblemer eller fødes med andre handikaps ligesom flere par ikke ønsker flere børn, da de ikke har råd til medicin.