Bogen scorer højt med dens medrivende fortællerstil, flotte billeder og gode opbygning.
Jeg læste Nina Rasmussen og Hjalte Tins fantastiske bog “Rejsen til landet, der ikke findes” i 2004. Den omhandler Kurdistan, i den tyrkiske, irakiske og syriske del. Den iranske del havde de to forfattere beskrevet i en tidligere bog.
Nu er Rasmussen og Tin så tilbage med endnu en bog, “Dem der blev”, som omhandler syrisk Kurdistan.
Bogen kommer ind på mange ting, heriblandt den store betydning, som Islamisk Stat (IS) fik for de syriske kurdere. Nu startede IS som en irakisk bevægelse og hed oprindeligt ISI, Den Islamiske Stat i Irak. Derfor er det helt på sin plads, at forfatterne tager os en tur med på den anden side af grænsen, nemlig Irak.
Med deres beskrivelser af dagligdagen for kurderne i de tre hovedenklaver i Nordsyrien, Jazeera, Kobanê og Efrîn, interviews med både PYD/PKK-tilhængere og modstandere, kommer forfatterne vidt omkring.
Kurderne i Syrien endte med at være dem, der reelt nedkæmpede IS. Det fik de meget international anerkendelse for.
Men de selvsamme kurdere skabte samtidig et system – som forfatterne også kommer ind på – lugter af et étpartisystem, hvor oppositionen har svære vilkår og kritisk journalistik ligeså. I 2014 kritiserede Human Rights Watch PYD-kontrollerede områder for at stå bag arbitrære anholdelser, mishandle fanger, ikke give dem fair rettergange og for at tillade uopklarede forsvindinger og drab. Samtidig blev PYDs milits YPG kritiseret for at bruge børnesoldater.
Personkultdyrkelsen af PKKs leder Abdullah Öcalan bringer mindelser om Nordkoreas tilbedelse af Kim Jung-un. En gravid journalist fra den PYD-kritisk tv-station Rudaw blev fysisk angrebet af sikkerhedsstyrker. PKK-folkene i Danmark – der kritiserer Danmark for at “krænke ytringsfriheden” ved at lukke Roj-TV – forsvarede angrebet på den kritiske journalist. Lignende problemer med demokratiet har man set med et andet kurdisk selvstyre – nemlig det i nabolandet Irak (KRG), hvor kritiske journalister heller ikke altid har haft det nemt.
Som Rasmussen og Tin skriver i bogen, så er der “mangler ved demokratiet i Rojava,” hvis man skulle sammenligne med Danmark.
“Men er det ikke mere rimeligt at sammenligne Rojava med resten af Syrien?” spørger forfatterparret og svarer efterfølgende. “Og så scorer de højt.”
Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at et de facto etpartidiktatur scorer højt, men bogen scorer bestemt højt med dens medrivende fortællerstil, der fastholder læseren, flotte billeder og gode opbygning.
Fem stjerner
