Ved at kalde begivenhederne i 1915 for et folkemord, fornægter man den tyrkiske selvforståelse gennem 100 år.
1) TYRKIET:
- Hvis Tyrkiet anerkender folkemordet, så forkaster de den nationale selvforståelse, som børn har lært i skolen i 90 år. Her fremstilles tyrkerne som ofre, der forsvarede sig imod vestlige aggressorer under Første Verdenskrig.
- Hvis Tyrkiet anerkender folkemordet, så erkender de også, at det østlige Anatolien tidligere tilhørte armenske familier, De frygter, at en anerkendelse vil medføre territorialt krav på tidligere armenske områder og beslaglagte værdier her.
- Tyrkiet frygter, at en anerkendelse vil udløse krav om økonomisk erstatning til efterkommerne til de dræbte.
- Armenien og Aserbajdsjan har en strid om enklaven Nagorno-Karabakh. Tyrkiet støtter aserbajdsjanerne, der etnisk og sprogligt er tæt beslægtede med tyrkerne. Enhver tyrkisk tilnærmelse til Armenien uden en løsning på Nagorno-Karabakh-konflikten vil blive set som forræderi.
Frygten for økonomisk og territoriale krav er dog ikke realistisk, fordi:
- a) Folkemordet har fundet sted inden Tyrkiets oprettelse som stat i 1923, hvorfor det vil blive svært at holde en nuværende stat, som ikke fandtes i 1915, ansvarlig.
- b) Intet land støtter armenierne i, at Østtyrkiet er deres, ligesom der heller ikke rigtig bor flere armeniere der.
2) RESTEN AF VERDEN
- De fleste lande vil ikke anerkende folkemordet, fordi de ikke vil lægge sig, især økonomisk, ud med Tyrkiet til fordel for Armenien, en ubetydelig lilleputstat med 2,9 mio. indbyggere.
- Hvis først man anerkender folkemordet på armenierne, så er der et hav af andre sager i verden, man også skal forholde sig til.
1) Frygten for økonomisk straf fra Tyrkiet er dog overdrevet. Tyrkiet stoppede samhandelen med Frankrig og Sverige, da de anerkendte folkemordet. Men efter et stykke tid genoptog parterne samhandelen igen og alt er normaliseret.
DENIZ B. SERINCI
