Mirza Hasan Dinnayi, tidligere rådgiver for den irakiske præsident Jalal Talabani, ezidi-aktivist og leder af den tyskbaserede humanitære organisation Iraq Air Bridge (Luftbrücke Irak), der samler dokumentation om IS’ gerninger mod ezidier.
Dit arbejde i dag?
Jeg prøver at skabe mere opmærksomhed om folkemordet på ezidierne og det, der skete mod ezidi-samfundet. Jeg mødes med forskellige regeringer og institutioner, så vi kan få flere ezidi-ofre ud af Irak og til deres lande, fordi jeg tror ikke at ezidierne vil kunne leve i Irak mere.
Du har tidligere sagt, at ezidierne ikke har nogen fremtid i Irak. Hvorfor har de ikke det?
Fordi de fleste kvinder og børn har mistet familiemedlemmer. De er traumatiserede, nogen er blevet hjernevasket. Der er ingen økonomisk støtte til dem. De lever i dårlig situation. Vi har ingen faciliteter for dem, som kan løse deres problemer med trauma-behandling.
Det handler også om manglende tillid til naboerne?
Ja, det er en realitet for ezidierne, at man ikke kan stole på sine omgivelser. De fleste sunni-terrorister, som angreb ezidierne kom fra vores nabolandsbyer, som boede i de nordlige eller vestlige Sinjar. På grund af det, har ezidi-samfundet det svært med at vende tilbage. Før den 3. august 2014 blev ezidierne angrebet i august 2007. Der er i praksis ingen forsøg på at retsforfølge dem, der har angrebet ezidierne. Der er ikke tillid til omgivelserne, så længe der ikke er nogen retslig proces.
Hvordan vurderer du, at ezidiernes situation er sammenlignet med andre i krigszoner?
Ezidierne er det eneste samfund i Irak, hvor et stort antal medlemmer blev dræbt efter IS’ angreb. Det er det eneste samfund i Irak, hvor mange af dets medlemmer er blevet taget som slaver og sexslaver. Hvis vi skal sammenligne med de kristne i Irak: Da IS kom, fik de kristne mulighed for at flygte, konvertere til islam, eller betale skat (jizya). For ezidierne gav IS kun to muligheder: Enten skal I konvertere/blive slaver eller også dø. Selv ezidi-kvinder, der blev muslimer, blev holdt som slaver. Fordi ezidier ikke var ”Bogens Folk” (ahli kitab), havde de ikke samme muligheder som de kristne.
Flere lande har taget imod ezidier for at behandle dem, eksempelvis Tyskland. Hvad tænker du om Danmark her?
Danmark bør også gøre det samme. Vi, mig og Lamia Bashar, besøgte det danske parlament i december 2017 og bad dem officielt om at vælge at hjælpe nogle af disse ofre. Indtil nu, har jeg desværre ikke fået nogen positiv reaktion fra den danske regering.
Hvad mener du, der skal til for, at ezidierne kan få et liv igen i Irak?
Der skal oprettes en special tribunal. Irakisk jurisdiktion bør være mere objektive og arbejde på at få folk bragt for en dommer. Der skal være en ægte genopbygning af de ruinerede ezidi-områder. Der skal gives erstatning til ezidi-ofrene. Der skal gives selvstyre til Shingal, Sheikhan og Nineva-plænen, hvor der bor mange ezidier. Det vil bringe mere fred. Og så skal de starte en forsoning og fredsproces.
Hvordan er udsigterne til sådan en domstol?
De tilfangetagne IS-terrorister i Irak bliver retsforfulgt efter antiterrorlove og henrettet uden at blive stillet til ansvar for deres ugerninger mod ezidierne. Mange tilfangetagne IS-folk er også i Rojava (syrisk Kurdistan). Men der har de syrisk-kurdiske myndigheder ikke nok ressourcer til at etablere en speciel domstol. De har brug for støtte fra det internationale samfund.
Nogen af de kvinder, der kom til Tyskland for at blive behandlet igen, har valgt at vende hjem til Irak igen. Hvordan går det med dem?
De vendte ikke tilbage, fordi Irak er bedre end Tyskland. Nogen havde familiemedlemmer hos IS, som de ville ned og genforenes med. De kunne ikke blive længere i Tyskland, adskilt fra dem. Der var en ældre kvinde, der ikke kunne integreres i et nyt liv i et fremmed land som Tyskland. Der var også en kvinde, der tog dernede og så hvor svært livet var dernede. Hun vendte tilbage til Tyskland efter en måned. Muligheden er åben, hvis man vil vende tilbage. De er irakiske statsborgere, så de kan vende tilbage til irak, hvis de vil.
Hvad har den tyske indsats betydet for dem?
Den tyske indsats har været meget effektiv. Over 80% succesfuld. Det er et meget succesfuldt projekt. Når jeg kigger på andre projekter i Irak, hvor det handlede om at hjælpe terrorofre, så har jeg ikke set et mere succesfuldt projekt end det.
Hvorfor?
I Tyskland har vi kompetente psykologer. Disse ezidi-kvinder vil blive sammenlignet med tyske statsborgere og få samme hjælp. Irak har ingen infrastruktur på det område. I Irak er de fleste psykologsteder Ngo’ere, der er afhængige af fonde. I Irak har vi ingen trauma-ekspert. I Mellemøsten er det tabubelagt at gå til psykolog. De betragtes som skøre mennesker. Der er ca. 25 psykologer I Irak. De er næsten alle mænd og muslimer. Før det tyske projekt, sendte vi nogle kvinder til irakiske psykoterapister.
En kvinde blev sendt til en muslimsk kvindeterapist i Irak, som går med slør. Hun sagde til ezidi-kvinde, der var tvangskonverteret og havde lært at bede og faste: ”Forbliv muslim. Du bør være glad for at være muslim.”
Hvordan går det kvinder i Tyskland, modsat de kvinder i Irak, der ikke har fået hjælp?
Det er ligesom forskellen på sort og hvidt. Det kan slet ikke sammenlignes. Fordi kvinder, piger og børn, der lever i Tyskland, lever en meget stabil økonomisk, socialt, psykologisk tilværelse. Og dem, der lever i telte dernede, om sommeren med 40 graders varm eller vinteren… Du kan forestille dig, hvor vanskelig det er. Kvinden dernede har ingen indkomst, kan ikke finde noget job. Dem i Tyskland kan få hjælp, få arbejde, husforsikring. Nogle af de frigivne ezidi-kvinder i Irak begik selvmord. Det er ikke sket i Tyskland. Dem i Tyskland har færre mareridt.