Læs interview med sangeren Ganî Nar om musikkens betydning for bevarelsen af det kurdiske sprog og irritationen over kurdere med Stockholm-syndrom.
I 2000 måtte den kurdiske sanger Ganî Nar forlade Tyrkiet af politiske grunde og flygte til Tyskland, hvor han siden har boet i eksil.
”Enten skulle jeg lide i Tyrkiet, eller også måtte jeg ud,” som han selv siger det.
Siden han sidst var i Tyrkiet, er der sket ændringer for kurderne. Man kan i dag se 24-timers tv på kurdisk, nemlig TRT-6 og der udbydes valgfag på kurdisk. Men sangeren beskylder tv-stationen for at lave statspropaganda.
”TRT-6 er en udvikling i forhold til sproglige rettigheder, men overordnet set er det bare assimilation mod kurderne på kurdisk,” mener Ganî Nar.
”TRT-6 assimilerer kurderne”
For Ganî Nar er det sangerens opgave at åbne samfundets øjne op for uretfærdigheden overalt i verden, heriblandt i Kurdistan.
Og her har musikken spillet en stor rolle, mener han. For i de år, hvor kurdisk sprog og musik var helt forbudt, nemlig fra 1924 til 1991, forsvandt sproget ikke. Hvorfor? Der er mange faktorer, men en af dem er musik.
”Det at lytte til kurdisk musik i radioen eller via kassettebånd, bidrog til at bevare sproget for mange og bære kurdisk historie videre i sangene. Hvis folks sprog lever, bør de takke musikken.”
Desværre prøver alle – stater som organisationer – at tvinge sangerne ind under deres kontrol.
”Jeg accepterer ikke, at sangeren skal være afhængig af nogen. De kan ikke se vores værdi. Denne mentalitet må skifte. Folk må stille spørgsmålstegn ved den og ikke blindt acceptere autoriteter.”
At man ikke helt kan adskille musik fra politik i kurdisk sammenhæng er Ganî Nars ovennævnte udtalelse et godt eksempel på. Derudover har han som kunstner også en mening om andre politiske trends i Kurdistan.
”Mange kurdere elsker Khomeini, Stalin & Atatürk”
Således ærgrer det ham, at ”kurderne elsker deres fjender” som han udtrykker det. Fænomenet er kendt som Stockholm-syndromet, som er en psykisk tilstand, hvor et offer for en ugerning udvikler et forhold til gerningsmanden.
På grænsen mellem Iran og Irak, Syd- og Østkurdistan, bor millioner af shia-muslimske kurdere, kendt som Feylî’erne. Flere af dem er tilhængere af Ayatollah Khomeini, den iranske stifter af præstestyret, som ellers slog tusinder af kurdere ihjel. I det gamle Sovjetunion var det ikke ualmindeligt med billeder af Stalin hjemme hos georgiske og armenske kurdere, selvom Stalin deporterede tusinder af kurdere til Centralasien under kummerlige forhold.
Og i Dêrsim i Nordkurdistan/Tyrkiet stemmer de fleste indbyggere på det Republikanske Folkeparti CHP og mange har billeder af Tyrkiets landsfader Atatürk hængende derhjemme, selvom CHP og Atatürk massakrerede titusinder af Dêrsims borgere i 1937-38.
”Der findes ingen andre i verden, der ligesom dem er forelsket i deres egen morder,” lyder det fra Ganî Nar.
De stemmer på CHP, da dette parti fremstår som sekularismens bannerfører og garant, fordi det er Atatürks parti, og Atatürk afskaffede sharia i 1924. Dêrsim-borgerne frygter sharia, fordi de som religiøs minoritet, nemlig alevi’erne, under Osmannerriget blev forfulgt af islamister.
Om ”forelskelsen i morderen” i fremtiden ændrer sig, er ikke til at vide. Men Ganî Nar håber en dag at kunne vende tilbage til Kurdistan og derfra følge udviklingen på tæt hold.
”Jeg vender inshallah tilbage til mit hjemland en dag, for jeg har savnet det,” som han siger.