Via beretninger fra ti af de overlevende, arkivbilleder og nye optagelser fra den giftgassede, kurdiske by Halabja giver dokumentarfilmen ”Halebçe – Endless Hope” et nyt perspektiv på massakren.
16. marts 1988 står som en sorgens dato i kurdernes kalender. Det var denne dag, at byen Halabja blev giftgasset af Saddam Husseins regime. Ved dette angreb døde ca. 5000 mennesker.
Filmen formår at lave en fin kobling til massakren og får fortalt os, hvad der historisk førte til, at kurderne stod i den situation, som de nu gjorde.
Det hele bliver på fremragende vis underbygget af personlige fortællinger fra folk, der har oplevet historiens uretfærdighed og massakrer på egen krop, hvilket løfter filmen og gør den mere troværdigt. Vi får ansigter på tragedien og det hele bliver mere levende.
Samtidig får instruktøren bag filmen, Necmettin Salaz lavet en relevant kobling til Halabjas situation i dag, i forhold til, hvad indbyggerne laver i dag. Den ene er borgmester i Halabja, den anden museumsguide.
For en udefrakommende europæer, som ikke kender kurdernes nyere historie, giver ”Halepçe – Endless Hope” en rigtig god indføring i det folkemord, som giftgasangrebet på Halabja var.
Mindre interessant bliver dokumentaren ikke af, at den illustrerer, ikke kun hvor grusomt angrebet på Halabja var, men også verdenssamfundets ligegyldighed og dobbeltmoral over giftgasangrebet. Få dage efter massakren, mødtes de muslimske landes fællesorganisation, OIC (Organization of the Islamic Conference) uden at nævne et ord om massakren på uskyldige børn og kvinder i Halabjas gader. I stedet fordømmer de Bulgariens undertrykkelse af dets tyrkiske minoritet.
Dog er det ikke kun den muslimske verden, der kritiseres. Også Vesten får nogle kritiske bemærkninger på vejen. Den tyrkiske forfatter Ismail Besikci fortæller, hvem der havde finger i massakren. Firmaer i Holland og Amerika leverede råstoffer til de kemiske angreb.
Trods de mange gode kvaliteter ved ”Halebçe – Endless Hope”, kunne man som biografgænger godt savne, at dokumentaren også viste mere om retsprocessen efter massakren. Det bliver meget kort berørt, selvom det egentlig er meget relevant.
